1998 Gabon

Vi tager til Makokou. Kigger efter nogen der kan sejle os en tur. Vi kommer ud på en tur op ad floden til Minkebe. Måske er det i nærheden af Ovan vi når til. Vi mødes med nogen fra byen. De fleste er guldgravere. Vi møder en gruppe der står og graver. Vi spørger om vi kan overnatte. Vi får en tom hytte i deres lille guldgraverby. Der er en elgenerator, der bruges til nogle få skarpe lys i junglenatten, en skinger ghettoblaster der sætter gang i aften festen med varm øl og vanvittige toner. Hytten er møgbeskidt og hullet og jeg slår mit minimalistiske telt op derinde for at undgå at rotterne løber hen over os. Varmen i hytten er voldsom men vi er trætte. Jo senere det bliver jo voldsommere skrues der op for musikken. På et tidspunkt bliver jeg så desperat at jeg for fuld kraft råber skru ned please! Kjeld er noget mere tilgivende end mig, bare ikke overfor mig, så han bliver meget skræmt over at jeg kan finde på at råbe så højt. Musikken slutter endelig hen på morgenen. Vi får et par timers søvn, teltet er meget lille, så varmen fra vores kroppe og varmen i rummet bliver ulidelig. Man kan høre rotterne pusle rundt udenfor teltet, inde i rummet.

Næste morgen sidder vi i en anden hytte omkring køkkenbålet og venter på en kop varmt vand.Vi siger ikke så meget, jeg er lidt flov over at jeg råbte op, sammen med en irritation over at Kjeld er så sart. Senere tager vi ud hvor de graver guld, og jeg tager et billede af 10 fyre, muskuløst svedglinsende i solen, de har gravet i mudderet.
Vi kommer til en anden landsby. Her har der været Ebola et halvt år tidligere.
Jeg møder en missionærkvinde. Hun fortæller at da udbruddet kom fyldte de madlagrerne op og gemte sig indendørs i 14 dage. Børnene fik ikke lov at komme ud, ingen gik ud. Ebola skal isoleres ud. Senere sidder vi med nogle lokale omkring et bål. Det er aften og jeg taler med en fyr der fortæller mig om hans oplevelse af udbruddet. Der blev fundet døde aber omkring landsbyen. En familie tilbredte en af dem til mad. De blev syge. Troen blandt folk er at det er en ond ånd der bliver sluppet ud. Når man sidder der i skumringen og hører sådan en historie kan man godt få lidt kuldegysning, det er som om at overtroen bliver mere sandsynlig her, i mørket, fortalt af et øjenvidne. Ånden er i en krukke, og nogen har sluppet den ud da de tager aben ind og tilbereder den. Ånden vil ikke have at man tager aberne, de skal have fred, og giver man dem ikke fred, kommer ånden ud af krukken. Da de syge blev flere og folk begyndte at dø kom der hvide folk. De var klædt i beskyttelsesdragter og det var det franske militær der fløj dem ind. Man troede at der kom hjælp, men de foretog sig intet andet end at tage blodprøver af de syge, – og så tog de afsted igen. Sygdommen mååte rase ud, familier med sygdommen blev lukket inde i deres hjem til alle var døde. De hvide kom ikke tilbage og hjalp mere, de ville kun have blodprøverne.
Tilbage i Makokou prøver vi at få en kano til en længere tur. En fyr kommer sejlende ved flodbreden. Han taler pænt engelsk. Han præsenterer sig som Patrick Mba Simba. Han forklarer at til en længere sejltur over mange dage skal der foreberedelser til. Vores få dage er ikke nok. Vi snakker med ham på hotel Relais D.Livindo, som på det tidspunkt hed “Paradise”. Der er ikke så meget paradis over det, men det er det fineste i byen. Der er en fin terasse ud til floden L`Ivindo, hvor vi kan sidde med en Règab. En lunken øl på 66 cl. Det er det bedste hen under aften.. Patrick har boet i USA hos sin bror i flere år, men af en eller anden grund mener han det er nemmere at lave business i Gabon. Patrick fortæller at for at komme længere op ad floden skal man have en stor kano, og hvad der er sværere at få fat på, en påhængsmotor.Da vi snart skal rejse får jeg hans adresse, så kan jeg skrive næste gang jeg kommer.