Dagbog fra fortiden : En dannelsesrejse ; Indonesien 1981

Torsdag 19.marts kl 21.30 Moskvatid

Sidder i flyveren, venter på at den skal begynde at rulle. Turen til Moskva gik fint, man kunne se meget land ( og mange skyer…). Mødte en forfatter, der var i færd med at immigrere til Indien, fordi hans åndelige udvikling blev stoppet af vestlig kultur. Han ville ha os til at slæbe nogen af sine flotte flybags fulde af papir og bøger. Vi hjalp ham til Moskva.

Peter og Helle er to ærkedanskere, der bare elsker Bali og derfor inviterede os til at bo på deres pensionat der. De gav os gode, praktiske oplysninger om Java. I øjeblikket rejser vi med en pige fra Singapore, en virkelig sød og udadvendt mørkhudet asiater.

 

Lørdag 21.marts – 81

Kl er 9 om morgenen. Vi har netop sovet en udmattende flyvetur ud i et lille hotelværelse. Da vi ankom i går sad vi sammen med Peter og Helle og fik en snak. Så var det afsked og pludselig var vi alene. Ingen europæere, ingenting. Og det var umuligt at gøre sig forståelig med hotelreservationspersonalet*. Vi satsede og tog en taxi direkte til det hotel, Peter og helle havde anbefalet. Der var optaget, men de kunne dér arrangere en vogn til et andet hotel. Dér fik fik vi et værelse med bad til 50 kr/nat. Tove er for træt til at fortsætte ud af byen i dag. Derfor forsøger vi at prøve at nå turistkontor, visakontor og måske finde ud af, hvor togstationen er.

  • Bl.a pga en emsig taxichauffør, der gjorde, at vi følte os pressede ( Tove , red )

 

Søndag 22.3 -81.

Ankom til Bandung ca 11.00´efter 4-5 timers togtur fra Djakarta. Efter at have travet rundt i Bandung i bagende sol med tunge rygsække, fandt vi dette lækre lille hotel til 30000 Rupi/dag. Her er hyggelige soverum, baderum og fællesrum og så er det midt i byen.

Vi har været ude at gå tur. brugte 20 kr på kort, frimærker og breve, 10 kr på restaurant til øl og cola. Ja,ja 30 kr Én nats pris, så det tæller når man har begrænsede midler. Blev helt manisk og gav Tove den store tur med at hun skal tale noget mere. Vi gik videre, jeg blev tung i hovedet og vranten, hun forsøgte at tale, jeg blev sur. Mødte adskillige Javanesere, der forsøgte at tale med os, Tove købte batikkjole for 25 kr, jeg køber sikkert en i morgen..(til sanne ). her er rent og pænt og varmen er udholdelig. Lækkert at gå tur langs gaderne. Gik tur alene. Kom i snak med nogle menneskeri et kokosnødde-lager. Fik en kokosød at drikke, svært at forstå hinanden, man må spille på at lave sjov. Gik videre ned til nogen ( 200 ) børn på en legeplads. Blev omringet af dem, skulle flyve drage. Blev råbt til og ihærdigt moppet af dem alle, blev reddet af to af fyrene fra nabolaget ( venner af dem i kokosnøddelageret ), de kørte mig hjem i deres varevogn.

 

 

Mandag 23/3 – 81. ( side 5 af 218 )

Startede med at gå på turistkontor og finde ud af ting, der kunne være spændende at foretage sig. På jagt efter kjole til Sanne. Mødte en student, der gerne ville ”accompany” os. Tove og ham trak mig ( tavse ) gennem alle andre butikker end lige den, Tove havde købt kjole i i går. I turistbrochuren var omtale af stort varehus, så der skulle vi absolut ind. Mareridt fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle købe og ikke kunne forklare studenten det. Fandt kjole ( nederdel ) i anden storbutik. På posthus med studentens hjælp. Derefter til Lembang i minibus. Hovedpine af varme og skrumpletur. Efter en times kørsel ud af Bandung og op til Lembang i bjergene gik vi op i markerne. Vores guide hjalp os med at fortælle om landet og oplanterne. Kom op ad stejle stier med udsigt over dalen og bjergene. Palmer og træer og terrassemarker med spredt bebyggelse overalt. Guiden købte tomater af to fattige bondedrenge, der passede deres lodder fra lille sivhytte.

Hjemme. Spist mad fra en af de her fyre der vandrer rundt og sælger den af tønder, spændt over skuldrene på en stang. Senere fik Tove ris, kylling med sjov, sød og stærk sovs til, jeg små muslinger med ditto sovs til i en lille ( højt til tegltaget ) kinesisk restaurent. Mødte australier på hotellet, der havde været på Bali i 18 dage, været sammen med adskillige ”venner” og haft en wonderfull time…

 

Tirsdag 24/3 – 81

På geologisk museum. Dødkedeligt, enormt tung i hovedet af varme. Spiste stegte bananer ( til 25 øre stk ) til morgenmad sammen med andre indonesere i lille bod. Tog vogn ( minibus, Bemo ) til Zoo. Gik rundt og så de miserable dyr.

Zoo besøg i Bandung. På en eller anden måde skaber man altid opmærksomhed...
. Flot udsigt over tætbebygget bjergryg. Tilbage på hotellet mødte vi en fyr, der var bekendt med Australieren. Han var flink og nem at tale med.
Tove og vores værter
( Godt engelsk ). Han hjalp os til at finde Dannys mosters hus i et indviklet system af veje, stier og gangem som var opstået spontant pga den spontane placering af hytter og huse op og ned ad hinanden.

Bebyggelsen foregår i ”blokke”. Vi skulle til Blok D, finde hus 9 og så ind bagved og finde hus 17.Dannys moster var ikke hjemme,  men vi blev modtaget hjerteligt af hans kusine. Snakkede og pjattede med hende, hun var virkelig sød. Børnene var velopdragne til fingerspidserne og vi blev sørget for i alle ender og kanter. Gik hjem gennem små gader. Så længselsfuldt efter de mange boder med mad af al slags. Blandet med den stærke lugt af petroleum og de små lys gør den stærke madlugt fra tusind krydderier og specialiteter en helt ør i hovedet. Du stirrer bare efter fadene med stegte komaver, guldfisk, kogte krapper og indbagte rejer. Kyllingelår på tusind måder… spiste fisk og stærk, stærk sovs med ris, mens Tove kvalte en øl med Ricki og August. Fik en lang snak med Tove om hendes  manglende evne til at tale og samtale med de folk vi møder. Hendes altomfavnende tavshed. Det kommer. Siger hun. Jeg håber…

Torsdag 26/3 -81

Tove i det våde

I går tog vi op til Tenehav Arahu, som er en jævnligt aktiv vulkan. Gik de sidste 4 km lange smalle stier i en vildtvoksende jungle.

Tove i det grønne

Højere og højere gik det, vandløbene plaskede under os, under bregnerne. En fyr ville være vores guide, men det var sgu nemt nok at finde. Man skulle blot følge sporet med mest slikpapir…så geyser. Sad og tegnede til det begyndte at regne. Krateret halvt dækket af de tunge regnskyer. Fik et par stegte bananer i en sivhytte mens en lokal geolog ivrigt forklarede os om vulkanens geologi… på vej ned mødte vi (halv) tavs tysker. Han var på rundrejse ligesom os, var kølig, velovervejet over for os. Rig snob på primitiv rundtur tror jeg. Hans og Toves tavshed i forening gjorde mig lidt ked af det. Spiste frølår på kinesisk i et ladelignende spisested i en sidegade. Prøvede Jackfrugt, en stor speciel meget lækker frugt.

I dag var vi oppe 4.30. Sidder nu sammen med to svenskere i toget til Yogya. Alle omkring os synes at kende enormt til landet omkring dem. Tyskeren, svenskerne. De tager helst ud på landet, bor i småhytter. Vi er egentlig et par luksusdyr, der bare tager fra storby til storby og bor på sikre hoteller. Nå jeg må forsøge at kæmpe med min egen begyndende depression, Toves tavshed og den svenske sprogbarriere…

Fredag 27/3 -81

Depression? You said it! Møder skideflinke folk hele tiden og lader mig bare slå ud af Tove og ligegyldighed. Uadr! Jeg hader det! Gid jeg var fuld! Øv øv øv ! Svenskerne har hængt på hele tiden. Dagen i dag præget af sløvhed. Var i landsbyen Kotagede. Tog derud på hestevogn, hjem i cykelrickshaw, spiste på cafeteria-like restaurent. Snakker med hvide hele tiden. Det er underligt, jeg bliver dårlig…..

 

Lørdag 28/3 -81

Depressionen fortsatte, men det lettede da vi forlod svenskerne og fik talt sammen. Var på Borobodur i dag – og immigrasi – office. Der fik vi 14 dages forlængelse + muligvis 1 år… de skrev forkert årstal… vi forlod svenskerne i Muntinal og tog videre til templet. Flot er det, lidt mindre end jeg forestillede mig.

Gadeskomager i Kaliorang

Spiste til aften i javanesisk værstshus. Små svagtoplyste ( fra levende ild ) siv-boder ned ad en regnvåd ”gade” her i Yogya. Fik whisky, australsk her. Prøvede at lære indonesisk af halvfulde javanesere mens regnen trommede ned i tuschmørket, lastbilerne drønede forbi udenfor, den gamle grinende værtinde med hendes halvvoksne fnisende pige kom med navne på hendes småkager og Tove sad stiv som en pind og ville væk….

 

Søndag 29/3 -81

Diarré. Tog minibus til Kaliorang. Resten af vejen til vulkanen Gunung Merapi må forceeres til fods… alt heroppe er dyrt i forhold til Yogya, det ser ud som lokalt turiststed for indonesere. ”Feriesteder” er tit dyre… vi kom i snak med unge yogyanere på motorcykel. Efter at have brugt parløren et par gange sad jeg bag på en af dem, racende op ad bjergvejene, søgende efter efter et billigt ( murah ) sted at sove. Efter at have besøgt adskillige steder fandt vi dette til 1500Rp.

Tove hygger sig med lokalt selskab
Efter en kop sød te gik vi en tur i omegnen. Kun indonesere her, rigtig landbefolkning ( virker velhavende ) kølige og afdæmpede overfor fremmede.

dancing with the locals

Fandt en plet i det grønne. En masse unger faldt snart over os, grinende og fnisende. Jeg tegnede, brugte det til at komme i kontakt med både børn og voksne. Vi havde det sjovt sammen, ti børn 4 voksne, sad og sagde ting til hinanden som vi måtte forsøge at forstå hvilket forårsagede megen latter…

 

Den blide eksplosion af lykke

Når 14 rækker hvide tænder

Krænges ud i ærlig latter

Bærer skuespillets brugte fraser

Frelst forbi fiaskoens favn

Og gør glæden til livets salt

Følelsen til handling

Og skyheden til skamme.

Følelsens dybder er som

Bundløse diamanthave !

Hopper du først i

Synker du til mørket lukker

Din evne til at fortælle andre

Om de skønne sten…

 

Tirsdag 31/3 -81

Regn regne og atter regn. Det begyndte i eftermiddag, lige efter vi kom hjem fra vores gåtur til landsbyen Felix, en time fra Kaliorang. I Felix gik vi ind til en af hyttekomplekserne og fik ved hjælp af parløren gjort opmærksom på vores sult og at vi ville betale for en gang Nasi Goreng. De to kvinder og de 4 børn var skiftevis smilende og skeptiske ( mest det første ) og åbnede døren ind til deres hjemmesnedkererede almuestue. Mens de hentede den kolde, men udmærkede Nasi Goreng, begyndte jeg at tegne den nærmeststående unge. De fniste og gloede, kom med te og uforbeholdne, uforståelige kommentarer, nikkende, smilende alt i mens hønsene gokkede i gården og et sagte Muuh undslap fra naboens stalde.

På vej ned. En svedende fyr, vi talte med om ekspedition Gunung Merapi indhenter os. Ok going tomorrow night. Alle tiders. Tove og så batik, mig og så Gunung merapi. Javas gamle guder, de tyste rygende vulkantoppe, uopnåelige punkter,-men nu! En guide, et eventyr, en natlig spejdertur på gudens slumrende ryg, et blik i dens rygende svælg, når morgensolen kom. I morgen nat, et eventyr i eventyret. Nu? Regn,stilhed, Tove sover. En halv papaya med sukker. Den førstee danske roman er svælget. Ak og kl er 7. Men i morgen….

 

Eventyret til bjergets top,1.-2. april  1981 nedskrevet d.3.ditto mens alt var i frisk erindring….

Næste dag, som de siger i eventyrene… turen til Yogya var af den tavse slags, hurtigt og erindringsløs minibus for de velbehagelige. På Beta Losmens allerintimeste enkeltværelse blev heltinden indlogeret og efterladt, gispende af varme på den brede seng. Med hjertet bankende for dette overdådige syn af svedigt kvindekød på hvidt lagen, drog helten af sted mod det ukendte.

Yogya er en driftig by, og en hurtig by. Inden jeg så mig om sad jeg i en bus mod den forkerte ende af byen. Her købte jeg proviant, chokoladekage, og kom med bus til den rigtige ende.

En rigtig junglehelt. Ekspeditionsrejsende om man vil, har jeg altid forestillet mig komme til Jungleland med gamle stinkende banandampere af den fugtigt usunde bulede slags. Romantisk,ja? – men min glæde ved turen blev overordentlig sat op, da jeg blev losset over i en rigtig, ægte landevejskrybende damper af en bus. Jeg blev endda sat ved siden af en styrmand af den braldrende storgrinende fandenivoldske-med-et-glimt i øjnene-type.

Turen gennem det grønne, palmefyldte landskab, de støvede, slidte madboder, den evigt tilstedeværende brunlødede, lavtstammede befolkning gjorde mig virkelig i stemning. Jeg var ikke fri for at svede lidt af spænding. Dette var hvad jeg havde drømt om!!

Osen fra den store beskidte motor foran mig stod mig lige ind i næseborene, hver gang skrumlet drønende satte sig i gang. I en stejl kurve stoppede bussen mens chaufføren skraldlo. En tyk røg stod op af køleren mens en radmager buskuli hoppede i rendestenen efter vand til den tørstende gamle bil.

Kaliorang. En samling mere eller mindre fashionable sommerhuse, gæsthuse og hoteller langs en snoet asfaltvej , der ender ved busstationen. Her står boder ved boder, frugt kan handles, stille uden købetvang. Dette er landet, stille velstand uden sult, turiststed for middelklasse indoneseren..

Gunung Merapi

Vulkanen ligger deroppe, mere eller mindre skjult af de lavtliggende skybanker og den frodige urskov. Du kan vente dig, gamle brumlegøj. Dine hemmeligheder skal også blive mine! Den benede, senede og kvikke sundaneser, der havde lovet at følge med derop ankom samtidigt med minibus, klædt i militærbukser, tennistrøje, kasket og rygsæk. Det viste sig hurtigt, at jeg havde glemt dele af en opdagelsesrejsendes vigtigste udrustning, regnslag og lommelygte. Men eventyret må fortsætte. De små detaljer skal ikke slå mig ud. ”Afsted!” Opad den stenede vej til bjerglandsbyen skjult i urskoven og de tropiske fyrreskovs slugter. Ad en smal sti, langs vulkanens rifter, – de dybe erosionskløfter. Al træthed var forsvundet. En dyb stilhed, fred og målbevidsthed greb mig. Dette var eventyr, og det skulle leves, presses, gennemføres, alt skulle intensiveres, hver detalje var et ekstra hjertebank værd. I landsbyen fandt min indfødte ven, hans navn er Husni, den gård, han kendte. Her måtte vi være, til vi skulle af sted. Disse gårde er fantastiske. Som øer ligger de højt hævet over de dybe slugtlignende stier, der gennemkrydser byen. Hver gård er store træ – og sivbygninger, båret på gedigne bjælker, belagt med tegltag og med solidttrampet jordgulv. Indenfor, i hallen, er der stort, tomt, højt til loftet. I den ene side en bred briks, bygget ind i hele sidens længde. Rummet er halvmørkt, kun lyset fra døråbningen og diverse sprækker trænger ind. Efter ti skridt når man ”hovedbygningen”. Pas på hovedet! Døren er lille, men flot snedkereret, som en hjemlig dør. Indenfor. Tyst. Nogen børn i shorts og beskidte T-shirts hopper omkring, pludrende og storstirrende på dig, der ikke hører hjemme her, dig der er eventyret, også for dem. Sidder ved spisebordet. Den tavse hvæsen fra petroleumslampen akkompagnerer familiens ene halvdel, inklusive min ven, der med ansigtet mod væggen står på den fælles liggebriks og messer Muhammed. Mine øjne går over den snildt snedkererede almuemalede skillevæg, der dækker for børnenes sovebrikser. De allerstedsnærværende reklamekalendere skriger ned til dig sammen med farvestrålende billeder af ukendte helgener.

Senere. Sidder og spiser ris og Ikan-tri og stegte bananer, mens vi taler om Husnis land og den store uretfærdige fordeling, der huserer her. Han er fattig, han er lettere udstødt fordi han er fra Sumatra, men han er stærk, han gør noget, Han spiller klassisk musik og lytter til det. Han har ikke råd til at gå på Disco. Det kan han også li. Jeg sidder og føler at hans fattigdom gør ham rig på rigtige oplevelser. Han kan ikke købe dem færdigsyede, men må skabe dem selv. Han kan ikke gå i biografen, eller på Disco, eller køre motorcykel, han må klatre bjerge, spille klassisk musik og bevæge sig i den stærkttroende arbejderklasse, hvor de nye tanker tvinges til at fødes.

Aften. Maven er tung af ris og te. Ligger og lytter til de ivrige børnestemmer, der i det uendelige hæver og sænker sig over skolebøgernes mystik. Husni taler “Java” med den gamle tandløse, grinende fader i huset, af og til peger han hen på min dorske skikkelse. Stemningen er stærk i lokalet. Der er en idyl over det, man sjældent mærker. I køkkenet sidder man på briks, mens tevandet koger over det åbne ildsted i midten, og hønsene gokker omkring og er lige ved at smide æggene lige ned i det kogende vand, som om de også vil bidrage til den forestående anstrengelse.

Kl 12 vågner jeg. Husni sidder ved siden af mig, rygende på en af sine evindelige parfume-pinde. Vi sidder lidt, siger ingenting. Kl halv et spørger han hvad kl. er. ” we go half hour..”. Så sidder vi lidt igen. Den regn, der tidligere på aftenen havde truet vores ekspedition, havde hørt op. Selv radiotransmittionen af Wayang Orang er hørt op. Alt er tyst. Jeg kan ikke holde spændingen ud. “Lets go now” – “Okay”, siger han, “but first we eat a little”. Vi fortærer et par kogte rødder, samler vores ting sammen og går ud på stien. En ko brøler i stalden. En hund gør fordi vi laver usædvanlige lyde i den cikadesnakkende tropenat. Husni tænder sin lommelygte og vi går op ad de slugt-agtige stier. De drejer og vride sig, snart er vi på en sti der går jævnt opad. Af og til må et par trin forceres ellers er det jævnt opadgående stier, der slynger sig ind imellem fyrretræer, bambusbuske, bregner og bananpalmer. Man ser kun glimt af det hele i skæret fra Husnis skårede lommelygte. Du fikserer din opmærksomhed omkring Husnis silhuet foran dig, bevægende sig stedkendt fremad langs stien. På et tidspunkt lyser han ud til siden, der er tomt, en dyb slugt ned. Fremad går det, en halv time en hel. Det er gået opad hele tiden, vi holder hvil ved en klippeblok. Gamle juice-beholdere og cigaretpakker vidner om tidligere ekspeditioners ophold her. ” Jamen, mine bukser bliver beskidte” siger jeg klynkende, glemmende alle mine heroiske tanker om en uforglemmelig heltedåd…” Never mind, you need resting! Spred out your legs, they need it”. Jeg sætter mig langsomt ned, mens stjernehimlen sætter de omkringstående træstammer og palmegrene i spøgelsesagtigt silhuet. En cikade vedbliver utrætteligt med at gentage det samme tema. Efter en cigarets forløb fortsætter vi. Nu går det mere stejlt. Jeg forsøger at glemme anstrengelserne, den knugende nat omkring mig, tvivlen om man kan stole på Husni ( ” man hører jo så meget…”) og om man selv kan klare turen ved at fiksere på Husnis ben, der ikke synes synligt trætte af det stadigt stigende terræn. Efter en halv time igen sidder vi ved næste stop. Kl er tim min i to, og jeg føler glæden bruse i mig ved tanken om kun 4 timer til toppen. Taler om stjernerne. Fortæller ham, at de også er sole, måske med små planeter omkring, måske med mennesker ligesom os selv, stræbende efter deres egne små tinder. Men jeg kan mærke på ham, han vil ikke la` sit verdensbillede forstyrre. “Nå, er de langt væk? Mere end en million km?” Så kaster jeg mig ud i en forklaring om afstande, om lysår og der går ikke lang tid før emnet helt sikkert keder ham. Han ryger sin cigaret færdig, stadig fuldt overbevist om at stjernerne kun er en glinsende udsmykning af Allahs gode gamle nattehimmel.

Vi fortsætter, nu går det stejlt op hele tiden. For hvert skridt skal man løfte sit ben 1/2 m eller mere, stien er ikke længere en sti men en stejl stejl primitiv mudret trappe, man må hele tiden gribe fat om de tilfældige forvredne træstammer, der nu og da stikker deres regnvåde, mosgroede og slimede arme frem i det flakkende lommelygte-skær. Nu taler vi meget lidt sammen, Vi puster i stedet. Støt og roligt bliver vores vejrtrækning besværligere. Men det er nu jeg glemmer betænkelighederne, besværet og lever i eventyret. Tænker ikke mere over det som et eventyr der skal overstås så det kan leves bagefter. Det leves nu. “One hour, we will rest and wait for sunrise” siger Husni. Skønt, tænker jeg, sidde på en bjergryg og se solopgangen!

Solen kommer
Og en time efter er vi nået over trægraænsen. De mudrede trappetrin i mørket under træerne afløses nu af fast klippe i svagt dæmringslys. Vi klatrer lidt op af disse kølige faste klipper og når til et fremspring, Husni åbenbart kender godt. Her lægger vi os roligt, stille ned, med ansigtet vendt ud over sletten langt,langt under os. Der er så stille, så enormt. Langt borte, dybt nede ses lysene fra Yogya. Som at sidde i en flyver. nej, jo synet er det samme, men følelsen. Du sidder helt stille, alt er tyst. Du har et uuendeligt rum foran dig, ufatteligt stort. Et helt landkort ligger tyst under dig, med farver, der ustandselig skifter i det gryende morgenlys. Skyerne svæver der langt ude, langt under os hæver morgendisen sig som vældige tunger, der langsomt slikker hen over de grønne sletter. Husni ryster som et gammelt køleskab, skønt han er pakket ind i både trøjer og tæpper. Selv har jeg en T-shirt og en skjorte på og fryser ikke rigtigt. Er bare kold. For her er koldt heroppe. Husnis lille sammenkrøbne og rystende skikkelse ved mit ben indgyder mig en usædvanlig følelse af forståelse og samhørighed for dette lavstammede, stærk følelses – og varmeelskende folk. Solen er nu ved at bryde frem. Et væld af farver flænger i et udstandseligt langsomt skiften. Som tyste, magtfulde, fjerne  slowmotioneksplosioner skifter den

Solopgang fra højt oppe på Gunung Merapi

mørkeblå nattehimmel over i lyseblåt, som de gule ildtunger snart får til at variere i lysegrønne nuancer, morgenrøden i lilla farvespektre. Pludselig står solen dér, som en lysende gul skive med anelser af morgentræthed pulsende omkring. Himlen lige over os er dyb lyseblå, og alting føles varmt nu. Klipperne strejker sig helt tydeligt opad, en masse brokker væltende opad i himmelflugt. Og under os! Langt nede flader trætoppende langsomt ud mod dalen, men indtil da går det dybt stejlt nedad, det ene træ må have rødderne i højde med det nedenstående træs top. Vi fortsætter op, efter at have banket morgenstivheden ud af kroppen. Det går tjep nu, vi har begge lyst til hurtigst muligt at nå toppen, der kun er en time borte. Klipperne er lidt svære at klatre i, man må hele tiden sørge for at få fat i et fremspring. Sommetider skælver det i mig, når jeg ser, hvor små de fremspring er, Husni foran mig sætter af fra. Men det går godt. Mine fødder glider ikke, men suger sig langsomt fast på hver eneste lille sten. Min krop lader jeg smyge så tæt ind mod klippen som muligt, jeg skal ikke ha noget af pludselig at vælte bagover ud i intetheden. Her er goldt og øde som i et månelandskab, klipper og klippestykker hænger ligesom i luften, stivnet i et skred ud i rummet. Et kaotisk mylder af sten, på mystisk vis stablet i et utroligt stejlt mønster. Efter tre kvarter begynder røgen så småt at pible frem fra huller i stendyngen. Vi passerer et større hul, hvorfra gas under højtryk og med en svag rumlen strømmer op. Ved et uheld kommer vi lige ind i gasskyen og vakler hostende halvkvalte videre. Nu er det spændende. Husni standser hele tiden op, kigger efter små signaler der fortæller ham hvad vej vi skal klatre.

200 m fra toppen af Gunung Merapi
Endelig! Lige over os vælter en trolig mængde røgskyer op fra et utal af skjulte revner og sprækker. Der er mærkeligt tyst. Den underjordiske rumlen fra det første hul høres ikke i nær samme grad. men kæmpetunger af hvid gasrøg hvirvler rundt omkring toppen af vulkanen, der nu synes højst 5 meter oppe. Da vi når op, gør Husni holdt. Vi står foran et forrevet landskab, helt eller delvis skjult af de tavse røgskyer.

Det er temmelig fladt, men når vinden rigtig får fat i skyerne og hvirvler dem bort fra et kort sekund, ses en tinde strejke sig op et stykke derinde i røgmassivet. Husni forklarer, at det er bjergets egentlige tinde. Det, der så skete, var at vi måtte opgive at nå den. Der var simpelthen for mange gasskyer og vores eneste beskyttelse mod de rivende lugte var at presse papir med kaffe imellem næseborene og så trække vejret langsomt og forsigtigt, som gennem en snorkel. Vi sad der en halv time. Husni så bedrøvet på mig og var ked af, at jeg ikke fik nået toppen. Personligt var jeg mere ked af, at jeg ikke fik set lavaen, der ifølge Husni skulle ligge og boble på den anden side af det rækværk af klipper, der kunne anes et stykke inde bag røgskyerne. Men jeg havde besteget et bjerg, havde nået det, som min fantasi havde sat i gang inde i mig som et fjernt fantastisk eventyrmål. At jeg så ikke nåede toppen helt, ja det måtte man tage som en god sportsmand. ” Det vigtigste er ikke at vinde, men at være med “. Og det følte jeg virkelig. Desuden var jeg også en del træt af spændingen, og ønskede egentlig bare den foranstående nedtur overstået.

Nedturen var overordentlig anstrengende. Mine smarte, dyre træningssko snærede snart mine tæer, der hele tiden blev presset ud i spidsen, som bare helvede. Du kunne hele tiden se hvor langt der var ned, da du nu gik med næsen udad. Og der var sgu langt. Man blev gang på gang anstrengt af det gys det giver, når man tror sig på vej ud i intetheden. Men hvergang standsede man brat op, så tæerne skreg, og man lænede sig ind mod den gode rare klippevæg. På et tidspunkt standsede Husni op, kiggede op på mig og sagde at her skulle jeg være forsigtig. For et halvt år siden havde Husni klatret ned her sammen med en kammerat. men denne var blevet svimmel, jah, lige der hvor jeg stod og var styrtet 10 meter ned.

Husni holder en tænksom pause
På stedet hvor kammeraten var blevet dræbt stod et lille flag, og Husni rettede højtideligt på det og bad en lille bøn for sin ven. Derpå holdt han 1/2 min`s pause, hvorefter vi fortsatte.

Nedstigning

Ved siden af min kluntede nedklatren lignede Husnis en bedre bjerggeds. Han stod hele tiden rank, med armene overkors og hoppede som sådan vævert fra den ene lillebitte udravende småklippestump til den anden. Engang imellem stoppede han op og kiggede saligt ud i det store tomrum der slog i ansigtet og for brystet foran os. Palmerne langt langt nede så små og fjerne ud, det var helt underligt at have sådan et utroligt rum foran sig, stille tyst og mægtigt. I det øjeblik kunne jeg forstå Husni 100 % at han var bidt af bjergsporten. Man bliver krævet enorme anstrengelser men får så til gengæld sugende eventyrfornemmelser, følelsen af at svæve, at drømme, at det er det samme som livet, at virkeligheden også er drømmene, man har. det var faktisk som en drøm – og alligevel 100 % virkelighed.

Lidt senere blev det til et rigtigt spændingseventyr. Da vi kom til trægrænsen blev vi mødt af tyste skyer, der umærkeligt havde listet sig op ad bjerget for at tage imod os. Vi fortsatte indtil vi pludselig ikke kunne komme længere. Vi var kommet væk fra stien og foran os gabte en dyb kløft os i møde. Vi forsøgte at gå sidelæns af bjerget, men kom snart til en af de mange dybe erosionskløfter, der skærer ned langs bjerget til alle sider. Så måtte vi gå op ad bjerget igen, ned på den anden side af kløften for at se om det var her stien ned var. Negativt. Op igen….

Jeg var ved at blive godt nervøs, gik snart foran, snart bagefter Husni, der hele tiden standsede op for at se sig om. Til sidst tog jeg føringen, hoppede ned i en kløft, fulgte den ned til træerne, Kæmpede mig igennem urskoven for om muligt at ramme stien et sted, hvor den lå skjult i træerne. Husni fulgte tvivlrådigt med. Snart hang vi i rådne grene, snart i tynde græsstubbe mens vi klatrede over de stejle kløfter, træerne på mystisk vis havde fået rodfæste på. Endelig fik vi øje på stien, godt skjult i bevoksningen. Vores glæde kendte ingen grænser, vi lo og klappede hinanden og begyndte så nedstigningen af muddertrappestien.

4 timer senere nåede vi ned. Det sidste kvarter måtte jeg hvil ½ time for at ha kræfter til. Mine ben eksede konstant og mine tæer havde gjort mere og mere ondt så det nu var som havde jeg fået et klaver over dem. Men samtidig var jeg glad, befriet, jeg havde fået gennemlevet det eventyr, jeg så længe havde søgt efter. Jeg kunne godt mærke, det ikke tilfredsstillede min søgetrang, men det jeg søgte efter, og stadig gør, findes ikke gennem eventyret i den fysiske verden.

 

10/4 – 81

Vi er nu på Bali, og jeg vil prøve at resumere, hvad der er hændt siden bjergturen.

Kørte med bus fra Yogya til Bali. Det tog 15 timer og var temmelig hårdt for indvoldene. Skiftede i Denpasar til bemo mod Kuta Beach. Her fandt vi hurtigt pension ”Sareg”, stedet som Peter og Helle havde anbefalet. Vi fandt også Peter og helle der. Om aftenen var vi sammen ude at spise på natmarkedets bedste restaurant, fik friskfanget fisk lynstegt i kogende smørsovs til 2250 RP. Der var mere end nok til to. Dagen efter var vi på cykeltur i omegnen, standsede op hos en bondekone og købte et par kokosnødder at drikke i den steghede varme.  Kørte 13 km ud ad landevejen og kom til en underskøn lagune hvor vi dasede i flere timer. Stedet var også hindu helligdom, en del underlige totempællignende træfigurer gjorde sit for at få stedet til at se magisk ud. Kuta beach er derimod det mindst magiske, man kan forestille sig. Med sin hovedgade mest bestående af turistshops og ”pubber”,  minder den meget om europæisk turiststrandområde. Det er måske også årsagen til at man tager hertil;  få andre steder kan du koble af eventyrræset som her. Du er både tilfreds og utilfreds her, tilfreds over at du kan slappe 100% af fra den indsugning af indtrykmani, der ellers præger en på denne tur, tilfreds over at du kan finde dig selv igen et sted der ikke ustandselig bevæger dig. Det utilfredse ligger i at man anser sig selv for doven, uselvstrækkelig når man ikke længere søger eventyret, eller selv skaber det, men lader det komme hvis det kommer…

 

Ubud-turen 3 dage 6.-9- april.

 

Ubud var et forsøg på at søge eventyr, uden det skulle koste større anstrengelser. Vi ville bo i denne by et stykke tid og langsomt lade byens atmosfære og livsmønster mærke os. Det var i det mindste mine tanker omkring det. Der skete ikke så meget. Og alligevel. Før Ubud var det hele en konstant hekten efter oplevelser. Her levede man ganske roligt, gik omkring på rismarkerne, langs med den smalle vej, der gik gennem byen. På markedet med travlhed, der pludselig ikke kun tåles af min krop. Man blev stille, alligevel levedes der. En aften med danseceremoni og griseslagtning, en morgen med tandfilingsceremoni. En dag med dårlig mave og dårligt humør, en dag med fred og harmoni og markvandring i de grønne rismarker. Kokosmælk, frisk fra træet, en støvet eftermiddag hos en bonde i rismarken, der ville ha en ekstraindtjening.

 

 Lovina Beach. Oh skønne strand i ro og fred og varmedis. Solnedgang. Fiskemanden ser fra sin smalle båd på stranden ud over havet. Solen går langsomt ned i lyseblåt og lyserødt, silhuetter af børn i det blinkende lagunevand.

Stille morgen. Det sorte lavasand gir efter under de bare tæer. Alt står skarpt i morgenlyset. En enkelt fiskebåd , med en enkelt fisker, skåret i træ og sivhat, passerer tavst forbi. koralrevet. Underskønne uvirkelig eventyrverden, sommerfugleflagrende fisk strømmer i koralblomsternes landskab. Blå uendelighed bag gulgule pudefrynsede koralbamser. En stillestående kæmpefisk, nervøse stimer af farvestrålende blade flagrer forbi og foldeer sig ud i finner og skæl. Alt dette svæver væk under en. To timer som underverdenens fugl. Havregrød og siesta, stille sommerlands sløvhed. Tyste måneaftener. Millioner af stjerner og en tusindwatts måne skærer palmeløvet ud i fantastiske skyggemønstrer. Stille gåturer. Bir Bintang og fuldesjov, vi leveer kun en gang!! Ska vi dele en øl. Ja så, to da!! Risvin fra Bali. Brunt, sødt, stærkt ædelt krydret, med is og stegt gris nasi og goreng. Blid australier med eventyrglans i de rødspængte øjne. Et kilo Salla og 12 stegte bananer. Sorte alvorlige øjne under bagende sol. venlig smil og alvorlige spørgsmål. “Where do you come from”, “Selamat janlan”.

 

 15.4.1981.

Kl er 21.40. Stedet er Penelokan, Lakeview Losmen. Skal snart til ro fordi i morgen skal vi tidligt op på gåtur til Gunung Baturs top. Ankom hertil fra Lovina med gumpetung langsomtlandevejsædende klatrebus, stigning af stejltsvingende bjergveje. Spiste hønsekødssuppe med ris og kogte grønsager, lemonthe med risvin. Til aften gik jeg tur, alene og med Tove, under bjergenes køligklare måne, åd 3 peanutkager til3 fi sk og3 kopper kaff e.Dejligt a sidde sammen med levende interesserede, jokende balinesere. Dejligt at gå i den stille aften, med lys kun fra de små warunger. Hundene gør irriterende , men det glemmes.

 

 19.4.81.

Stedet er toget mellem Surabaya og Madiun. Vi har rejst det meste af et døgn nu og føler os temlig kvæstede. Har fortæret hver to boller og et saltet æg, det fik os lidt til hægterne. I går kl 11 forlod vi Lovina Beach. Sagde afsked med den lille familie inklusive Tommy, Toves ferieven fra dette lille paradis. I Singaraja købte vi billet til en luksusbus til Surabaya. Kostede 3000 Rp,- og var estimeret til at afgå kl. halvto. KL. halvfire kørte den – en halv time rundt på bumleveje i Singaraja for derefter at holde igen hvor vi stod på. Først da kørte vi. Kl 6 var vi ved havnen, hvor vi måtte vente næsten to timer på at færgen skulle finde ind.

I toget Surabaya - Madiun

Den sejlede frem og tilbage ud for havneindløbet, kunne slet ikke finde ro. Imellemtiden faldt jeg i snak med en norsk pige, der sammen med to andre norske piger havde tilbragt 6 uger nær Kuta på Bali. Det viste sig, da vi havde snakket om hvor vi boede, at hun skulle begynde på kunsthøjskolen i Holbæk. Hun blev selvfølgelig meget overrasket over at jeg havde været der og under den ellers trivielle ( for rejsende der har set sig trætte på brogede, pludrende masser af indonesere der rejser med utroligt mange pakker bundet sammen på fantasifulde måder og disse indoneseres levende måde at være på ) færgetur fik jeg mig en brændende tale om min højskoletur, højskoleetik og kunstneretik i alm. Det var virkelig lækkert at sidde der på færgen så fjernt fra min fortid og tale om noget der var hændt i denne – til en, der var åbenlyst interessereret. Desuden var hun en lille skønhed, med grå intense øjne og lyst krøllet hår…hun inviterede mig at komme og besøge hende på højskolen nu her i efteråret…

Omkring mig står og sidder nu 5-6 javanesere, ældre og yngre værdige koner med levende øjne, unge javanesiske mænd med de  høje kindben og begyndende overskæg, faste bestemte blik rettet på mig. En 25-årig javaneser i pænt pressede bukser( vsa  mine røde nussede pludderbukser ) står og læner sig tanketomt7fuldt op af mit hårde 3.klasses sæde.

For resten. I Singaraja d. 18/4 fik Tove efter to 1/2 times ventetid forbindelse med sine forældre. Det var rart at se hende bagefter, snakkesalig og virkelig så opfyldt af en følelse, at det lod sig mærke på hende. jeg blev helt opstemt over at hun også kunne være det.  Håber, det er noget jeg kommer til at mærke oftere.

Om aftenen d. 16/4 var vi til fødselsdagsfest længere nede ad strandvejen, i Mangella Homestay. Vi var Tommy, Tove og mig, to svenske piger vi havde mødt i Ubud og to svenske fyre, Robert og Bsk

ertel, som vi havde mødt på vej til Yogya. Vi spiste et  reistaffel, som vi selv arrangerede ved at bestille  to tallerkner af halvdelen af menukortet – og 14 gange Nasi Putih ( ren ris ). Til det delte vi 8 Bir Bintanger. Efter al den grillede fisk gris  og grønsager, frugtsalat og pandekager gik vi til stranden og sad og lå i over en time, knapt uden at sige noget, blot tomt filosoferende stirrende op på månen og stjernerne gennem palmernes fine filigransilhuetter. Robert citerede egne og andres digt på  fint følsomt svensk, uforståeligt for mig men rart at lytte til. Lidt senere tog vi tilbage til “Simons Seaside”.

 

 Solo. 22/4 – 81.

Siden d.19. har jeg levet som gæst hos Soetriadis. To nætter sov Tove og jeg i et gæsteværelse i det overvældende gæstmilde halv-overklassehjem på Jalan  Bali 64. Det har været to dage med mad i lange baner, køretur med familiens børn i familiens Jeep til det lokale feriested, lange aftner med stille samtaler, tavshed, børnepludren og farvetv med skrækkelige B,C,D og E-film…

Vores søde værter

Men det har også været svært. Som gæst kræves det at man besvarer værternes smil ( hvor anstrengte de end synes at være ) og prøver at lette den lidt anspændte atmosfære. Der synes at ligge en vis usikkerhed hos værterne om de nu gør det godt nok for os.

Tove og vores værter

Og for vores vedkommende, efter 30 dage på snuskede hoteller og hvileløse vandringer efter billige madboeder, var det simpelthen overluksus blot at vade rundt i et hjem,få alt serveret, mad, oplevelser, rent tøj osvosv ; men denne følelse af at man ikke viser sin tak godt nok, denne følelse af at Titi og Soetriadi ikke troede de kunne gøre det hele godt nok gav det en ufrihed, jeg ikke fandt særligt velkommen på denne ellers frie tur . Og den følelse af sikkerhed, som nu i dag bliver ophævet fordi hr. Soe..osv tager hjem til Madiun igen, og fordi min makkerdame Tove har fundet frisk fyr fra Sverige, og som jeg har indlullet mig i i løbet af de sidste dage, har jeg brug for at undgå diarré!! På den anden side kan man ligeså godt få det overstået, jeg har givet mig selv ordre til at rejse videre alene. Snarest muligt.

Ja Soetriadi kørte os her til Solo i går eftermiddags. Vi sad på hver vores halvdel af den bredbagede amerikaners bløde bagsæde, slangede den rigtigt, nød at få det indonesiske landskab lagt foran os på denne overlegne facon. Da vi nåede midt Java – skællet skulle Hr Soetriadi have Babi Kecap, og det var med nød og næppe vi slap for uden om en utidig gang forstoppelse uden at vores vært blev sur. Jeg bestilte en øl og forsikrede ham om at  den skam mættede lisså godt.

I solo fandt den næste gæstfrihedskamp sted… Soetriadi forsøgte hele tiden at overtale os til at opgive at bo bo på det billigst mulige hotel. Vi for vores side så i ånden at vi først skulle  flytte ind i et dyrt hotel, lade os betale af hr. Soetriadi, så flytte til et billigt når han var rejst. På et tidspunkt synes jeg det lød meget forjættende og ville sige ok, men Tove kom hele tiden i forkøbet , synes det var for flovt at lade sig forkæle i den grad. Bagefter gik hr. Soetriadi og sagde at han bare ikke kunne forstå den danske betænkelighed. Jeg fik det lidt dårligt dermed. At tænke for meget har jeg fået … måske lidt for meget respekt for.

I Solo så jeg ikke meget til Tommy og Tove. Åh jo, vi var i byen et par gange, gik i biografen og så krigsdokumentarfilm så det krympede i tæerne og gik derefter ud og drak bajere og risvin. Tommy var som sædvanlig vældig selskabelig, lavede sjov og fortalte historier uafbrudt. Tove sad og så smilende på ham hele tiden og jeg genkendte lidt af hendes og min fortid. Jeg sad og tænkte på om nu hun og han kunne holde hinanden ud – det tror jeg de kunne. Tommy var nået dertil at han betragtede sit temperament som noget naturligt , en del af ham selv, og at det ikke skulle hindre ham i at elske folk med anderledes gemytter, at elske folk som de er. Han er holdt op med at kæmpe, lever “blot”.

Vejarbejdere

I Solo gik jeg rundt i gaderne, forsøgte at finde ro i larmen, ståhejet, der var alle vegne. Solo er en forretningsby, og er derfor en kende mere jagende end f.eks Yogya. Biler, motorcykler, bechakker og alt andet med eller uden  hjul syntes i konstant bevægelse. Folk  har altid noget at sælge, altid er der noget der skal læsses på lastbiler, eller fejes , eller bæres. Arbejdsmændene med deres store grin sidder svedige i warungerne og får sig en kop  te og en småkage. De råber til dig når de går forbi. Man får sig en pjattet sludder på internationalt tegnsprogsvolapyk, tageret bil lede af en svedig, halvtyk arbejdskammerchuk til de ti andre, der grinende vil have mig  til det mens kammeraten har ansigtet smækfyldt med papaya…

Senere sidder man på hotellet og får sig en sludder med de andre turister dér. “Nåh, har i været dér?” ( Sumatra ) ” Ja,der skal vi til”. “Åh skal i det, jamen så har i noget at glæde jer til, fordi der er så og så dejl….” og så går snakken.

Næste dag er Tove og mig på batikfabrik, får en rundvisning til batikbadene med farver, vokstegnestuerne osv. Står og VIL købe lidt batik med hjem, bestemmer sig så endelig for nogen 3 M – stykker. Ja noget skal man jo have med fra Java, ikke sandt…. Jeg forsøger at bytte noget tøj jeg ikke gider slæbe på mere, men alle steder er det umuligt.

Får man ikke et skraldergrin med på vejen er man heldig. Lige før toget rullede mod Jakarta lykkedes det mig at bytte min fløjlsskjorte for en Durian, – et ganske godt bytte syntes jeg…

25.4.81. Jakarta

Sidder og sveder så det syder uden for den hostel, Tove og jeg indlogerede os på her til morgen. Vi arriverede Gambir Station ca kl 8 efter en nat på under de stenhårde 3 – klassessæder, vi forøvrigt havde betalt 2 – klasses priser for…. efter indlogeringen tog vi til posthuset, Tove indkasserer 7 breve, jeg to. Men det er løn som forskyldt, jeg har ikke bedt nok folk om at skrive…. de to breve var hjemmefra, helt skønt at høre nyt. Det ene brev var med en konvolut fra Danny, noget familie her i omegnen, der kunne besøges…pyha, nej nu må jeg have et bad, godt nok har jeg lige haft et, men det er utroligt så varmt og fugtigt her er. Vi har lige haft en enorm skylle, håber jeg går fri når jeg, forhåbentlig, når ned til den gamle træskibshavn, der skulle være her i Jakarta.

Nå, jeg kom også dertil. Sammen med en fyr fra mit værelse. Det er en samling smalle gyder med sjove butikker og stinkende kanaler. Beskidt, støvet, folk overalt. I bussen fik jeg røvet 3500 rp. – for dårligt! Træskibshavnen var fyldt med skibe læsende af og på. En stor samling dampere i alle farver fyldte også en stor kaj her. Tog en masse billeder. Forsøgte at tale med en fyr om en tur med en båd der skulle til Jambi. Men jeg er lidt led ved at arrangere noget utraditionelt med en fyr jeg ikke kan forstå – såh – det bliver nok merak der bliver min afskibningshavn fra Java.

På vej hjem blev vi gennemblødt af en kraftig skylle….

Med de penge jeg mistede har jeg brugt 6000 rp. på 1 alm dag. Bravo!! Det er kun 2 1/2 gang for meget…

27.4.81

Sidder ombord på færgen merak-Panjang. 3.klasse. Først gik vi ind på 2. klasse, men billetmanden fik hurtigt oplyst os om at det kostede altså mere…. Og det ville vi, jeg ikke, så i øjeblikket sidder jeg på dækket, i fri luft, og nyder solskinnet. Tove sidder nedenunder hos et hav af mindre velhavende Java – og SundaFolk, der i et farverigt væld dækker de hårde, orange plastiksæder. Turen til Merak varede 3 1/2 time, vi havde taget afsked så tidligt som muligt fra jakarta for at nå færgen vi ikke vidste, hvornår gik. Så vi var faktisk umådeligt heldige, den gik et kvarter efter vi ankom til havnen.

Igår, d. 26.4.81, var helt optaget af et besøg hos de af dannys slægtninge, der bor i Jakarta. Vi havde det brev med fra Danny, som var med blandt brevene fra hadsund og vi blev som sædvanlig godt modtaget. Disse mennesker var også godt velhavende, og vi blev beværtet med en god frokost, straks vi ankom. Derefter blev vi kørt til Bogor, et sted vi nok havde læst om men slet ikke indregnet i vores tidsskema. Stedet består af en park, beplantet med hundredvis af smukke eventyrtræer fra hele verden. Det var morsomt at se disse regnskovstræer med vældige rodnet og masser af slyngplanter omkring og helt blåskimlede af mos stå hver for sig, som i hver sin urtepotte, overalt i parken. I dammene var der kæmpeåkander på 2 M`s diameter ( ca..).

Bagefter var vi på et “rekreasi”-område midt i Jakarta. For at det kun er et vist klientel der kommer der, kostede det mere end to håndværker – daglønne at komme ind. Stedet består af en masse moderne udstillingslokaler, blomsterhaver, friluftspavillioner, spisesteder og overalt går den finere Jakarta – overklasse + hvide rundt og har en hyggelig “ren” aften. Med “ren” mener jeg at stedet er lidt for sterilt og nemt. Men smag og behag. Bagefter blev vi kørt på hotellet.

28.4.81.

Sidder på flodfærgen Palembang – Banyuncinkir og krydser en lille smule fingrer for at de mange tavse, eftertænksomme Sumatra – fyre ikke pønser på rævestreger mod mig. De sender mig nogen lange stille blikke, som jeg overhovedet ikke har en chance for at imødekommer med de fraser indonesisk jeg har lært. Folk her på Sumatra er mere – europæiske. Nogen er meget imødekommende, det er dem med en smule engelskkundskaber. De indrømmer åbent, at det er derfor de henvender sig så åbenhjertigt. Andre råber drillende, gestikulerende efter èn. Slet ikke på samme pjattende måde som på Java. Der er lissom et alvorligt glimt i deres øjne.

I dag ankom jeg til Palembang efter en udmattende togtur. Hastig som jeg er tog jeg det første tog der gik med det resultat, at jeg måtte betale 2.klasses billetpris for at få en højst umagelig sammenkrøben siddeplads på toppen af min rygsæk ovenpå et spisebord i en spisevogn så tæt pakket med sovende, ædende liggende kravlende skrigende snakkende indonesere, at jeg aldrig ville have troet det muligt. I Panjang, havnen vi nåede til fra Merak på Java, sagde jeg hastigt farvel til Tove, der ville med bus direkte til Bukkitingi. Så i Palembang blev jeg inviteret hjem til en ung soldats hjem. Det var en fyr med en anelse engelskkundskaber, som havde mødt mig på toget. Han ville absolut have mig med hjem og vise frem. Jeg gik med på spøgen, regnede med at jeg kunne få ham til at vise mig havnen. Efter at have været der fandt vi efter nogen søgen en kinesisk handelsmand i hans lille trækontor i det støvede livlige bycentrum i Palembang. Derfra i bechak til det nærmeste hotel. På vejen dertil så jeg to hvide! Da jeg stod af ved hotellet, og derved vidste hvor det var, styrtede jeg afsted for at indhente dem. Jeg spurgte dem om billige hoteller. De begyndte straks at fortælle om en hvid fyr, der forrige uge var blevet dolket og røvet sådan et sted. Og de anbefalede deres eget hotel som det sikreste, skønt dyrt. Deres rejseplaner var også at komme til Bukkitingi. De fortalte at Toves rute, som er den normale, fornylig var “skåret over” ved at en bro på ruten. Var skyllet væk af en flod. de ville nu tage til Jampi med flyver og derfra til Bukittingi. Øh, hos kinesermanden havde jeg fået at vide, at der var forbindelse til Jambi om to dage, at turen ville tage to dage og koste 7500 rp. Det var ok syntes jeg. Men nu fortalte disse australiere om en færge, der ligefrem skulle gå samme dag. Hurtigt skrev jeg en besked til Tove for det tilfælde, hun ikke kunne komme over hvor broen var skredet – om at tage færgen. derpå tog jeg afsked med de to australiere og drog til havnen. Her købte jeg billet 5.250 rp. Afgang kl 2. Blev inviteret ind til et par fattige lokalstudenter der gerne ville forbedre deres engelsk.

Færgen sejlede fra kl 2 28/4 til kl 6 – 7 stykker 29/4. Det meste af natten tilbragte jeg på dækket, godt klædt på i nattekulden. Under mig sad de fleste af passagererne, alle dem der havde købt billet i god tid og derfor havde en billet i kabinen. Min billet gjaldt ( undskyld men jeg er sgu så træt…) en plads på toppen af en frygtelig bunke rejsegods forenden af båden under et solsejl. Så jeg foretrak taget. Flodturen var fantastisk. På begge sider af den 200-300 meter brede flod strækker den tætte jungle sig med træernes rodnet strækkende sig ud i floden. Hist og her flagrer en enkelt ørn. På flodkanten ses af og til en enlig hytte, enten ubeboet eller med et par enkelte tavse ansigter stikkende ud af åbningerne. Nu og da dunker en astmatisk lille flodbåd afsted i midten af floden. Overalt på det brune flodvand flyder småbuske. Selv sumetranerne betragter tavst sceneriet. Hvad de tænker om deres vilde land ved jeg ikke, men

” åh du uduelige, du må tavst vente, ingen kan tale til dig

før du lærer verdens sprog….”

for mig er det eventyr at se alt dette vildmark. Sejle i 14 timer. Jungle hele tiden. Fantastisk. Om natten er stjernerne klare på himlen. I månelyset ses træernes silhuetter bestandigt bevæge sig forbi inde ved breden. Jeg nyder det, men skutter lidt i nattekulden, vender mig på det hårde leje og tænker på morgendagen.

Det er i dag. Vi ankom kl 0700. En fyr der skulle til Jambi havde lært mig at kende gennem en forretningsmand, der ombord havde villet gøre sit engelsk bedre og derfor havde fået at vide hvor jeg skulle hen. Fyren kan ikke et kuk engelsk men har hjulpet mig hele dagen. Fra Banyunglincir, endestationen for færgen, til Jambi hvor jeg sidder nu, er der egentligt ikke særligt langt, men transportmulighederne er ringe. Vi startede med at gå i 1 1/2 time på en mudret, gnidret junglevej. Det var virkelig en stroppetur, puha. Solen begyndte lynhurtigt at stikke, og processionen bestående af mig og min sjove ven her + 10 andre. Indonesere skyndte sig fra skygge til skygge hvor træerne var høje nok til at kaste nogen. På denne måde gik altså 1 1/2 time. Så mødte vi en fyr på motorcykel, der straks så lidt lettjente penge i øjnene. Han forlangte 5000 rp. for at fragte os til den bus, der holdte et sted fremme, hvor vejen blev lidt bedre. For tusind rp pro persona gik det snart over mudderhuller og mudderhøje med fuld fart. 10 km længere fremme blev vi sat af. Vi betalte ham og gik de sidste to km, der var for slemme at forcere til hjuls. På vejen var en lastbil halvt nedsunket i mudder ved at blive gravet ud af en 4-5 tilplørede indonesere. Min ven. en meget sympatisk fyr forresten, var nu blevet sulten og vi gik ind i det nærmeste bondehus for at spise vores medbragte mad, vi havde købt i Banyunlincir. Lækker krebs, forresten…

Lidt længere fremme ventede “bussen” , en lille hjemmelavet-over-Chevrolet-chassis-type med plads til flere end man først skulle tro… godt pakket med 22 voksne og 5 børn bumlede den gamle spand ned i det første mudderhul. De to hjælpedrenge hoppede scenevant ned, spændte en stålwire fra det nærmeste træ til et spil i vognen, der så langsomt og bumlende trak sig op. Senere blev vejen bedre og kl 14, 7 timer fra Banyunlincir kørte vi ind i Jambi. Her gik vi først til et hotel, hvor de forlangte 2500 rp for et single. Men nu gad jeg ikke punge ud mere. Sagde “mahal” og stampede ud. Min ven inviterede mig hjem til sin bror, hvor jeg sidder nu, mæt af dennes mad og gæstfrihed. Han er lærer på den protestantiske skole her i byen og kan så lidt engelsk at det kun er lidt mere end ingenting ( men dog bedre end mit indonesiske ). Var på rundtur i Jambi med min ven. Spiste grød og jackfruit og lod mig føre til kontor Immigrasi. Det sidste forstod jeg ikke hvorfor og fik ham til at opgi det, før vi kom ind på det. Han siger hele tiden en masse til mig, jeg fatter ikke et ord, det er sgu irriterende! begyndte i desperation at tale dansk med ham. Det var ligefør han forstod det bedre.

Vask på indonesisk :

Sidde i bar røv og underbukser og plasker beskidt vandhulvand ned over ryggen, håret, hovedet, enden. Må vaske mig med underbukser på. På toilet: sidder og kigger ned mellem benene, ned i vandet, hvor fiskene æder dine levninger…tabte toiletpapiret derned af bar befippelse…

Her er hyggeligt. Broderens børn leger med husets søvnige hund, mens hans kone sidder på gulvet i skrædderstilling og brødrene ( der er tre i alt ) sidder ovre ved vinduet og af og til siger et eller andet indonesisk inter-talk…kl er et kvarter over 8, godnattid. Imorgen kl 12 går 5000 rp – bussen til Bukittingi, 21 timers hårdhudet rumlen afsted på beskidte veje.

2.5.81. Bukittingi.

21 timer? 29 timer. I guder, hvilken tur. Efter at have sovet på det bare stengulv ( ar, der var en tynd, tynd sivmåtte ) arm i arm med min gode ven. Det var egentligt lidt åndsvagt. Først bad han mig sove i sin seng, men jeg afslog, ville ikke tage plads op. Så jeg lagde mig på gulvet og guhjælpemig om ikke min ven fulgte med. Men jeg var for træt til at protestere, desuden varmede det. Næste morgen, bad i vandhullet, kaffe og to stegte bananer. Afsted til busterminalen. Jeg havde travlt, var lidt nervøs for min ven, der hele tiden brugte af mine penge til at betale for div. cigaretter, grød o.lign… På vejen mødte jeg de to australiere, jeg også mødte i Palembang. Jeg kørte helt til stationen, fandt ud af hvilken bus de kørte med, bestilte plads lige bag dem, måtte give 100 rp til cigaretter til min grådige ven, styrtede så efter Cris og Diana, som de hedder. De boede hos en ældre dame, indonesisk, kaldet Mama. Hun havde inviteret dem til at bo hos sig, det var åbenbart en slags hobby, ihvertfald havde hun ca 100 billeder af forskellige europæere, der havde boet hos hende gennem de sidste 10 år. Hendes adresse :

Igu Wagi

Boyo Lebor R.I.5

Jambi

Står åben for enhver rejsende i Jambi.

Kl 2 kørte bussen. Vi var de eneste tre hvide i bussen, ja i Jambi tror jeg. Jeg var lidt ked af at forlade Jambi, nu jeg sådan enlækker mulighed i Mama for at hvile lidt på rejsen – og måske få en ekstra oplevelse. Chris og Diana havde mødt en storvildtjæger gennem mama og hviiiis – man nu kunne komme med på sådan en – Whau, hvilken oplevelse….nå nu sad jeg i bussen.

Vi sidder på forreste række og har derfor forholdsvis god plads. God plads i forhold til dem bag os, vi kan da ha vores lange europæerstænger nogenlunde behageligt naturligt. Bagved er det kun for indonesere. Er man europæer der må man sidde med knæene op, der er simpelthen ingen plads. Vejen er forholdsvis god, der er endda pletvis asfalt, hvad der forårsager de fleste endeopslidende bumb. KL 3 holder vi for at spise. Jeg nøjes med lidt ren ris. Videre. Jungle jungle jungle til begge sider. Et hus, af og til en enkelt sivhytte omgivet af bananpalmer. Ellers bare træer,træer, fantastiske former, stueplanter i 3 etager, af og til mystisk formede blomster med dybt røde farver.

Stereoanlægget drøner indoneserpop i ørene på os, samtidig med et discolysshow følger rytmerne så det er til at blive tosset i øjnene at se på. Udenfor er landskabet det samme, træer, træer, nu hist og her afbrudt af lysninger, hvor skovhuggere går rundt og skærer træ. De store flotte træer… vi når til en by. Stopper to min, fortsætter. Så når vi til den første flod, må vente 2 1/2 time før det kan blive vores tur til at blive transporteret over af den gigtsvage floddamper, der kun lige har kræfter nok til at kæmpe sig gennem strømmen. Den driver hvergang et godt stykke, som den så, uendeligt langsomt, må kæmpe ind inde ved bredden, hvor strømmen ikke er så stærk. Vi sidder i palmeskyggen og kæmper med varmen. Her er virkeligt varmt, vi ager jo også mod ækvator. Busser og varebiler, bulldozere og en masse folk kæmper af og på den gamle færge, der vipper og tipper ved den mindste berøring. En enkelt gang sidder en varebil fast, der er for højt ned af den næsten tomme færge. 10 indonesere løfter den langsomt ned.

Vi fortsætter. Det er mørkt nu, lyskeglen viser masser af grusvej, mudderhuller, regnskov. Musikken drøner, hovedet nikker, du har virkelig lyst til et blund men det er umuligt. Vi stopper ved en anden flod. Kl er 21. Lynene glimter i et uafbrudt, mægtigt, tyst discoanlæg. Færgen glider langsomt ud i den mørke flod, dine bange rejsesommerfugle i maven flagrer vildt rundt mens du stirrer på de mørke ansigter omkring dig, lynene og mudderet mellem dine tæer.

På restaurant.Får en kop usund java-mocca, mens du lirer et par trætte indoneserbrokker af til den aldrig trætte altid interesserede indoneser der altid sidder ved siden af dig. Pludselig kravler en sød lille skorpion ud fra min underkop. Den er knap to cm lang og jeg griner bare og får indoneseren til at se på den. Han drøner lynhurtigt et askebæger ned over det stakkels dyr der krøller helt sammen. Australieren fortæller, at selv om de er små er de skam farlige alligevel. Nå,gylp, så var jeg i fare, uden at ane det. jeg fik ikke engang et billede….

KL 24. Har overlevet indtil nu, men ved ikke hvor længe det varer. Pludselig stopper chaufføren. I de sidste par timer har det regnet temmelig stærkt. Og nu har hr boss bestemt at vi først forsætter ved daggry. Godnat. Jeg stikker benene ud i regnvejret, lægger mit hoved op af den ældre kvinde, jeg er blevet gode venner med og prøver at sove. 3-4 timer fik jeg sovet den nat, allerhøjest. Men bare det, at bussen ikke skrumpler…

Næste våde morgen. Vi fortsætter op og ned af mudderhuller. Ikke meget sker og kl 17 står vi i Bukittingi efter 29 timers rejse. ( 500 km ). her tog vi direkte til den adresse på en datter af Mama i Jambi, vi havde fået med. Mens vi af alle kræfter søgte at virke meget lidt anmassende og an-nassende ved at stå der tre mand høj, svedende, trætte, udpinte, med en superblød 3-dobbeltseng lysende ud af adskillige ønskebobler, forsøgte vores fremtidige værter at få os indlogeret. Efter denne korte, men obligatoriske generthedskamp fik vi anvist en dobbeltseng, som vi nu har brugt tre mand i to dage. I øjeblikket er det

 

3.maj 1981.

Ruji, en af Whadys venner

Jeg sidder i køkkenet hos Whadys. De sidste dage har jeg drevet væk, skønt! Min mave er det største problem jeg kan finde på i øjeblikket. En skidego` diarré  som jeg holder flittigt ved lige med al den gratis mad og kaffe jeg kan proppe i mig her i huseet. Det jeg i øjeblikket forsøger er at genvinde en vis ro, en vis ligevægt i mig. Jeg er så træt af at rejse, af at have følelsen af ikke at gøre nok hele tiden inde i mig. Så her i Bukkitingi blir jeg så længe som muligt. Ellers glemmer jeg sgu at jeg har været her. Så når jeg ikke ind til at elske det jeg ser, kun se det. Jeg har også en umådelig lyst til at tegne. Men hvad? Jeg har tænkt på en én-sides-serie med alle de sjove hændelser man som rejsende kommer ud for, med en karikatur af mig selv i hovedrollen ( O lahlah ) men nu. Et brev. Det har forresten regnet det meste af dagen…

Edy, en af Whadys venner

 

4.maj 1981.

 

Skulle ud at gå tur med Tove og svenskerne i dag. Men da jeg samtidig skulle sige farvel til australierne, kom jeg for sent til dem. KL 10 tog jeg bussen til Minningjau. Her tog jeg en svømmetur i søen med nogen friske fyre, der også var kommet hertil for at holde ferie. Byen er spredt ud over en vej, der går langs søen og består mest af hollands byggede træhuse 40-50 år gamle i byggestil. Det giver stedet en virkelig fin atmosfære. Blev inviteret hjem til en advokat-studerende, der boede her på ferie. Han fortalte også, at stedet mest var sommerland og ferieby for folk i Bukittingi og Pedang. Selv studerede han i Pedang. Hans familie, noget af den, boede der imidlertid fast, og opvartede ham mens han slappede af mellem studierne. Jeg havde ellers bestemt at faste i dag, for at blive min diarré kvit en gang for alle, men min ven Molly insisterede på at jeg skulle æde da han skulle. Han var også en af de første ret selvstændige typer jeg har mødt på turen. Han var tavs i det ( ! ), ku` ikke li` hollændere ( han sagde det… ) og var temmelig sarkastisk overfor min angst for at bruge penge. ” Du skal ikke betale for at overnatte her, hvis jeg holder dig tilbage så du ikke når din bus” og så skar han ansigt i et anstrengt grin. Han skulle hjem til Padang samme dag, så fulgtes ad til Bukkitingi. Jeg blev køresyg så det boblede, hvorfor den barmhjertige samaritanermuslim trak mig ind på et hospital hvor jeg endelig fik ham overbevist om at jeg bare ville hjem i seng. “Hjemme” hos Whady inviterede han sig selv indenfor. Tove og svenskerne havde efterladt en besked. De vil til Nias i morgen. Og hvad vil jeg? Jeg har to film, der er til afhentning 12/5 her i Bukkit. Min nye ven Molly og Zanussi, en bror til konen her i huset sad og diskuterede hvad jeg skulle, til jeg blev ganske rundt på gulvet. Jeg fandt ud af at der går en båd fra Padang til Nias en gang hver uge og jeg ku bo hos Molly mens jeg ventede. Han ville gerne blive i byen så vi ku` følges ad i morgen. men Zanussi mente det var bedst at blive i byen så jeg kunne hente filmen. Da Molly var gået fandt Whady og Zanussi ud af at det ku` være li` meget. Så fra nu af vil jeg til selv at tage hurtige beslutninger, så andre ikke gør det for mig!!!

 

Pille – Blues

 

Midt i min rygsæk, bag lynlås og plastic, gemmer 1 kilo piller deres magiske verden. En pille for myg, en stor for det samme… 100 piller for smerter, 50 for tyndskid. Tar` du den ene får du brug for den anden men tag hel´re 5, det er et lykketal . 3 Pilleglas og en stor pakke pulver har jeg end ikke set på hvad de skal bruges til.

Men hvad er et sygt menneske uden et godt pillelager? Som en heksedoktor i min verden, får de mig til at blive sund når jeg mister troen på min sundhed…

 

Æde-Blues.

Hvad er det, der får en til at sige “Jeg hader indonesisk mad” for derefter at gå ud og fortære

  En stegt banan

  En salla i sprut,

  Et stk pandekagebid,

  Et stk anden kage,

  En advocado med is,

  En skål sød ris m youghourt,

  En nasi med babi

  Og tre glas te?

Hvad savner man, hvad beviser man at man er sulten, nervøs eller er det bare diarrè?

 

6.Maj 1981

Har lige talt dansk i 3 kvarter med 2 ærke-københavnere. Det var helt rart at tale københavnsk, det havde jeg faktisk gået og drømt om. Det var også typisk dansk-snak vi leverede, om hvordan man kunne ha´ fået billetten billigere, om hvordan man burde rejse og at Århus var en dødkedelig by…

Jeg sidder i øjeblikket i halvtagsskyggen foran hotellet “Singallang” her i Bukkittingi og venter på bussen til Singaroja. Igår var jeg i Padang Pelni-Office to1/2 times kørsel herfra for at forhøre mig om der var skibe til Nias. Ikke før 14.maj. Det var ikke min heldige dag og jeg besluttede at være alene om aftenen og ikke

give efter for fristelsen at tage ind og bo hos min ven i Padang, Molly. Om aftenen åd jeg en mavepine til ( som løb ud i morges … ) og sad derefter på mit og en new zealænders fælles-værelse og talte eksistentialisme og rejse og hjemlande. Det var en skøn 60-årig hvidskægget moses-fyr, med enorm næse og meget markante træk. Hans foretrukne rejseform er at rejse meget langsomt, og helst gå 10 km på bare fødder hver dag. Hans livshistorie var en anelse særpræget,- som ham selv. Fra han var 29 – 35 havde han rejst rundt i verden, derefter havde han giftet sig, fået 3-4 børn, der nu var vokset op, og havde fortsat da han blev 55-60 år. Jeg sagde farvel til ham i dag da han med sit minimale pik-pak på ryggen forlod hotellet for at tage til søen Minningjau. Han tager altid alle sine ting med rundt, for “måske får jeg lyst til at fortsætte og med alle mine ting på hotellet..” kan han ikke være 100% fri.

8.maj, 1981

Sidder nu på Nias, i Gunung Situli. I går bestemte jeg mig for at tage til Lake Toba, men sammen med den tysker, Bernhard, som også havde bestemt sig for at droppe Nias, stødte jeg ind i to hollændere, der netop kom derovrefra. De var så fulde af varme for stedet, at Bernhard og jeg vandrede forstenede rundt i kedelige Sibolgas natteliv, gik fra den ene bod til den anden og åd lækkerier til aftensmad  mens vi var helt i vildrede med hvad at gøre. Nias-turen koster nemlig 100 kr alt i alt i transport, det må man tage sig i agt…

Vi gik ned til havnen, kom ombord på en båd og fik en pris på 2000 Rp pro persona for at komme hertil. Bernhard tog en hurtig beslutning, nej,

egentlig var det vel en beslutning at gå ombord og spørge. Tilbage til hotellet, checke ud og afsted. Vi havde ikke købt billetten endnu, hvorfor vi havde det største besvær med at komme ind. Vi bad og tryglede og slap til sidst ombord på båden, der sejlede et øjeblik efter et øjeblik efter. Og her er vi nu. For at komme videre skal vi betale 3000 Rp,-. Det inkl. en 7 timers sejltur til SydNias, der skulle være stedet at opholde sig. Jeg regner osse med, at Tove er der. Åhhh, min mave, den er kvæstet ad H til, af diarré og spekulationer. Hvad er det, der får en til at gå omkring spekulere i dagevis for så alligevel at gøre, hvad man nu engang havde bestemt. Selvpineri!!!

 

9.maj – 1981.

 

Spekulationer? Ikke mere! Hvis der er paradiser her i verden, må dette være et af dem. Lagundi bay! Nogle få hytter og losmens på en solbeskinnet plads mellem palmerne. Stranden er en stille øde lagune, grønt vand, høje bølger og en koralbrænding langt ude. Kokospalmer står tæt alle vegne. Længere ude langs stranden står et par losmens, tæt besat med australske fuldtidssurfere. Men. Turismens mangefarvede neonspøgelse er ikke nået hertil. Folk her tager os superafslappet og i den nærliggende landsby ses traditionelle huse og en atmosfære, der virker helt ren for kommercielle turistudnyttelsesforretningsinstanser…

Arh, mens vi gik med vores håndklæder tækkeligt omkring vores badebukser gennem landsbyen kom en fyr, der dog ikke så lokal ud ( men nok alligevel er her omkring fra, han var bare klædt storbyagtigt. Men alle, der har råd til det, går i europæisk, varmt tøj. Lange jeans og fine skjorter. Det er ofte sådan at europæere ser fattigere ud end de indfødte, hvorfor de indfødte kigger underlitg efter én og spørger, hvorfor man ikke har bedretøj, man er jo rig?!) Nå, men denne fyr ville sælge en gammel stenfigur. Han spurgte hvor meget jeg ville give, jeg sagde 500 og han sagde bare okay. Bare sådan, uden at protestere. Og han og nogen lokale fulgte os roligt og stille tilbage til losmen. Alt her er så stille, roligt, harmonisk. Ingen presser én, man sidder sammen en 7 hvide på første sal på træverandaen med udsigt og den lille bebyggelse. Børnene går rundt og leger, luften er hist og her fyldt med røg fra de små køkkener rund i bebyggelsen. På verandaen tager man hinanden meget afslappet,- taler frit til hinanden. Det, at alle ved de er et afslappet, isoleret, naturskønt sjældent sted gør at man er glad og venlig overfor hinanden. De to australiere fra Bukit. er her osse, det er virkelig rart at være blandt sådant selskab. Om lidt kommer de fisk, vi købte af fiskere på stranden, stegte, op med ris og grønsager. Vi er mig og to tyskere, jeg mødte i Gunung Sitoli. Nok for nu. senere håber jeg at kunne fortælle mere præcist om denne…uberørte sydhavs-ø-atmosfære der bare er her.

 

10.maj.1981.

 

Idag…har jeg været ude at gå. Tidligt i morges, ja den var vel ikke engang 9, besluttede de to tyske gutter, Jens og Egbert, at gå på en af de to rundture til uberørte landsbyer i det jungleagtige nabolag og jeg besluttede ganske pludseligt at følge dem, man skal jo foretage sig noget…

Vi vadede afsted. Omkring var der græs, omkring 1 m højt, palmer, spredt buskbevoksning. Af og til blev bevoksningen mere tæt, som urskov. Fugle og insekter gav mangfoldige lyde fra sig, og luften var ganske tung og hed. Lidt efter begyndte det at regne, tyndt og let, men ganske irriterende. Et sted fik jeg de to venner lokket ind i en lade med andre ly-for-regn-søgende mennesker, lokale nias-folk. Meget venligt gav de os en stol at sidde på, spurgte os lidt så langt deres engelske rækkede. Jeg havde mest lyst til at gå tilbage, men da vi blev opfordret til at fortsætte af nias`erne gik jeg også videre. Vi kom til landsbyen, den første på turen. Da vi kom derind, stod en masse mennesker automatisk omkring, enten stirrede de eller gik foran eller bagved os. Egbert bad os andre gå foran, så han kunne tage et billede af en samling hvide omringet af vilde landsbybeboere, råbende “hej mister” eller bare ( ondt? ) stirrende på sig mens de går ad den stenbelagte midtersti gennem den to rækkede-med-traditionelle-huse-landsby. Jeg ville ha` kaffe. Så endnu engang trak jeg tyskerne med ind i et hus med tavse, stirrende niasbeboere og bestilte en kopi. Jeg blev nødt til at spørge mig for, der var ingen warunger, kun steder hvor enkelte indfødte sad sammen, og hvor et par tørrede fisk og karamelposer hang og så ud som om de var til salg… Stedet vi sad var fyldt med børn fra byen. En 6-7 voksne var også til stede. En enkelt sad ved siden af mig, tog mig på lårene og undersøgte min hånd grundigt mens han sammenlignede den med sin egen. Og han kiggede meget med let hysterisk-store-æjne på mig og sagde at min hudfarve var bedre. Sagde jeg så at hans var god, blev han lettere sur og sagde, følte jeg, at jeg var fyldt med løgn, falsk beskedenhed osv. Nå efter denne 300 Rp`s kande kaffe gik vi videre. Jeg tog et billede af en af de bådlignende huse og fik af en hovedrystende, pænt europæisk klædt, tavs, træ-udtryk-i-hovedet-fyr ( fra landsbyen ) at vide det var galt at tage billeder i landsbyen. På vej ud af byen blev vi af grinende unger nær ledt til kvindernes vaskested, hvad der ville ha` endt i besværlige udredninger. Følelsen af en streng moral, og følelsen af at fremmede intet har at gøre her er virkelig tæt her i landsbyen. De indfødte er alle klædt i europæisk tøj. Pigerne i plyssede beskidte kjoler, drengene i korte bukser og T-shirts, de ældre i skjorte og laange bukser. Derfor stikker vi nok osse i øjnene med vores slaskede hippietøj og uredte pjuskhår. Vi endte i sump. Tyskerne ville fortsætte, mens jeg gik tilbage. På vejen tilbage fløj to enorme tukaner over mit hovede og tit fløj farvestrålende fugle ud fra buskadset.

Kl to i Lagundi. Tog til Telu Dalam. Gik langt stykke og blev kørt resten af venlig ældre Nias-fyr på knallert. I Telu Dalam fandt jeg ud af at jeg ikke havde brug for noget, men købte alligevel to kilo søde kartofler, som jeg slæbte gennem det typiske ø-landskab, græs, palmer og kyst, hvidt sand blå bølger idyl og fugtig stilhed. Vejen er 1 1/2 meter bred og asfalteret , og lang. 12 km tilbage.

Sidder og snakker på verandaen efter at ha` spist krebs og ris. Pludselig dukker Tove og de svenske piger op. De har gået hele dagen, lige indtil nu kl 20-21 stk.

I en landsby kl 14, hvor de havde planlagt at overnatte, faldt de over en meget syg Bertel. han var besimet i denne landsby og bragt til huse hos borgmesteren ( eller hvad sådan en hedder ). Pigerne havde herfra nået et hospital, aftalt at komme næste dag efter doktor og bårer, og så gået enormt langt for at nå os her i Lagundi Bay, så de kunne få noget mandskab til at slæbe Berel i morgen. Så det bli`r hårdt, go`nat.

12.maj, 1981.

Igår var en hård dag, det er helt sikkert! Vi vågner alle op til lyden af den mest stabile regn, jeg har længe har set. Mens vi spiser morgenmad, sidder vi og kigger på de trøstesløst store pytter, der dækker pladsen mellem de to losmer. Engang imellem krydser en af os den i hurtigløb, for at ordne de sidste ting inden afgangen. Bussen kommer og 3 piger og 5 fyre stiger på. Breck og jeg må hænge bagpå,- der er ikke plads til flere i den overfyldte bus. Vi når frem til hospitalet og får rekvireret den satans tunge metalbåre der blir` centrum om vores ekspedition de næste 6-8 timer. Afsted går det gennem landsbyen Hilisimaetanò, vi ænser ikke mere folks reaktioner på hvid mands fremtrængen, nu har vi en sag at gå for, er ikke mere almindelige nysgerrige “tourists”. Ud på den med en enkelt række rå kampesten belagte junglesti. Vi skiftes til at tage båren på hovedet – det er det nemmeste gennem det høje græs, der hele tiden skjuler stien. Regnen er hørt op, men græsset sørger for, at du er konstant gennemblødt, så den supertunge hede luft ikke virker så kvælende…gennem floder, ad spejlglatte bakkestier, på slimede palmestammer over større, dybe, brusende floder. Endnu en landsby, Bawegosali. Bi drøner lige igennem den, så vi ligefrem kan mærke folks forbavselse over den ringe interesse vi viser densærprægede træby med store stentrapper og spredte stenruiner fra mystiske fordums bygninger, måske fra tiden før missionærerne lagde hovedjægerkulturen i arkivskufferne som en forstenet fortid. Videre at snævre, slimede junglestier. Heden er virkelig så tung og hed, at den føles som en bedre sauna. Landskabet er fyldt med højt græs, palmer tropetræer og fuglekvidder ned over det kuperede terræn. Vi når Hilinawalò og har derfra kun tyve min. at gå efter to-tre timers strækmarch sidder og står vi alle omkring Eriks sygeleje i borgmesteren af Onohondos hus. Overalt ses de indfødtes næser stikke frem, gennem vinduerne gennem døren, nysgerrige som bare…. Erik sveder så det hagler, kan knap sige et ord, vender hovedet med besvær. Vi tager hans temperatur, der ikke er så slem som dagen før. 40 grader!! Vi sluger en 800 Rp`ers kande kaffe og starter ud med Erik på båren i en ruf.

Klokken er halvto og vi skal være tilbage inden det bliver mørkt kl 6. Lige fra starten kan vi mærke at dette bliver hårdt. Hver gang man tager i håndtaget, mases huden sammen så det skriger i håndfladerne. Armene strammes ud, så man efter 20 M må slippe for at de ikke går midt over. Hele tiden er det venstre hånd der slipper. Tove og Tina har bagagen og vi seks andre skifter uafbrudt. Af og til tager tre af os båren, når ingen af os har kræfter til at ta` en ende alene. Ned af de slimede trappestier må vi bære den 4 mand, fordi det næsten er uundgåeligt at en af os glider og falder. Op og ned af smalle våde junglestier. Som myrer bærer vi ham over floder, hans båre ligner en larve der kravler op på toppe ned i floder standsende uafbrudt mens svedige, trætte ben bliver udskiftet med andre lisså trætte. men fortsætte må vi. Det bliver værre og værre. Vi forsøger at slæbe ham på skuldrene, det går i længere tid men er mere udmattende, det kræver mere energi at have ham deroppe, men det er muligt at holde ham der fordi man bruger hele kroppen. men men men man skærer tænder, gisper efter vejret, forsøger at tænke på ingenting, men tænker hele tiden på at slippe båren og smide sig i græsset og bare sove sove sove. Det lange græs holder hele tiden fast i ens ben så man er tvunget til at rive det op for at holde tempoet med de andre. Da vi ikke er lige høje er der hele tiden nogen der slæber mere end andre og vi skiftes til at vakle fra græsseet ud på stien tilbage i græsset vælte og skrige på afløsning. På et tidspunkt efter en afløsning skal jeg bare ha` luft, går lidt frem af stien og giver et Tarzan-brøl fra mig. Jeg bliver drønarrig når jeg blir` så presset hvad der ikke rigtig er plads til. Derfor – ud med det!

I den næste landsby er vi helt færdige. Vi bestemmer os for at gøre ophold her, at købe kokosnødder og te. Selvfølgelig ender vores kokosnøddekøb i en længere diskussion om prisen. De indfødte ser ingen grund til at hjælpe nødstedte turister med mindre de er villige til at punge ud. Vi punger ud, 100 Rp,- per kokosnød, som der hænger i tusindvis af på palmerne rundt omkring. Vi er virkelig trætte, sure og sultne.

Bertil er blevet losset ind i en hytte, hvor tyve-30 indfødte interesserede stirrer på ham. Stakkels ham, han har det ganske vist bedre efter indsprøjtningen med febersænkende middel, men psykisk er han langt nede, han forsøger hele tiden at takke os. men det er tak nok for os at nu er vi færdige med at bære ham. Vi hyrer 4 Nias-fyre til at bære ham et sidste stykke vej til hospitalet i Hilisamatanò, 1000 Rp,- til hver, det må Bertils sygesikring dække. Vi andre tumler trætte men uhyre lettede efter, snakkende så det synger i de trætte hoveder. Vi er ligeglade om vi vader i mudder, vi er så lettede og møgbeskidte at den slags ingen betydning har. Vi drømmer alle om et bad, noget mad og en god seng. I Hilisamatanò skilles vi ad. Jeg bliver hos Bertel sammen med Tove. Lisa og Tina og venter på doktoren. Jens, Eckert, Greg og Chris tager tilbage. KL 6 forlader jeg også Bertel, der ellers har brug for at ha` så mange venner omkring sig som muligt. han ligger og har det helt grusomt i et fremmed hospital i en fremmed by i junglen med en masse Niasfolk omkring sig, et folk der er meget selvisk. Men jeg vil så gerne hjem og være ren.

Da der ingen bus var, blev jeg af en fyr på knallert uselvisk inviteret til at overnatte. Jeg fik mad, vasket mig og kom tidligt i seng. Næste morgen drak jeg morgenkaffe med fyren, en mand fra fastlandet, fra Lake Toba. Det var bare så helt typisk at det ikke var en lokal fyr, der havde hjulpet mig. De ville have sagt : Pengene først!

Pigerne havde sovet på hospitalet. jeg tog til Lagundt Bay. Først langt senere dukkede Lisa og Tina op, de havde måttet gå det meste af vejen, noget længere end mig, der havde kunnet tage noget af vejen på gæstfrie motorcykelbagsæder…men det er virkelig umuligt at komme rundt her på øen, busserne er ligeså uregelmæssige som de indfødtes tilladelser til èn om at komme med. Tina og Lisa havde fået besked fra kong Tove om at bringe rene underbukser og malariapiller, men det er sin sag at komme dertil, 20 km herfra. Det endte med vi lejede en motorcykel for tusind Rp,- som Tina så tog med. Tove havde ikke kunnet forlade Bertel, så nu måtte Tina osse sove der.

Til aften delte de to tyskere, Lisa og mig en enorm fisk og en mindre. Vi var så stopmætte bagefter og vi havde kun fået fisk ( en halv-meters fisk koster kun 15 kr kogt her, madmæssigt er det et godt sted at bo ).

 

13-maj 1981.

 

Jeg sidder nu, efter morgenbord med kaffe, dåsemælk, bananer, søde kartofler og brød med indbagt kokos og føler mig helt smertefuldt blød, slatten og fed, ugidelig som aldrig før. Jeg burde tegne, male, bade, løbe, gå ture, se ting og så sidder jeg bare her med nogen tyskere og australiere og hænger med næbbet. Havet bruser lokkende, vejret er vidunderligt, solen skinner fra en skyfri himmel ned på palmetoppene, luften lugter lugter som sædvanlig af brændte kokosskaller, den eneste form for madlavnings-energi, der bruges her. Et barn græder. et sted hamres der, eller tales en masse indonesisk. Men heroppe på verandaen er alt stille…

 

Tegning af Eckert

 

Dette er Eckert, fuldt optaget af at skrive sin dagbog. Kl er 3 stk, onsdag 13.maj.

 

Billede af Greg

 

Greg, sådan da.

 

Dette er nogle af vennerne fra Lagundi Bay.

 

14.maj.1981.

 

Tog en lang svømmetur i morges. Spiste havregrød med chokolade og bananer sammen med Lisa. Tog med hende og Reg ind til Bertel Et skønt missions-anlæg på en høj med udsigt over Telu Dalam bugt. Anlægget består af nogen store huse med masser af vinduer, mindre huse, haver, helt i rødt og hvidt. To tyske damer på 60 år eller derover har holdt skansen her i 20 år.

Bertil blev undersøgt af Reg, en flink australsk doktor og surfer, som jeg skal ud at vandre med i morgen. Reg mente ikke, at hans malaria ville blive langvarig. men Bertel var meget depressiv. Der er en mulighed for at han kan komme til G.Stoli i morgen med speedbåd. Tove tager under alle omstændigheder med ham til Singapore med fly. Hun er hele tiden meget koncentreret om hans sygdom, det var umuligt at presse et smil eller en munter bemærkning ud af hende, da jeg sagde farvel til hende i dag. Det var ligesom en skilsmisse følte jeg, men mit forhold til hende har sgu osse været lissom et ægteskab, eller hun har søgt at få det til at være sådan. tavshed, få mig til at gøre en helveds masse ting, hun lisså nemt ku` gøre selv men som hun var vant til at få den anden part til at gøre. Ingen selskabelig forpligtigelsesfølelse, og indtil jeg sagde stop, en automatisk kærtegns-arm kommende ud af mørket, hver gang lyset slukkedes…

jeg kan ikke la` vær` at ha` en følelse af, at hun er superinteresseret i bertel for at dække over at hun er superinteresseret i en gratis flyvetur G.Sitoli – Singapore, der sparer hende en uges hård rejse gennem Sumatra og med skib. Men op i røven. Hun er ude af min synsvidde nu, jeg behøver ikke at trække rundt med hende nu, hele tiden uvidende om hendes følelser, tanker eller ideer.

Og som et tegn om fremtiden : en københavner dukkede op, tre timer efter at Tove var kørt. Jeg kommer sgu ikke til at bli` ensom på min rejse. Og nu, over og se om pigerne, der tager til Sibolga i morgen, stadig er vågne…

16.maj 1981.

I går morges, da jeg vågnede, var jeg klar over, at her ville jeg ikke blive mere. Hvorfor er jeg ikke klar over, men man har hele tiden en masse følelser både for og imod et sted, og når det tipper, så man vil afsted, er det bare en følelse man har, og man bruger timer på at definere det for at blive på det rene om det nu også er det man vil.

Men samme dag havde jeg aftalt med Rick at gå jungletur til spændende landsbyer. Og med min uforbedrelige evne til ikke at kunne tage beslutninger, drog jeg med, fast besluttet på at nå tilbage til at tage færgen…

( Jeg burde ha´ ventet med at tage afsted, eller være blevet i Lagundi. En høj, kæmpebredskuldret ærkeamerikaner ved navn Joe fulgte osse med. I den første landsby fik vi te, jeg sad og tegnede et par indfødte mens de snakkede. Sidder man i sådan et hus i sådan en landsby er der altid en masse ansigter tilstede, kiggende på én. I den næste landsby ( den første hedder Hilemanemolo den anden Otonö ) fik vi kaffe. Det v<r her Joe og Rick mente, der var mulighed for et godt surfersted. Mens vi drak kaffe, kunne vi høre brændingen et stykke borte. Det var forresten morsomt, en 6-7 fyre startede med at spille volleyball her og opfordrede os til at være med. Det ku` da være meget skægt så vi stillede op. Men så forlangte de 1000 Rp,- af os for at være med og blev meget sure, da vi mærkeligt nok ikke gad betale…Nå vi nåede ud til havet, bla ved at krydse en flod pr. kano. De to amerikanere stod stille og stirrede betaget på den store brænding. Jeg må indrømme, at de 1 1/2 – 2 m høje bølger, der med tordnende kraft væltede ind over den brede, øde strand, virkede enormt ophidsende på mit opdager-sind, men den glødende interesse, der simpelthen strålede ud af de to surfere fik mig til at tænke på, hvad sådan en opdager-interesse hos f.eks. surfere gør ved strandene verden over. her stod vi, ved en smuk, uberørt strand, men blikket hos de to surfere indikerede, at her snart ville komme flere turister, så losmer, så hoteller osv så det til sidst ville komme til at ligne Kuta Beach.

Efter vi havde badet og bodysurfet en tid i de høje bølger, besluttede vi at gå tilbage langs stranden til Lagundi Bay. De to amerikanere fordi de på denne strækning håbede at finde et rigtigt surfspot. Den vældige brænding på den lige strand duer ikke til surfsport, fordi bølgerne her knækker over på en gang. For godt surf behøves et koralrev, ofte krummet, eller i form af en pynt, hvor bølgerne knækker over gradvist, i en lang stribe. Ideen med surf er, at brættet skal ride lige foran krumningen, og skal man gøre det længe, skal bølgen være længe om at krumme færdig. Vi kom til den føromtalte flods delta, og blev af nogle sky fiskere færget over i en utæt kano. På den anden side fandt vi ud af, at vi kun kunne komme gennem junglen tilbage, og i en 5-7 km vadede vi gennem mudderpløre og rismarker og nåede møgtrætte og beskidte hjem. Her vaskede jeg mig lynhurtigt, pakkede og betalte, hyrede en motorcykel og drønede til havnen i Telu Dalam. her sad de svenske piger, de tyske gutter og Greg og Melissa og ventede på afgang. Jeg fik en motorcykel til at køre mig op til missionshuset, hvor Bertel og Tove befandt sig, jeg ville høre om de havde brug for mig til at hjælpe dem til G.Stolis flyveplads. Men de mente nok, de kunne klare sig, så jeg styrtede tilbage til havnen, købte mad og billet, stormede ombord og et øjeblik efter sejlede vi. Mine venner havde været her først, før de indonesiske passagerer, og skik og brug er at dem der kommer først må ligge ned, mens de der kommer sidst må sidde udenfor…jeg fik en liggeplads ved siden af vennerne…

21.maj 1981.

Jeg har nu sovet 5 nætter her på Samosir, nærmere betegnet : “Tuk-Tuk”, uden at skrive en pind ned. Og her sker faktisk ikke en pind. Ud over at jeg møder utroligt mange mennesker her, og at man nærmest har højskoletid sammen. Spiser, sover, svømmer, snakker, slentrer tiden væk mens man bare har det rart. Det er blot kedeligt, at man ikke kan nyde det fuldt ud. At man hele tiden går og tænker på, at nu må man altså afsted, kom nu, for helvede, du spolerer rejsen ved at blive hængende, prøv nu at komme i gang. Men der er så nemt her og det er så svært at kaste rygsækken på skuldrene og forsøge at forcere de fjerne, uopstigelige bjerge.

Badetid ved vandfaldet
I går var Bernhard, en god ven jeg har lært at kende for to uger siden, og jeg på en heldagstur til et nærliggende kildespring, der springer højt oppe i bjergene og vælter ned i et tyndt, langt vandfald. Det var noget af en udmattelse at komme derop, vi måtte gå ad stejle klippestier med palmeranker og ananasbuske væltende ind over os, mave os op ad mudrede skråninger mens vi holdt fast i fremspringende urskovsrødder under det tætte løv. Ved vandfaldet tog vi super brusende brusebad, ti elelr tyve meter vand gir` en ganske kraftig shower. På nedturen for vi vild og i en eller to timer måtte vi strides med lianermosgroede klipper, kviksand og flodvand, hele tiden hængende fast i en af de forvoksede stueplanter, der udgør vegetationen omkring ethvert normalt vandløb her på Sumatra.

Ihvertfald gjorde denne sindsyge, unødvendige ( hvis vi på et bestemt tidspunkt var gået lidt tilbage, var vi kommet tilbage til den normale rute ) nedstigning gennem uigennemtrængelig jungle mig så modbydelig træt af utidige udflugter, at jeg idag har skidesvært ved at komme ud af vagten. Jeg har virkelig lyst til at komme væk herfra, men er bange for strabadserne. Et nærboende ægtepar fra Singapore har giveet mig og Bernhard adressen på en yacht, der i slutningen af denne måned tager til Philipinerne og muligvis mangler et par gaster. Men det er dette “muligvis” der laver skumsprøjt i min mavesyre og gør fordøjelsen af den tynde havregrød til en virkelig morgengerning. Jeg aner ikke min levende råd. Mine muligheder lige nu er så ufattelig uendelige at jeg slet ikke er forberedt. Hvis jeg farer til Singapore nu, når jeg måske et gratis krydstogt til Fillipenserne. Eller også når jeg bare at sige farvel…hvis jeg bliver i Indonesien en uge længere, kan jeg få sagt ordentlig farvel. Alle her kan ikke forstå jeg ikke bliver når jeg har et års visa, det er også en superchance at skippe, men nu har jeg planlagt. Åh planer planer planer bruge hele rejsen til planlægge uædr. Hvad med Singapore, Malaysia, Thailand og Indien. Skal jeg ikke osse se dem? Jamen nu har jeg tid til at gå til Sulawesi, Kalimantan og de andre sjældent besøgte indonesiske stor-øer. jeg tror jeg tager til Singapore nu. Ganske vist ophører mit 1 års visa da, men jeg kan altid tage på 1 mdr`s ture rundt i indonesien herfra. Og jeg kan se om der er chancer for skibsture rundt. Og breve hjemmefra. Og afsending af post. Og måske fotsættelse af rejsen som planlagt…

Senere, samme dag. Sidder i en vaskeægte warung for første gang i mange dage her på Samosir, hvor alt ser ækelt nemt, turistet og kedeligt ud når det drejer sig om byliv. Men det er turistland her, stille og rolige markveje, høstklare gyldenbrune rismarker, stille svale mango-og avocadotræer, tavse utilnærmelige bjerge og frisk søluft. Landlige græsmarker over bakketoppe med drøvtyggende bøfler. Bananer til salg i vejkanten, spiser frugt morgen middag aften – superlækkert!! Og nu om lidt den kaffe, jeg har ventet 1/2 time på…men du ved, indonesian time…

22/5 -81.

Berastalgi. Tog hertil fra Prabat ca kl 12, var her ved 5 – tiden. Turen var grusom over alle grænser, med så mange bumb, så hårde, at min mave for første gang i en uge er skidt igen. Det, at jeg kom til byerne igen gjorde også, at jeg måtte prøve at spise lidt af alt det, man kun får billigt her. Stegte bananer, grød, ristede majs, bananer og brød. Alt blev godt og grundigt kværnet rundt i min ellers hårdføre mave. Men det hører alt sammen med når man forlader et stille, rart sted fordi man har eventyrlyst og gerne vil foretage sig noget. Her i Berastalgi har jeg foreløbig set et frugtmarked ved lukketid i regnvejr og interiøret hos en kinesisk restaurant. Håber morgendagen bringer tørvejr og spændende oplevelser. Her til aften var vi, dvs to englændere og en Schweitzer, nede på en lokal pub og drikke Tuac og høre guitarmusik af unge lovende fulde indonesermusikanter… ( sang og fuldemandsskrål ). Rent hyggemæssigt er stedet et hul. Regnvejr, koldt, beskidt. Dette er landet, højlandet i det nordlige Sumatra, folk er konservative, kristne bønder, alle ser eftertænksomme, tavse ja ofte indædte ud, kvinderne har meget beskidt tøj på, meget af det som hentet ud af gamle danske familiealbumbilleder, masser af plyds og gennemsigtig ornament – satin…. og landet : masser af fyrretræer, marker med alverdens grøntsager. På markedet handles frugt og grøntsager som ingen andre steder. Hvis bare stedet var til for at nyde dem. Men her virker barskt, selv de unge ser slidsomme ud. Som de sidder i Rumah Makan og kaster deres ris og kød og sovs i munden med et forlugent, træt blik i deres øjne efter en hård dag.

25/5 – 1981.

Det har været mine social dage. I forgårs tog jeg min håndtaske og vadede ud af Brastagi, ud på landet. Det førte mig igennem et mudret, solbeskinnet grøntsagslandskab, gennem warunger, hvor jeg drak kaffe med lokale beboere og forsøgte med mit dårlige indonesiske at være med til at holde en samtale i gang. Min tur endte i landsbyen Aji Jahe, hvor jeg rendte lige ind i en babtist-ceremoni, der netop skulle til at ende i et bedre ædeorgie med lokal foder. Jeg blev inviteret, fik ris, grønsager bestående af bananpalmestamme, snittet ud, hakket spinat, bønner o.lign. bagt i hule bambusstammer. Æg og kartofler i karrysovs. Enak!

En fyr, Belawi, inviterede mig til at bo i hans “traditional house” ( han kan engelsk ). Men hans højhed Jesper kunne ikke denne aften klare det hårde sociale liv i en landsby, hvor det meste af tiden går med at svare dumme spørgsmål på engelsk, som de fleste i landsbyen mestrer i udenadslære fra de overpædagogiske skolebøger, de velplyssede små-skoledrenge render rundt med. Men i går tog jeg til landsbyen Aji Jahe for at overnatte, for at få den oplevelse med det giver, når man sover sammen i et 20-personers langhus. Da jeg ankom, blev jeg inviteret med til en ” et-nyt-hus-er-blevet-bygget-ceremoni”, hvor min vært havde det job at være med til at passegryderne. Disse bestod af enorme fade, over 1 m i dia. og 40 cm dybe, hvori var hældt usandsynlige mængder af grisekød, tomater, krydderier, grønsager, virkelig gryderetter. Andre kun med grønsager, andre igen med kylling. Opvarmningen foregik pr tørrede bambus-stokke, der brænder helt godt. Ved et andet bål stod tyve tredive 50 cm, 10 cm i dia. bambusstokke fyldt med den grøntsag, jeg osse havde fået dagen før. Ris blev båret ind af flotte, karonesiske jomfruer med ranke rygge. Under det store tag, hvor ceremonien fandt sted var over 100 mennesker i farvestrålende dragter, kvinderne med en slags pude på hovedet, alle med saroner og et bælte over skulderen, vævet med alle regnbuens faver og guldtråd. En fyr rendte rundt med mikrofon og skrattede en mængde indonesiske ordrer ud til de dansende, en gruppe på 20-30, der med hænderne ud rakte, og i en utrolig slowmotion rykkede frem til den sjove underground-musik, der blev frembragt af et 6 – mandsorkester med gongong, tunet trætrompet og minitrommer. Dansen varede i 4 timer, blev gentaget igen og igen og det eneste der skete mens dansen gik for sig, var at de 30 mennesker rykkede 2 meter nærmere. Men de kære gamle var utroligt intensivt optaget af at udføre den. Fantastisk.

Dumme spørgsmål…..ih, altså …. grrrrr

26.maj 1981.

Sidder i en restaurant i Siantar og må holde for en mængde dumme spørgsmål der ustandseligt sprøjtes mig i hovedet af en 19 årig fyr, der gerne vil øve sit engelsk. Halvdelen af spørgsmålene og svarene går på hvor meget mine ting koster om jeg vil giftes og hele tiden afbrudt af forklaringer hvorfor de ikke taler godt engelsk og det mest gebrækne sprogbrug set her.

Min ven Abner her i byen har i dag trukket mig rundt til sit kontor, til posthuset. Og overalt trækker han og jeg masser af folk til sig. Som et led i hans undervisning af mig beder han mig hele tiden om at tale til dem, hvilket jeg forsøger, med understøttelse af ham. Jeg taler stadig utroligt dårligt, og min hakken forårsager megen latter rundt om. På posthuset kastede en 20 årig indoneserpige sig over mig, og sagde en masse på indonesisk, som min ven delvist oversatte for mig. Åh, forresten, Abner mødte jeg i går, da jeg stod af bussen fra Abi Jahe og ikke ville finde mig i at blive losset direkte over i en bus til Prabat af de alt for ivrige buspassagerer-indfangere man ser overalt og især hører overalt på indonesiske busstationer. Det førte mig udenfor busstationen, direkte i armene på en fyr, der spurgte på halvgodt engelsk, hvad jeg ville. “Ha´ kaffe” sagde jeg og han bad mig sætte mig ind i kaffeshoppen bag ham. Her drak jeg hurtigt op til de mange spørgsmål fra ham. Så forsvandt han, og jeg lidt bagefter, til frugtmarkedet hvor jeg mødte ham igen.Hvad jeg nu ville ha´ ? En avocado. – og han ledte mig rundt, vi fandt en avocado til 25 øre hvorefter han foreslog mig at efterlade mit pikpak i restaurationen, der er hans onkels. Derefter gik vi til onklens hus, hvor jeg blev introduceret til hans familie og blev inviteret for et par dage. Men det er strengt, min kristne ven vil hele tiden bestemme og hans veje fører mig gennem adskillige lektioner indonesisk, til utrolig mange skoledrenge han påstår er hans venner, og som vil øve deres engelsk og gud hvor skal man være social og tålmodig. Af og til betaler han, af og til beder han mig om det. Indonesisk skik at man skiftes til at betale, men jeg er hele tiden bange for at den omgås. Nå. Tilbage til den smukke pige fra postkontoret. Hun gav mig sin adresse og inviterede mig hjem. Senere da vi forlod posthuset bad jeg min ven føre mig til hendes adresse, som hun havde skrevet til mig på en lille lap papir. Han var meget uvillig, ville bestemme og have mig for sig selv. Men nu ville jeg vælge og det førte mig til hende her, deer ser ud til at være forelsket i mig, eller min penge (?). Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, vi har aftalt at mødes om 1/2 time og tage i skoven. Min ven griner og siger at jeg skal kysse hende og gifte mig med hende. Hun var temmelig overivrig overfor mig i warungen, hvor hun arbejder, serverer småkager og sodavand gjorde øjne og jeg tegnede et portræt af hende, hun viste fotoalbum og udvekslede adresser. Hun var sød synes jeg og fandt det ganske underholdende, hendes gamle mor kom og inviterede på mie goreng. Min ven skyndte sig at aftale at vi mødes her ved terminalen kl to for at tage i skoven. Jeg insisterede på at han tog med, men “han skal nok holde sig i baggrunden så jeg kunne kysse hende” godda` ! Jeg er lidt træt af ham. Istedet for at vi ku` spise gratis hos dem, ville han til terminalrestauranten hvor vi spiste ris og han bad mig betale. Indonesisk skik er at bestemme alt overfor gæsten og be` ham betale! Ok han har osse betalt kaffe og bus for mig, men alligevel irriterer han mig. Imorgen tager jeg til Bukkitingi hvor jeg må bestemme mig for næste destination?

 

29.maj 1981.

 

Såsnart jeg forlod Siantar fortrød jeg. Denne by er intet specielt, men på den anden side er der rart at være, den ligger i en behagelig højde, folk er behagelige, smilende eller måbende stirrende og en meget vigtig tin, de mennesker jeg hele tiden mødte var så sociale, at jeg aldrig fik chancen for at være alene, selv om natten måtte jeg dele seng med >Abner. Mens det stod på gik det mange gange op for mig hvor skønt det var, men det gik mig også på nerverne. Først bagefter, nu, indser jeg, hvor tæt jeg faktisk kom op ad indonesisk levemåde. Er man altid sammen med andre bliver man mere tolerant, hvad indoneserne er, og man bliver sjældent deprimeret, fordi man ikke får tid og enrum til at tænke over sin grumme skæbne. Og det var egentlig noget jeg trængte til ikke at gøre. Og det var netop fordi jeg tænkte for meget, jeg blev irriteret over mange mennesker omkring mig, og tog væk. Meget dumt. Desuden var jeg blevet bedre ven med Abner end jeg vidste, det gik op for mig da jeg forlod ham, jeg savnede ham sgu! Jeg savnede dem varme og lune han havde v.s.a. at han osse ku` tale engelsk og den vej lærer mig meget om sprog og skikke i Indonesien. Mit stævnemøde med den indonesiske pige  Rosdiana var temmelig sjovt fordi der ikke fra nogen side blev lagt skjul for at hun ville med mig til Danmark, og giftes med mig. Hun erklærede sin kærlighed, og var meget opmærksom omkring mig under hele turen. Jeg var meget i vildrede, men fortalte hende, at jeg osse elskede hende men at jeg ikke ville giftes nu. At jeg først måtte ha` et godt job og tjene en masse penge før jeg ville ta` hende med. Vi havde en hyggelig dag ved en flod, hvor vi badede, mig og min ven og hende og hendes veninde, der osse var meget opmærksom på en venindeagtig facon. Min ven Abner oversatte hele tiden med et smørret grin, når der blev sagt noget jeg ikke forstod. Hun siger du er meget flot, og at…” Årh, jeg ka` ik`  huske det!”, men han ville osse ha` mig til at kysse hende og var faktisk en værre giftekniv, men det er også det, der er kendetegnet for menneskene her, man kan ikke få lov til at ta` nogen beslutninger alene, der er hele tiden mennesker omkring en til at hjælpe. Man er ikke alene om noget som helst og egentlig er det virkelig en rar, social følelse at for eksempel kurmageri ikke behøver være en enmandspræstation hele tiden, men bliver hjulpet over de svære begyndelsestrinaf bedrevidende, lune venner. Jeg forlod pigerne og lovede at skrive, og den næste dag forlod jeg Abner og lovede ligeledes at skrive. Men som jeg skriver det nu virker det nærmest som en flugt, ja? Og det skammer jeg mig lidt over, for det var det vel nærmest?

 

Jeg er i Bukkitingi nu. På et hotel og er afskyeligt alene. Men om lidt drager jeg op til mine gamle venner her i byen, Whadys. Jeg var hos dem hele dagen i går og vil osse det i dag, efter Siantar savner jeg virkelig lokal-selskab.

 

30/5 – 81.

 

Hvordan man laver “Bubur Katang Hijau”. Man tager grønne bønner, koger dem ud. Derpå hældes saft fra revet kokosnød, sukker og en anelse salt i og – færdig! Serveres med mælk!

I dag har jeg også lavet andet end at spise, hvor fantastisk det end lyder…jeg har ringet hjem. Det var underligt at høre familiens stemmer. Underligt fordi jeg fandt det helt naturligt at høre dem. Som om jeg ringede fra Århus. Det gjorde mig også helt afslappet overfor Bukkitingi og omegen, fik mig til at føle mig helt hjemme ( det havde jeg også følt før, men ) så jeg nu er ved at samle den samme portion sommerfugle sammen i maven ved at skulle forlade Sumatra som jeg havde ved at forlade Danmark. I dag har været en varm solskinsdag. Hustagene man ser fra utallige udsigtssteder her i byen glimter mangfoldigt i solen, skjult mellem de endnu flere palmer og avocadotræer. Stedet er virkeligt fredfyldt. Folk vader stilfærdigt afsted, ser mellemvelhavende ud…på markedet er der som alle markedeer trængsel og travlhed, tusind farver og lugte. Fisk skæres ud til blodige koteletter, bananer i masser af variationer sælges, 20 for 1,50 kr, chips, kager og andre lækkerier tilberedt på utallige skjulte måder sælges overalt. Tiggere sidder på travlt befærdede trapper, og under plastictag serveres mad og kaffe på groft høvlede træborde. Overalt sælges husgeråd, tøj, og tingeltangel. Bukkitingi er en livlig by. Men jeg vil ikke blive her, føler mig som en ubehagelig for familien jeg bor hos… og er nu lidt træt af det sociale liv hos en indonesisk islam-familie. Islam – familier er forskellige fra katolik-familier, de er mere pågående, laver mere sjov med dig, forlanger mere af dig – men kun til tider. Andre tider overlades man til sig selv i lang tid. Og når de så henvender sig til én igen, kigger de på én på en underlig måde. Synes jeg. Nogen af dem. Katolikken Abner var omkring mig hele tiden, afslappet, venlig osse pjattet, men på en mindre anstrengt, mere personlig, lun måde. Selvfølgelig er det menneskene, der er forskellige, men jeg kan ikke lade være med at føle at islam gør folk mere indadvendte. Mere skeptiske overfor andre, mere selvhævdende og stolte. Katolikker er sgu mere lune!!

 

1/6 – 1981.

 

Første juni! Iguder, så er det jo sommer derhjemme! Jeg plejer ellers ikke at tænke på hjemmet så meget, men efter at have ringet hjem i forgårs og efter den lange begivenhedsrige køretur til Pekanbaru i går kommer Danmarks regnvåde kornmarker mig tit i hu. Hvorfor får en køretur mig specielt til at tænke på hjemmet? Jeg ved det egentlig ikke, men da jeg forlod Bukkitingi var jeg fyldt med de sædvanlige spekulationer omkring hvor at ta´ hen og hvor ikke…jeg startede også ud med at gøre en temmelig stupid ting, der senere skulle få ubehagelige følger. Jeg hængte min pung udenpå T-shirten, istedet for som sædvanlig, indenfor. Jeg hader blot den enorme bule, den altid laver. Nå. Tidak ApaApa. Vi kørte afsted. Jeg nød turen gennem det smukke bjergrige landskab. Vi, det var Hruslan og Edhy og jeg, kørte i en 28-årig amerikansk veteran-jeep som Hruslan, der er bror til dem jeg har opholdt mig hos i Bukk.havde til opgave at aflevere i Pekanbaru – fra Jambi. Bukk. havde været hans mellemstationsby, og jeg fik nu et lift med det sidste stykke for ( måske ) at finde en båd til Jakarta i havnebyen Pekanbaru. På turen steg min agtelse for dåden det må ha´ været at føre det astmatiske gamle raslevrag igennem fra Jambis mudrede jungleudfaldsveje. Forruden sad løs, døren

kunne ikke lukkes ordentligt, og hvert øjeblik standsede vi for at undersøge om ventre forhjul stadig sad fast. Eller for at køle springvandet, der skulle forestille køleren, lidt ned. Og bilne fór ud og ind mellem busser, knallerter og biler, så jeg måtte lukke øjnene, holde godt fast og vente det værste hver gang. Et sted, i et hårnålesving på en bjergvej, mistede Hruslan herredømmet en anelse og uheldet ville, at en bus netop kom i modsat retning. Jeepens side ( hvor jeg sad! ) skred lige ind i bussens side med et ordentligt brag. Hruslan havde bagefter travlt med at rette bilen op, sætte farten op og det på det værste stykke vej endnu med 30 cm huller i vejen. Over al forventning klarede han det næste hårnålesving og nede fra hvor vi kørte så jeg bussen holde, folk stige ud og kigge efter os. Men vi kom hurtigt afsted, Hruslan er en dårlig chauffør, men til hasarderet kørsel på dårlige veje er han suveræn. Det var bare om at holde fast mens vi bumlede gennem palmelandskabet, og jeg ømmede min skulder, der var blevet slynget ind i døren.

Senere, 70 km længere fremme, gjorde vi holdt to timer mens en politipatrulje længere fremme gjorde 13 eftersyn. Det kunne vores transportmiddel ikke klare, så vi skjulte det på en sidevej. Desuden havde Hruslan glemt vognens papirer og det var jo ikke så smart….

Mens vi holdt og ventede kom vi i snak med en ung sømand fra bekanbaru. Som de fleste af slagsen kunne han godt engelsk, han skulle endda til at flytte til Amerika, hvor han har kone og barn, en sjældent, på disse breddegrader, set skæbne…Jeg kom i tanker om de cashdollar jeg havde tilbage og tilbød ham at veksle hans rupier til en billigere kurs end den i banken. Jeg tog dem frem, jeg havde glemt hvor mange der var. 40,50,60,65..! Der manglede 3 20-dollar sedler. Argh!!!! Jeg talte med rystende hænder igen og igen. Ingen kære mor. Jeg mangler stadig 60$. Hvordan de er forsvundet ved jeg ikke. men selv en halvsløv lommetyv har haft let spil med den halvåbne pung jeg superletsindigt lod hænge fra skulderen. Jeg har følt mig sikker blandt indonesere, og at jeg mistede pengene må betragtes som en advarsel. Hele lortet kunne være blevet hugget. Så det er mit held at jeg stadig har 920$ tilbage. Det fik mig også til at ræsonnere, at jeg kun har råd til Kalimantan, både med hensyn til tid og penge. Min reaktion da jeg opdagede mit tab var først blev jeg gal på pungen, dernæst satte jeg mig på en træstamme og surmulede, hvad der fik 30 unger til at stille sig op og ligge. Så gik jeg ind i en banapalmeskov og satte mig og snakkede dansk, højt med mig selv, skældte mig ud åndsvagt men utroligt lettende. Hrusnans reaktion var meget rar, han begyndte straks at prøve at finde ud af hvor og hvordan det kunne være sket. men hans interesse lå nu osse i dette folkefærds utrolige penge-interesse. Alle omkringstående fik forklaret det skete, hvad der fik dem til at betragte mig med endnu større interesse, tavse måbende øjne. Det gjorde mig mere hidsig. Men så skulle vi køre. Jeg var parat til at ta´ hjem, men sådan tænker jeg hver gang jeg bliver deprim. Jeg er efterhånden i træning mht at komme over depressioner, så denne her skal nok ebbe hurtigt ud.

3.juni, 1981.

Sidder og venter på en flodbåd ved en flod på ruten mellem Bukk. og Jambi. Buspersonalet har netop vasket vores bus i flodvandet, og nu er der ikke andet at gøre end at vente på at flodbåden på den anden bred får kunder derovre. Før kommer den nemlig ikke herover!

Puha, på sådan en tur blir` man utroligt træt. Og alligevel er det mig der gør mindst. Busdrengene blir` drevet ud i mudderet natten igennem hver gang mudderet bliver for dybt og slibrigt og de tynde dæk må opgive at bide fast. Men det er trættende at tilbringe den halve nat mellem urskovens træer på de mudrede veje, stående, ventende, i det skarpe skær fra de nedsunkne bussers forlygter. Og den anden halvdel på de brandvarme plastiksæder bumbende røven i laser på de utroligt bulede veje. Og man venter altid på flodbåde, på biler foran, der er kørt fast, på folk der spiser, på chaufføren der sover. Er man heldig kører man halvdelen af tiden, venter halvdelen at tiden det tager at komme fra Bukk. til Jambi. De sidste to timer vi kørte sad jeg som på nåle og håbede at det næste skarpe, støvede sving ville bringe vores brandvarme bus forbi Jambi-by-skiltet. Og hvergang var der blot en ny træbevoksningsmur, eller et kantor et-eller-andet omgivet af kokospalmer. Vel ankommet til Jambi blev jeg af Ruslan losset ind til mama der gav de seneste nyheder + den sædvanlige velkomst hun meget gæstfrit giver alle, der har lyst til at bo hos hende. Hun fortæller op af stolper ned ad vægge om hvor mange der har været hos hende, hvor godt og nemt man har det, masser af mad og sikkerhed for tyveknægte. Det er

rigtigt man har det godt her, næsten for godt, jeg bliver doven og ugidelig, jeg gider egentlig ikke ta´ til Kalimantan. Jeg blir´ fodret alt for kraftigt, Mama har meget bestemte regler for hvor meget man skal spise. Endnu før man får øjne om morgenen står hun der med en enorm skål ris, grøntsager og fisk som hun bliver ved med at skovle over på min tallerken og med et meget bestemt udtryk i ansigtet forlanger at jeg spiser op. en jeg bliver fed, har det slet ikke godt efter sådan et måltid. Så før min gode, frække, 17-årige indoneserven, der osse hører til familien et eller andet sted, og bor next door, kom med det gode forslag at jeg simpelthen skulle sige nej tak, saya suda kenyang, gik jeg så langt som til at hælde risene over i en pose og gemme dem ude i buskadset.

 

6/6 – 81.

 

Nu har jeg været her 3-4 dage, og kender efterhånden familien ret godt. Der er Ruslan, som bor et andet sted oppe af vejen med sin kone og sin datter. Han har osse haft en søn, som nu er død af en mavesygdom. Det opdagede jeg forleden da jeg var på markedet med ham og købte blomster. “Til Hva`?” “Til min søn!” “Nå, det var da sødt.”  “Ja, han døde, han ligger på…hvad hedder det på engelsk?!…graveyard…ja han døde af sygdom”, og så rynker han på næsen som om det dog osse var for galt! Det var det selvfølgelig osse, men den måde hvorpå Ruslan hele tiden bevarer sin stolthed er sgu speciel. Men jeg ka´ godt li` det. Jeg tror han er nummer…måske 10 i børneflokken fra Mama. Han er 23 år. Hans lillebror, nr 12, Rusli, kom i går aftes fra hans job i gummijunglen, medbringende en flaske billig whisky. Da vi : Hari, jeg, Rusli og deres arbejdskammerat på rekordtid havde drukket den billige fusel i skæret fra den svage petroleumslampe kastede vi os ud på de to knallerter ( der er godt udborede )og fór på utroligt dårlige bumleveje de femten kilometer gennem urskovsnatten ud til deres barakker. Flere gange måtte vi stoppe og fikse knallertens strømforsyning, der gik ud af funktion på grund af dem mange bumpehumplehuller, der udgør en farbar vej her i Sydsumatra. I barakken samledes en del folk fra de tilstødende, ensomt beliggende træskure og et selskab på 10 morede sig snart kosteligt over en turist der kunne lidt indonesisk, drikke øl og kaffe og blinke igen på de mange morsomheder der i ekspresfart fløj fra de tilkommende fyre. Da alt var fortæret og mit ordforråd udtømt gik vi til køjs. Men en morsom aften. Næste dag måtte jeg vente til sen eftermiddag med at komme tilbage hvilket jeg var godt sur over – jeg røvkedede mig, kunne ikke være med i nogen samtaler, drak for meget kaffe, dét var det eneste fællesskabs-objekt jeg kunne mestre sammen – og ligesågodt som indoneserne. Nå, jeg blev s´gu træt af at rejse der og fik lyst til at ta´ hjemaf, og snakke dansk, men en lille trold fortæller mig, det osse hurtigt vil kede mig. Det ærger mig bare, at alle mine originale indfald må forblive inde i mig selv, jeg formår ikke at udtrykke dem på indonesisk.

 

9/6 – 81.

 

Sidder i en monoton støj fra bådens motor, mens de sædvanlige par indonesere ser til med store øjne mens jeg skriver. Fra tid til anden minder det s`gu om Tintin i Afrika, hvor Hergè hele tiden beskriver de indfødte som storøjede infantiler, ustandselig måbende over hvad Tintin bringer fra det magiske vesten. I går var så grufuld, at jeg helst vil glemme den dag. Der skete følgende. Jeg opdagede, jeg manglede yderligere 30$, som jeg faktisk mistænker mine søde værter for at ha´ rendt med. Så forlangte jeg af Ruslan, at han skulle levere mit ur tilbage, som jeg, – meget uforsigtigt, – har ladet ham låne – for senere at opdage han var stukket af til Pekanbaru – med uret. Midt under dette mistede jeg ethvert mod på at tage til Sulawesi eller Kalimantan og styrtede til havnen for at finde skib til Singapore. Jeg fik aftalt med eet firma om at møde i dag. Men da jeg returnerede til huset, var mit raseri kølnet og jeg lod alligevel Herrman, husets forbindelse til havnen, bestille billet til Jakarta. Jeg følte, at hvis jeg tog til Singapore var jeg en røvsyg bangebuks, der stak halen mellem benene såsnart han gjorde noget dumt som andre så udnyttede: at rende rundt med friske dollars i en åben baglomme!! I alt har jeg mistet 90$ nu, jeg beviser ikke ligefrem mig selv som en perfekt rejsende, praktisk,-men jeg ville ikke ha´ undværet den kontakt med indoneserne jeg allerede har opnået. Så vil jeg hel`re undvære for 90 $ souvenirs og sende et par breve færre hjem – frimærker er jo dyre!! I øjeblikket har jeg 840$ tilbage i rejsechecks. Hvis Kalimantan viser sig lisså dyr som jeg har hørt den skulle være har jeg nok kun 300$ tilbage når jeg når Singapore. Måske jeg så får problemer med at komme ind i Malaysia. Det er måske lidt urealistisk og dumt af mig at sige sådan, men : Jeg vil vente og se!! – og jeg vil til Kalimantan!!

I Øjeblikket sejler jeg ned ad Jambi-floden. Båden her vil være 3 dage om turen til Jakarta, og jeg har givet 16.000 Rp,- for billetten – som jeg ikke har set, eftersom Herman har ordnet den side af sagen. ( Gad vide, hvor mange penge han har stukket til side til sig selv? Jeg er ikke dum, og selvfølgelig har han ravet til sig, måske billetten er på 10.000, men hvad fanden kan jeg gøre? ).

Morgen på floden

På flodbredderne vokser uhæmmede mængder af bananpalmer, under hvis skygger en minibebyggelse hist og her skjuler sig. Hist og her raver enorme urskovstræer op, men mennesket har allerede bevist sine evner her : det meste af urskoven ligger som vældige flåder af tømmer, ventende ved bredderne på afskibning.

Aften på floden

Båden, jeg sejler med er også lastet med tømmer, så folk i Jakarta ka` få deres reolsystemer til tiden! Nåh, jeg er måske lidt latterlig i min bitterhed. Dette er menneskenes land, mennesker der desperat kæmper for større økonomisk velstand mere viden….bare ærgerligt at når de når det, ka´ de begynde at lede efter en kultur, som de under ræset fuldstændig har udjævnet…men det er jo gammelkendt…som Tove ville sige…

Pyha, sikke en omgang! Vi har lige gjort holdt i en havn ved flodmundingen for at tage vand ombord og der var lige tid til at gå i byen en halv times tid. Nu er jeg den eneste hvide ombord, og da jeg sammen med 5-6 indonesere fra skibet klatrede op af stigen til den på pæle på floden liggende del af byen, blev mit skæggede hoved, der ravede op over mine venners straks opdaget af en vild horde unger.

Børnene går amok i flodbyen

De havde åbenbart svært ved at skjule deres interesse, fordi så længe jeg gik tur gennem byen havde jeg en hale af børn efter mig, råbende og skrigende. men det er naturligt, hver gang man kommer til en by, hvor turister sjældent kommer, det er utroligt spændende for disse børn pludselig at se et ægte, levende individ fra den ydre verden. Ikke fra Sumatra eller Java, men et helt andet land, og med et helt andet udseende. Lisså spændende som det er for mig at se dem.

Børnene går amok i flodbyen
Men de havde kun kort tid til at se mig i, så den skulle udnyttes. Alle de gloser, de kunne på engelsk blev i ekspresfart slynget efter mig og alle de små frække drenge skubbede pigerne ind i mig. Ustandselig faldt unger ind over mig som i deres iver efter at røre mig et kort sekund glemte at se sig for og snublede over mine fødder. Det værste var larmen. De mange tilråb blev til hele heppekor og på et tidspunkt kunne den måbende voksne del af byen, der stod overalt, afslappede, småsnakkende, storrygende, glane efter en turist med stort fotoapparat på maven, rådt tilklippede bermudashorts og en stor klase bananer i hånden forfulgt af et 40-ungers heppekor, der vandrede hen over den bambus-belagte brolægning. Samtidig skulle man passe på hullerne i brolægningen, for husene og vejene blev båret op på 5 m høje bambuspiller og strøg man igennem et af de mange huller ku` det nemt blive til mosede bananer den aften!

Apropos bananer var det hovedsagelige indkøb i denne by denne gang bananer, masser af bananer store, grønne kæmper på 20-30 cm`s længde og 5 cm`s tykkelse. Når de er modne, smager de virkelig godt, har en rar tyk konsistens. En banan er et måltid!!

10/6 – 81.

Formiddag. Ager langsomt forbi Pulau Bangka, en ø ud for Sumatras sydøstlige kyst. Som den ligger der, fjernt bag skyer og solbeskinnet hav, med lange træbevoksede landtanger stikkende ud fra midterbjerget, ligner den den typiske profil af en eventyrø, “Piratøen” eller Robinson Crusoes sydhavshjem. Men selvfølgelig er denne ø osse fyldt med små landsbyer, større havnebyer – lissom resten af Sumatra. masser af skov og natur, men en civilisation helt tydeligt marcherende mod et helt uromantisk eventyrmål…

16/6 – 81.

I guder! Er det virkelig kun 6 dage siden jeg opholdt mig ombord på det kære skib “Samudra Jaya” ? Dengang troede jeg, alt det onde, der kunne ske på en rejse var sket. Det tror jeg nu, selvom jeg stadig har til gode at brække ben og knuse tænder…i Jakarta opholdt jeg mig hos familie til dem i Jambi. De introducerede mig til en ven, der mens han førte mig rundt i Jakartas horrible helvede af et larmende, overbefolket støvkaos og umuligheder, stjal 10.000 Rp fra min slunkne pengepung. Alligevel tog jeg her til Surabaya – efter først at have købt telt til 25.000 Rp – stadig ikke slået ud. Her i Surabaya fandt jeg endelig et skib, jeg kunne tage med, det havde jeg ikke været i stand til i Jakarta – hvorfor jeg nævner den by som umulig. Det skulle afgå samme dag jeg ankom til kontoret så jeg fik travlt med alt muligt. Først tænkte jeg – og det er den hidtil dummeste ting jeg har tænkt – at jeg muligvis skulle have special permit til Samarinda. Så jeg agede til Immigrasi, hvor jeg lavede stor ravage ved at vade lige ind i en ceremoni. En brusk fyr spurgte hvad jeg ville, jeg forklarede og han bad om mit pas, – som han så forsvandt med. Da han kom tilbage var der selvfølgelig sket det, som jeg burde have forudset. De lavede mit 1 års visa om til “slut 20.juli” hvad der så kun giver mig en måned til kalimantan. Special permit behøvede jeg ikke, men det var da godt, fejlen blev rettet. Større var min ærgelse, da jeg udenfor kontoret mødte en amerikaner som sagde”Ork, det behøver du ikke, kun masser af tid”.

Jeg sparkede afmægtig arrig til en sten, klar over at jeg havde begået mit hidtil største fejltrin. Og blot fordi jeg ville være sikker. Jeg er i øjeblikket…ikke langt nede, jeg har forlængst nået bunden og lært at leve med den, men træt af at vente på min båd som selvfølgelig ikke gik i går. De her overflinke, glatpolerede, parfumecigaretrygende kontonesere havde travlt med at få mig til at betale de “sølle” 19.000 Rp jeg må betale for at blive ført til et sted, jeg måske slet ikke har tid til at besøge…og så sagde de bagefter at den ikke gik før i morgen. Og i dag har jeg talt med andre, der bor ventende her ved kontoret. De siger der har ventet 14 dage på deres båd til Irian Jaya. Så går min båd ikke i dag, tar` jeg sgu ikke derover. Færdig, færdiggg!!!

Jesper, den berømte asiensfarer er sunket i til halsen i en pøl af junglespinat,-han gør alt med omhu – osse klummerierne!!

 

 

 

Lørdag 20/6 – 81.

Onboard coaster Samudra Jaya

Vi nærmer os nu Samarinda, pløjende os igennem midten af den store flod Mahakam. Om en time står jeg i Samarinda, udgangspunkt for hvad slags eventyr jeg end vil opleve den næste måned.

Nice crew from the coaster Samudra Jaya

Det er uheldigt, det er lørdag i dag. Så kan jeg ikke gå til immigrationskontoret og få klarhed over, om jeg kan blive her mere end en måned. Hvis der er mulighed for det tager jeg direkte til Bontang, hvor jeg vil blive et par dage og studere dyrelivet i en god uspoleret superjungle, Kutai Game Reserve. Først må jeg have tilladelse fra politiet, så købe mad og til sidst finde en båd, der tager deropad.

 

Me on the bridge of Samudra Jaya

Den fyr her er oprindelig født i Sydamerika, men som 5-årig kom han til Indonesien, og her tjener han nu som matros på den gamle rønne af en skude, der bevæger sig mellem Surabaya og Samarinda.

 

Name : Alfonsusso . Alamat : Jl : Bongkaran :No : 9. Surabaya. Indonesia.

 

Mr : Wilmar Kansil. Address : Vg Karang No 68 Indonesia.

 

Åh ja. Idag er det den 21/6. Igår var jeg ved at tisse i bukserne af nervøsistet ved at komme her til Kalimantan. Jeg ville som sædvanlig tusind ting på en gang, men de blev alle druknet af det faktum, at jeg lod mig invitere af en af passagererne, der bor her i Samarinda. Det er noget jeg vil fraråde alle at gøre, nok er det rart at komme til et land, blive indlogeret i en dobbeltseng, vaske sig i et lækkert badeværelse med lyseblå kakler, blive fodret osv osv. Men det sker altsammen på værtens opfordring. Man er ikke fri og er det det så værd? Jeg var virkelig desperat igår mens jeg sad blot og “slappede af” efter rejsen sammen med min vært, en 20 – årig student. Jeg ville gerne til Polisi, og til havnen og til Bontang i en fart, uvillig til at spilde en dag af mit 1 mdr`s visa. Hen under aften, en time eller to efter ankomsten, fik jeg endelig min vært til at køre mig til politiet. Men her fik jeg at vide, Permisi, Immigrasi og alle de andre “si`er” først fungerede igen fra mandag. Men de faldt over min ven og forklarede ham at de ikke var glade for at jeg boede hos ham,-jeg var mere sikker på et hotel og som turist var de meget bekymrede for mit helbred. De gav min ven et ti – min`s tremandsforedrag om hans ansvarlighed for mit helbred og bagefter var jeg endnu mere ulykkelig for at være havnet hos ham. Men han forklarede mig, at jeg blot skulle slappe. Og det gør jeg så, eftersom jeg ikke har andet at lave før i morgen. Imorgen er det papir – dag, masser af stemplerier og udfyldning af kedsommeligt official-personales hverdag. Men i morgen aften håber jeg at være på vej op ad floden. Bontang krydser jeg af ønskelisten som værende for besværlig, når jeg osse skal ud og kæmpe mig op ad en stærkstrømsflod 500 km. Åh, det er jo mors fødselsdag idag. Hej, se, jeg huskede den da, det må hun indrømme…

Hvor fantastiske, disse hjem, disse mennesker! Huset her er stort, rent af sten, rent. Sterilt, uden hygge, møblerne er luksusgenstande, men de står, som de ville have stået i en slagtehal, der er lavet om til udstillingslokaler for billige efterligninger af europæiske luksusmøbler. Vægge, gulve, loft er hvidt. Ikke et billede. Man sidder helst op af en af disse hvide vægge, på et af disse hvide gulve, kigger ud i luften, spiller guitar og venter på maden, på at en eller anden kommer – og som gæst skal man også blot sidde dette mildest talt kedelige sted. Men udenfor ligger Kalimantan stor og spændende. Det er også det jeg har lagt mærke til med muhamedanere. De er forbandet gode til at slå tid ihjel blot ved at stirre, eller foretage sig intetsigende ting. Og alting – rent og bart – gud er i deres hjerter, hvad forlanges mere??

Sidder man endelig i de overmagelige plastiklædermøbler med tre 20-års gutter og fører en rimelig samtale, kommer alfader hjem med et par gråhårede forretningsforbindelser og så er det bare med at komme ind i soveværelset igen, ind på stengulvet. For alfader tirrer man ikke, ham gør man alt for at vise sin underdanighed overfor. Og alfader er en hyggelig lille vindtør java-mand så alle disse foranstaltninger virker komplet skøre. Men det er måske sådan, at alfader virkelig nyder det og de andre osse, respekterer ham for at bringe mad, tøj, husly og fine gæster til huse. Senere kryber mine venner en efter en ind i stuen sætter sig på en hynde i hjørnet og griner lydløst lydigt hvergang de voksne siger noget de selv griner ad. Går jeg så derind kommer det uafvendeligt fra alfader, som en alforklarende sætning til de måbende venner : “Touris”… og jeg går halvfærdig, halvgrædende ud på toilettet, ønskende jeg var hjemme, hvor jeg ikke er “Touris”.

 

22/6 – 81.

 

Nå, nu er der endelig sket noget. Hele formiddagen vadede jeg ud af den ene bus ind på et kontor ud igen ind i en bus ud igen osv. Fik et sikkert unødvendigt Permisi til at gå op ad floden Mahakam, derefter et eftertrykkeligt nej. Til en udvidelse af mit visa. Derefter vadedejeg rundt i Samarinda med hele min oppakning, fra den ene madbod til den anden, ædende grød og kager og is og kaffe mens jeg forgæves forsøgte at blive ligevægtig(!) nok til at tage en beslutning. Samtidig ville jeg finde turistkontoret, men Samarinda burde virkelig ha` et turistkontor, der fortalte hvor turistkontoret var – jeg kunne ihvertfald ikke finde det! Jeg kunne heller ikke finde nogen båd og var efter hånden blevet godt svedt og træt af at vade hvileløst rundt i alle de forb. “Hey Misterrs” der er så utroligt mange af her i Indonesien og alle mine bekymringer om at gøre det rigtige, så det var ligefør jeg slet ikke fik gjort noget. På et tidspunkt var jeg for tredie gang nede ved et bestemt punkt af havnen og spørge efter både. Jeg nævnede denne gang Tenggarong, en by i nærheden, blot for at komme væk fra Samarindas byfrustration, og en fyr tog mig ved hånden og sagde, der skulle han hen. Vi tog en båd til den anden side, tog en taxi herfra ad en pæn kystvej ( kyst til floden … ) til Tenggarong. På vejen overhalede vi adskillige både og i Tenggarongs havn fandt jeg en båd, der skulle helt til Longiram, halvvejs oppe ad floden. I øjeblikket nærmer vi os Melak, hvor jeg nok står af og bliver en tid, før jeg tager videre.

Australian Syd with a watertrackt from a jungleplant

På båden har jeg haft selskab af en australier, Syd, som virkelig er en ærketype af en ungkarl i 40 50 årsalderen. Nu kender jeg ikke rigtig nogen i forvejen, men hans ansigt ligner en amerikansk filmhelt, hvor helten er en eller anden far til en strømlinet ungdomssuperhelt. Og han snakker op ad stolper ned af vægge – ikke, fordi han har været alene i junglen i 2 år, han skal kun være her en uge, så tager han tilbage til sit arbejde ved en nickelmine på Sulawesi. Men han er en fin-fin fyr og fortæller med megen humor. Det er helt rart at høre en god gang hurtigengelsk, jeg forstår ikke det hele ( australsk accent ) men jeg får de fleste pointer med…

 

Inat, hvor jeg sov noget af tiden på taget, kom en af bådfolkene op og spurgte om jeg ville af nu. Jeg var stadig ikke klar over, hvor jeg ville stoppe og havde derfor ikke sagt noget til kaptajnen. Og nu var vi ved M.Muntai, en af hovedbyerne, et muligt sted at foretage ekspeditioner fra, der skulle bl.a. være nogen smukke søer et sted i nærheden. Men som sædvanlig er det nogen tilfældigheder, der bestemmer hvad man gør. Nu var jeg søvnig. det var nat, og det eneste indtryk, jeg fik af byen var nogen spredte neonlys, der fra pillebårne huse spejlede sig i flodvandet. Så jeg sagde søvndrukkent, at jeg ville til Melak og derved blev det så.

Byerne her ligner landsbyerne langt længere ned ad floden, en samling huse, hvoraf dem nærmest floden står på piller ud i vandet. En stor blikkuppel dominerer bybilledet overalt, disse blikmoskéer irriterer mit indtryk af romantiske flodbyer grænseløst, ligner kæmpekonservesdåser, der har forurenet en ellers uspoleret selvstændig junglekultur. Og det er jo heller ikke helt løgn at Islam og Kristendom har tæmmet meget af den urgamle naturreligion, der ellers har været fremme herinde. Nåh, der er langt mellem byerne her og stadig har jeg ikke set en ægte Dayakby, det skal man vist ind i landet for. længere oppe…

 

Nu er det senere. KL 11 nåede vi Melak, hvor vi opholdt os en time. Derfra er vi så taget på hver sin motorcykel ( med chauffør ) til Kesai Luway, hvor der er mulighed for at se orkidéer. Orkidéerne er der godt nok, men de blomstrer ikke ligefrem. Hvis de havde blomstret, ville jeg være blevet resten af dagen og sovet i telt om natten, for at tegne disse blomster. Men nu er jeg fortsat, vores motorcykel overhalede Syds, og nu er jeg strandet i en hytte mellem Kesai Luway og Barong Tongkok p.g.a. et øsende regnvejr, der kun med en kuldestorm som varsel pludselig fejede hen over os. Gud, hvor er her egentlig kedeligt. Jordvej gennem masser af grønt, hist og her afbrudt af en spredt, trist udseende hyttebebyggelse med nogle høns og beskidte unger vadende rundt. Blot masser af grønt, græs og buskmarker, spredte træer, småskove og Majsmarker. Ligner egentlig højlandet ved Brastagi, blot er der ingen bjerge i horisonten, mere ukultiveret. Ingen vilde dyr, ingen fugle ud over hønsene og ænderne, ingen spændende indianerlandsbyer. Og nu er den tykke australierfyr forsvundet i regnvejret. Han har ellers sponsoreret en del for mig og ville egentlig osse betale denne motorcykelhoppetur over de bulede markveje. Det er satans så opportunistisk man blir` når man er alene her ude i vildmarken og føler sine penge svinde som en flod i tørke. Skynder sig at sige ja tak til alting. Og håber at der kommer mere…

 

25/6 – 81.

 

25 dage igen. Nu er jeg begyndt at tælle nedad igen. Grundet min heltedåd i Surabaya har jeg jo meget begrænset tid igen. Det er samtidig fandens, at jeg ikke kan lade være med at være møgsur på mig selv  over det, og det gør min tur mindre værd. I stedet for at sige : ” sket er sket ” gør jeg mig hele tiden forestillinger om, hvor meget nemmere og mindre stressende det hele kunne ha` været, havde jeg ikke lavet det julenummer i Surabaya.

 

I går gik jeg 30 km gennem junglen sammen med min ven og sponsor, Syd. Først gik vi fra Barong Tongkok til Tering, en tur på 25-30 km. Den gik gennem spredt græsbevoksning, træbevoksning og lignede en dansk markvej, hvis sidepanorama var iklædt eksotiske træk, bananpalmer, stueplanter og pælehytter m. beskidte, brune unger. De sidste ti km fik vi et lift af en kolossal, ramponeret ( osse kolossalt ramponeret, endda… ) træstammetransportlastbil. Jeg sad i 3m`s højde på førerhuset, mens Syd sad nede i førerhuset, der lignede et enormt enøjet dødningehoved. Vi drønede derudad mens jeg sammen med to afslappede indonesere drønede op og ned ad panoramafulde bakker det sidste stykke til Tering. Tering bredte sig ud under os som en samling pæne huse på hver sin side af floden – omgivet af en uoverskuelig jungle.

I tering blev vi til Syds store æregelse lokket til at følge en sti ( stor vej til Long Iram ), men der dukkede ingen stor vej op. Sagen var, at en fyr i Tering sagde, der var en stor vej til den by, der var vores mål, og Syd bestemte sig derfor for at finde den, så det var muligt at stoppe med yderligere lastvogne dertil. Men der var kun en junglesti, en ægte junglesti, 12 km gennem storbladet buskbevoksning, tårnhøje duriantræer og masser af fuglekvidder.

I logiram blev vi vasket, vaskede tøj og gik i byen for at finde ud af, hvornår der gik både til Samarinda, henholdsvis Long Bagun. Syd havde ifølge bådstyreren fra Samarinda til Melaks udsagn timet at der gik en båd direkte tilbage næste dag, men det var ikke sådan. Og til Long Bagun sagde langt de fleste, at jeg var nødt til at hyre en ” longboat ” derop formedelst små 25.000 rp. Andre sagde der muligvis gik en taxi til 2.500 og det er jo helveds til forskel. Jeg åd en mavepine til i bananer af bar barnlig panik over ikke at vide, hvad jeg skulle gøre.

Idag, den 25., er min ven taget til Tering i en longboat, hvorfra han kan komme til melak på motorcykel. I melak skulle der være nok muligheder for at komme videre nedad til Samarinda, hvor hans båd tilbage til Sulawesi venter. Og nu. Sidder jeg i en taxi på vej til noget, der hedder Ertse-se. Eller sådan noget, i det mindste deroppe af. 5 timer, ifølge de lokale. Derfra må jeg så se at finde yderligere transport. Jeg har 115.000 rp`er tilbage, og nu vil jeg derop, nu jeg er her, om jeg så skal bruge rup og stup. Politiet i den forresten meget kønne, velorganiserede ( de har både is og elektrisk lys ) lille kampung sagde det var muligt for fremmede at krydse grænsen deroppe til Sarawak – modsat hvad den velfriserede kontormand i immigrasi i Samarinda sagde. Nå, jeg må lære at vente og se. Men guderne skal vide, jeg er pisse-pisse ræd og jeg har heer til morgen skændtes højt med mig selv om jeg skulle fortsætte.

Nå, nu kommer vi til en sød lille kampung, Londali, med små veltrimmede træhuse og en sød lilleput kirke med et stort kors på tårnspiret. Gud, vi standser her sågu`! Ikke noget under det er bestemt til at være en langsommelig affære ” going upriver “. Længere oppe er jeg nødt til at hyre lokal-båd-kraft alene, jeg har simpelthen ikke tid til andet, dyrt og helvedsrøvsygt, sådan noget ekspeditionshalløj. Jeg blir` ved med at tænke på, hvor godt jeg kunne ha` det ved Lake Toba, hvor de første tanker om denne tur blev født. Men dér havde jeg osse mavepine over det elendige ved kun at ha´ dét at sove, gå ture og snakke og spise sammen med venner – at gi` sig til.

Senere, samme dag. tanker tanker tanker tanker tanker

Timerne går, rrrrrr…motoren summer videre, endeløse rækker af træer passerer forbi, mens jeg ligger på det store, bare gulv, der udgør dækket i den huslignende, 1 1/2 m dybtstikkende flodbåd. Hvorfor er jeg egentlig her? Hvad får jeg ud af at tage muttersalene ind i en uendelig skov? Ingen at tale med, ingen at dele sine tanker med. Tilfredsstillelsen ved livet ligger ikke mere blot i at se. Jeg blir` ikke tilfredsstillet ved at se en jungle panorere forbi i langsomt tempo. Jeg vil skabe, diskutere og om muligt more mig og det eneste jeg gør er at tage ud på en jungletur, der mest af alt ligner en soldaterstroppetur, betale enorme summer for det og så om muligt krydse et kontinent, man kun kan se samlet på et landkort. Men alligevel er der noget i mig, der driver mig videre, noget i mig, der gør at jeg føler jeg gør “noget”. Og samtidig noget, der siger mig det er forbandet spild af tid.

Så nu har jeg lavet en beslutning. Jeg er altid bange for at tage beslutninger, bange hele tiden for at ærge mig hele tiden, men både angst og ærgelser gir` ondt i maven så va` fanden. Angsten er sikker, ærgelserne kun måske.

Jeg tager på et par dages afstikker op ad en sideflod for at se nogen Dayaklandsbyer. Derpå til Long Bagun og høre om muligheden for at komme til Long Pahangai. Koster dette over 50.000 opgiver jeg og tager tilbage mod Samarinda.

26/6 – 81.

En dag senere og en hel del klogere, 15000 rp fattigere, og håbefuld. Befinder mig i landsbyen Kohondamai, som ikke ligger op ad en sideflod, men på selve hovedflodens bred. Det viser sig gang på gang at jeg hele tiden gør mig forkerte forestillinger, som jeg så udspørger de indfødte om meget ledende. Og de altid venlige mennesker svarer meget tit “ja”. Meget tit blot for at være venlige. Nå, jeg troede at den her landsby lå langt fra bådens endestation og Longbagun. Men faktisk er det meget enkelt. Den ligger 4-5 timer i “chessboat” – eller 150 kr – længere oppe ad floden. Og longbagun lå ikke, som jeg troede, lige om hjørnet, men hvis jeg herfra skal til Longbagun i chess-boat ( ikke longboat, som jeg troede før, de er større ) må jeg tilskyde yderligere 200 kr. Men som jeg allerede fandt ud af på vejen op, jeg er blevet snøret til at bruge 150 kr på denne småbåd. Her har jeg talt med en flodbåd, der skal til at tage til Long Iram – hvad jeg har fået fortalt, de ikke kunne. Og da jeg ankom idag, afgik en flodbåd til Longbagun. Men jeg er ikke vred. Det er sket, og det er sket fordi jeg som sædvanlig har været perplektisk og overskruet i min søgen efter at gøre det helt rigtige i ét nu. Idag har jeg mødt en virkelig flink fyr. Da jeg stod af her, møgforvirret og ikke anede om jeg skulle tage videre eller hva` , kom han roligt hen og spurgte mig om jeg ville med op i hans hus. Jeg glemte helt, hvor flinkt det var, sagde blot ja og gik med ham op. Jeg blev placeret i et hjørne af gulvet. Jeg må lige tilføje, at gulvet er det eneste naturlige opholdssted for indonesere. Som gæst fik jeg tilbudt den enseste stol ved det eneste bord + en kop te. Senere går jeg rundt sammen med vennen. Der er en 4-5 langhuse her i byen og alle de gamle går rundt og har vældige, hullede øre og sorte tænder. Byen her er på 800 individer, hvoraf 150 er nyligt tilkomne nordfra. Byen vokser og vokser fordi dayak`erne nordpå efterhånden har fundet ud af at der er en verden udenfor midtborneo som har anderledes, meget utraditionelle, pengebaserede livsmønstre hvorfor de så ikke synes, de har det godt nok hvor de er og emigrerer nærmere  kysten, nærmere omverdenen.

En af fyrene ville vise mig de gamle, originale jakker lavet af bark

Faktisk har vennen her boet hele sit liv i Longpahangai i hjertet af borneo, men flyttede så for to år siden her til Kohondamai hvor han er skolelære i den lokale elementary school. Som han siger : han vil gerne lære engelsk, så han kan komme ud i verden. Men modsat hvad jeg har oplevet så mange andre steder presser han ikke ustandseligt på for at lære. Smiler venligt, deltagende til mig og spørger på indonesisk om jeg ikke vil have en lur eller en ananas. Folk her er meget rare. Her kommer sjældent en turist, og når den første generthed har lagt sig accepterer de mig uden at gøre stads ud af det.

Langhus med seperate lejligheder

Senere sidder jeg på verandaen til en warong og samler forbipasserendes interesse en kort stund, mens det omfangsrige studie af en faldefærdig langhusgavl skrider frem. Bagefter begiver vi os ned på fodboldbanen, hvor byens unge, spændstige 150 cm`s bodybuilder-ved-hårdt-arbejde-fyre drøner i ekspresfart rundt og spiller hvid mands fodbold. Det er sjovt at se hvor intenst koncentreret og helt bevidst om spillets regler de er. Så meget sjovere er det at se dette, som at i aften skal jeg se en dans, der kræver dette folks samme koncentration om reglerne – blot det er deres egen kultur, den slags regler, som deres nedarvende ånd gør dem sublime til at følge.

KORS, HVOR ER JEG BLEVET FED!!

Før i tiden lavede min mave kun et legobildæk når jeg sad ned, men nu er den blevet som et fladt minicykeldæk og mine bryster ville ophidse enhver normal mand, hvis de kun så dem…

27/6 – 81.

Argh, kun 23 dage igen.

I går var meget spændende. De første dansere, der skred ind på det acetylenlampebeskinnede verandastykke i et af langhusene var ganske vist ikke så disciplinerede, som jeg havde regnet med. Det var 6 unge fnisende piger, i farvestrålende hjemmelavede patchwork-saronger. De gik fremad i langsomt tempo, den ene fod svævende over gulvet, den næste stampende i gulvet, hvorved de lavede en langsom iørefaldende rytme. Så pludselig er der 3 gange så mange piger, og nu er toget i bedre disciplin, brydes ikke hele tiden fordi de fnisende piger kommer til at kigge på hinanden. Snart begynder de omkringstående at gå med og fra et mørkt bagrum kommer ti unge fyre, bærende lokalt lavede strengeinstrumenter, transistorradio og farvestrålende T-shirts fra Singapore.
Men lokaldragter er der skam også. To-tre unge fyre bærer ceremoniudstyret ind og hænger op på væggen. To hatte med 1-m-fjer strittende bagud, ceremonisværd med udskårne elfenbenshåndtag, der ville få det til at gibbe i enhver souvenirsamler, og tiger/leopardskind til at tage over hovedet, alting rigt ornamenteret med perler og fjer.

Efter en halv time standser det nu 75 mennesker lange tog, og folk sætter sig, ventende. En ældre mand med et notepapir i hånden rejser sig op og annoncerer, hvad han vil gøre regelmæssigt de næste to timer, hvor en række mænd og kvinder, netop arriveret fra urskoven nordpå, skiftevis viser deres kunnen i udførelsen af de danse, der åbenbart stadig er en stærk del af deres verden. Først danses en 4-5 forskellige gruppedanse, udført af unge kvinder. De bærer ingen specielle kostymer ud over deres patchworksaronger og plyssede satinbluser og dansenes eneste formål lader til at være at vise, hvor yndefulde disse mulige fremtidskoner er.

På et tidspunkt laver en gruppe på 4 piger en fejl, to af dem gør noget helt andet end de to andre og fra alle sider, især de helt unge pigers gruppe, kommer et øredøvende pibekor og grinende øv-råb…de her danse er en folkeforlystelse, alle deltager med fuldt åbent følelsesregister, og de 4 piger fortsætter, holdende på deres værdighed, men tydeligt rødmende og småsnakkende med hinanden om deres fejl. Dansene er en slags svanebuk-i-knæ-og-bask-med-arme-dans, i slowmotion ganske vist.

Ahh, lige nu sidder jeg på en fastsuret træstamme i flodkanten med benene ud i vandet og venter på en båd sydfra, gående nordpå. Den nære livsrytmestøj fra landsbyen gjalder svagt ud over floden, hvor morgendisen er ved at lette. Livsglade fisk hopper rundt og slår smut i overfladevandet. Jeg har fået min morgen narkotika, 1 kop kaffe, 1 kop te, 24 gram jordnødder og to ækeltklistrede dåsekager. Men jeg glemmer, jeg var jo ved at lave et etnografisk essay over stammedanse i MidtMahakam. Hvad tanker går igennem en halvfed turist, der sidder og seren landsbybefolkning samles omkring et gammelt kulturholdepunkt, men klædt i den fra-syd-kommende og fra vesten kommende kulturs klædedragter? Ja, de havde endda optaget dansemusikken fra den gamle kulturs klassiske instrumenter på bånd, så de musikere der var, blev akkompagneret af et seksmandsorkester fra den anden aften.

Ja, jeg kan ikke sige andet, end at det er rart, de holder ved deres kultur. At vesten ruller herop er uafvendeligt, så det er sgu da helt stærkt de stadig samles om den gamle kulturs højtider. grunden til at de laver festen, er dén, at en del nyankommne skal prøves og samtidig bydes velkomne.

I de næste to timer skiftes ældre mænd og kvinder til at udføre solodanse i de farvestrålende fjerdragter. Mændenes dans består i at vise, hvor dygtige de er til at reagere hurtigt med sværd og skjold. Først går han langsomt rundt, bøjene til den ene og til den anden side. Så pludselig, uden at musikken ændres, skriger han, fægter med det flotte ceremonisværd og det fantasifulde monsterskjold og stivner så i én eller anden forskruet hug-stilling, med fjerene dirrende i anspændelse. Så fortsætter han langsomt rejsende sig op, går et skridt rundt om sig selv, bukker til de klappende, kaffedrikkende tilskuere og går hen og lægger sit udstyr på knagerne.

Kvindernes er mere yndefulde. De har en minder fjerhat, og to bundter fjer i hånden, og mens musikken går, går de svajende rundt i ottetal, baskende yndefuldt op og ned med hænderne, mens de skiftevis åbner og lukker fjerbundterne som store sorthvide blomster.

Den sidste gamling, der udfører dansen, når ikke langt før transistorradioen går over i en helt forkert musik, meget hurtigere. Den humoristiske, muskuløse mand tager tråden og til alle pigernes frydefulde skrig hopper han rundt og laver mimik af kvinde dansen i supertempo. Sin egen dans glemmer han, tager det ikke så tungt. Blot folk er blevet underholdt – BAGUS!!

De vil fodre dig, og spørge dig ud,

give dig nok at drikke.

Men de er meget utilfredse hvis du går.

De vil gøre alt for at holde på dig og hvis du giver dem tid,

får du alt hvad du ønsker –

osse fred og ro.

Sommetider kan du vente i lang tid. men du lærer hurtigt at ignorere at en 4-5 unge fyre står og sidder omkring dig, ivrigt studerende dig, mens du forsøger at skrive dagbog. Det er noget man lærer her, at ignorere andre mennesker, at køle sin interesse for de nærmeststående. Er man normalt eksalteret og irriterende febrilsk i sin søgen efter kontakt med de nærmeststående, lærer man her blot at kigge dem ind i øjnene, svare på et spørgsmål og så vende dem ryggen mens man åbner en slikpose. Jeg føler mig ikke stolt over det, blot er det rart man kan gøre det. Det kræver, at man kan acceptere sig selv som værende mindre oversød, overvenlig og hjælpsom. Får man lov at være det er det meget rart, men jeg gider ikke blive torteret i mit indre fordi jeg ustandselig bliver mødt med en mur af samme ignorance som jeg nu lærer… aå, det er selvfølgelig ikke generelt, blot en tendens…

28/6 – 81.

Retreat-Blues ( tårekvædende, uudholdeligt læsestof. Spring over, hvor gærdet er lavest ).

Ud på natten, i en kampung nord for Kohondamai, hvis navn jeg ikke engang gider spørge om. Jeg er færdig, træt af det her rejseri. Træt af kun at høre indonesisk, indonesisk omkring mig hele tiden. Træt af at vente to dage anspændt på en båd til at bringe mig videre, og når den så kommer og jeg hjertebankende går om bord, er der tilfældigvis èn der ved, at man for at gå igennem til Sarawak skal have et dokument tilbage fra Tenggarong, hvor jeg startede fra. Dvs. jeg skal til at tage hele turen tilbage og hele turen heroptil før jeg kan tage videre – 6 dages ekstra bådtur. Arggh, jeg gider ikke mer`!! At tænke sig jeg kunne have daset på en strandbred et sted med meget bedre ro og fred, folk at tale med omkring og en hel del billigere.

Da jeg med stålsat beslutsomhed vadede ind i en bank i Jakarta og hævede 350$ i rupier var jeg fast besluttet på at komme til Kalimantan og virkelig opdage et nyt land. Nu har jeg brugt godt over halvdelen af pengene og er ved at opgive at se hjertet af det her land.

29/4 – 81.

Bådens kaptajn fik pludselig lyst til at gøre holdt i den her kampung for at sove, så nu, næste dag er vi først på vej mod Long Bagun, hvorfra jeg sikkert bliver nødt til at vende tilbage, i mangel af papirer fra Tenggarong. Gad vide om jeg osse skal løbe 3 gange rundt om politistationen i Long Iram for at få lov til at gå ind i Sarawak? Jeg talte med ejeren af denne nats kampungs kafeteria, han fortalte om mange rejsende, der i Long Bagun havde fået den lange næse, at de måtte rejse 300 km tilbage til Tenggarong for at få lov dér til at tage helt op. Hvorfor nu alle de hasarderede ønsker om at komme til Sarawak? Først er der det lækre, at rejse igennem uudforsket land. Dér, på grænsen, er orangutanger, spændende. Og for det andet koster det enormt hvis man vil tilbage derfra. Det er langt det billigste at vade over.

Men jeg må resonere som så: Det er muligt for mig at gøre alting, forcere bjerge og urskove,- det, man altid løber panden imod er det immagintive såsom nu det her dokument man må have. Dette papir gør det umuligt, eftersom jeg må rejse hele vejen tilbage. Og jeg har så ikke tid nok til at gå op igen, jeg har ikke visa nok. Kan du se det?

 

Der er hele tiden en stemme i mig der fortæller, at det var åndsvagt at tage hertil. Dengang i Surabaya, da jeg havde lavet min store fadæse, havde jeg mest lyst til at tage til Bali, Nusa Tenggera. Som jeg sidder nu, kiggende på den ene urskovsbevoksede pynt efter den anden dukkende frem af morgentågen, min ømme røv solidt plantet på den hårde stævn af den lamgsommeligt fremadstønnende flodpram, forstår jeg mere end nogensinde vigtigheden i at gøre hvad man selv har lyst til. Ikke høre alt for meget efter hvad bøger fortæller og ikke fortæller, men hvad ens krop virkelig føler,  den trænger til. I den store sammenhæng må jeg ikke undlade at nævne den store indflydelse bogen ” Indonesian Handbook ” havde på mit ønske om at komme hertil. På næsten alle andre områder af Indonesien er bogen meget fyldestgørende, akkurat og praktisk anvendelig, men hvad den har at fortælle rent faktisk om Kalimantan, er at den er de store muligheders land, at der et sted derinde er primitive stammer og at jo mere du kommer derind, jo mere besværligt, mystisk og ukendt bliver det. Kort sagt forfatteren har aldrig været der og dette ukendte fik min forskertrang til at flamme op.

Jeg vil derfor heller ikke 100% ærge mig over det her. Jeg havde en trang og den har jeg nu fulgt linen ud. Færdig. Var jeg taget direkte til Bali eller Singapore ville jeg for altid have tænkt på de spildte muligheder. Nu er de splidte, men i et forsøg på at opfylde hvad jeg havde af eventyrlyst. En skam, jeg ikke kunne komme helt ind. Men som god sportsmand må jeg være glad for blot at være med. Ligesom dengang, jeg ikke nåede helt op på Gunung Merapi på Java, men måtte standse 200 m fra toppen.

 

Jeg hører ikke ligefrem til den lysende klare praktiske type må jeg indrømme – så var jeg ikke ” suppet ” så meget i. Jeg drømmer for meget, drømmer eventyr mens jeg rent praktisk også er ved at opleve dem. Dette faktum kvadrer meget af min tur, men never mind, når jeg kommer hjem, skal jeg huske Kalimantan som det mest fantastiske eventyr af dem alle, især fordi ingen andre har været her, af dem jeg kender…

 

Apropos drømme, drømte jeg i nat om en pige, jeg var varm på. Og hun var varm på mig. Og der var en øde havn, med gamle dampere, dokket i lyset fra en enlig gadelampe. Og i disse gamle både gik sære ting for sig, der var en gruppe mennesker dér, og denne pige arbejder for dem, business. En båd skulle sejles et sted hen og pigen var meget ivrig efter at jeg skulle med på hendes ekspedition, vi skulle mødes dagen efter og en masse spændende var dér, men denne piges ansigt er det eneste jeg husker klart og før jeg mødte hende igen , var min røv blevet så øm af at ligge på trægulvet i flodprammen at jeg blev kaldt tilbage til nuet, skæret fra 12-volts pæren med alle bananfluerne hvirvlende omkring og den gamle kineser ved siden af mig, snorkende og pruttende som en fuser.

Denne drøm kaldte en længsel op i mig, en længsel, der nemt og uden besvær gled på plads som en afløser for længslen efter at se Hottentotland bag disede bjerge. Lige nu er jeg forelsket. Ikke i nogen bestemt pige men i den glæde, drømmepigens ansigt og ivrighed efter at få mig med et eller andet nu glemt sted hen, afstedkom.

 

Her slutter den tårevædede vise om en

 ung mand, langt fra hjem og venner, mødende

 sin grumme skæbne i urskovens dyb.

 Desuden har jeg snart ikke mere blæk og

 må spare på det, hvis jeg nu skulle komme

 ud for flere spændende besværligheder.

 

Senere, samme dag. Har opdaget, at jeg kan købe blæk her i Ujohbilang. Har samtidig fået slået grundigt fast, at jeg ikke kan få lov til at rejse ind i Sarawak. Gik først op i politihovedkvarteret, et lavbenet skur med noget støvet mudder som indgangssti. Fik her det først nej, fulgt af nogle lange forklaringer jeg ikke forstod meget af. Blev derefter fulgt over til en fyr, hvis rang nærmest må betegnes som borgmesterlig. Han forklarede indeligt og længe om hvor besværligt der var netop hvor jeg skulle hen og at man kun ville tillade udlændinge at forlade Indonesien langt længere nordpå i Kalimantan eller langt længere vestpå. Tak til den kære håndbog, der frisk siger” gå til Sarawak fra Long Pahangai “. Den sætning har jeg levet på lige indtil nu. Nu gider jeg ikke at tage videre, hele tiden vel vidende, at jeg må tage tilbage samme vej. Desuden koster næste trip både 400 og 500 kr, og så meget gider jeg ikke rutte med pengene. Så dette er vejs ende og det lader til at jeg kan blive her længe. Båden, der sejlede heropad, eller rettere, det er to både bundet sammen, tager ikke tilbage før om 5 dage. Hurra! Hvis der ikke dukker andre både op er jeg dømt til at sove på den her stenhårde sivmåtte i 5 dage. Nå, nu kom ham langbådsfyren ind. Nåå, han skulle ” kun ” have 1500 kr for at sejle mig til Long Aopari. Så havde jeg jo blot ærget mig over, jeg ikke havde penge nok til at fortsætte. Nu hvor alle mine håb er udslettet og vilde drømme knust har jeg mere ro i sjælen og ville ønske, jeg sad på en syd-ø i Vest-Sulawesis øhav. Nu er mit eventyrblod kølnet, hurra, hurra!!

Nå, langbådskaptajnen er temmelig utilfreds med min beslutning om ikke at tage videre. Jeg kan jo bare tage op og tilbage igen? Det tager jo ikke så lang tid. Og det må jeg jo godt. Og der er masser af Dayak-landsbyer deroppe. ( Og han vil da kraftedme ikke se 1500 kr slippe ham af hænde ). Jeg forklarer koldt at jeg simpelthen ikke gider at tage op og tilbage igen. ” Når jeg ikke må gå ind i Sarawak gider jeg ikke fortsætte ” forklarer jeg og byder ham et syrligt drops, så han har bedre grund til at se så mut ud.

 

Godt tre uger igen her. 1 uge at ” kombali ” i til de her søer, jeg ikke fik set på opturen. 1 uge der. Til Balikbapan og enten finde en flyver eller en båd til Singapore. Og så en 3-4 dage i Bontong i den her dyrepark. Ar, det er ikke så skidt, det ikke er godt for noget!!!

 

30/6 – 81.

 

Nåh, der var jeg heldig. Jeg havde knapt lagt pennen igår før jeg hørte den monotone dunken fra en flodbåd, der stod ind nede ved flodbredden. Jeg styrtede derned og førte en 5 mins charmesamtale med den 40 – årige muslimske købmand, der derefter inviterede mig til at bo i båden, spise sammen med ham og følge med ham i dag tilbage til Long Iram. Som han sagde,  ” vi er en menneskehed og vi må hjælpe hinanden “. Flink fyr, men jeg blev lidt desperat, fordi maden blev forsinket et par timer. Den kommer altid herude, ingen lader andre sulte her, man føler sig mere i samme situation her, langt fra civilisationen. Skulle det endelig knibe har kampungerne heromkring altid et lager af sværtfordøjelige kiks og umodne bananer og gamle kokosnødder.

 

Nu har jeg op gennem formiddagen fortæret en halv pakke af det ufordøjelige, 4 af de umodne og 1/4 af de gamle,- den mad, der helt bestemt kommer, lader vente på sig…

Ups, der lod jeg en chance for at komme 1/2 dag hurtigere dernedad forpasse. En pram, der ikke var grossérerhandel som denne her, fløj op på siden af os og fortsatte 5 min efter. Folk om bord råbte, at jeg skulle hoppe om bord, men for det første har jeg lagt alt mit tørretøj ud over bådens tag, min baggage er ét rod. Desuden har jeg ikke bestemt endeligt hvad jeg vil og livet om bord på denne skude er egentlig ganske interessant. Det er som sagt en flydende grossérerhandel. Den 40 – årige kaptajn og handelsmand styrer ene mand skuden op og ned ad floden, med to drenge som matroser, rengøringsassistenter, dybdemålere og kokke. Grunden til at det går langsomt ér, at vi holder 1/2 time ved enhver lille bebyggelse ( kampung ) . Når han står ind ved sådan en kampung, kommer folk klavrende ned ad den stejle skrænt til floden, går ud på tømmerflåden, der udgør molen og dukker sig nysgerrigt kiggende ned og kigger ind i det lavtloftede varelager hvor den værdige muslimer-mand venter i skrædderstilling parat med lommeregner, notesblok og vægt. Den sidste bruger han når han køber guld. Mangen en kunde dukker op med 4-5 gram guld, han har vasket ud i floden her, og for disse folk er 70 kr grammet mange penge. Når en kunde så har fået sine penge for sin skat, er han mange gange så uheldig at have sin kone med, der snart kurer rundt på enden fra objekt til objekt, spørgende den aldrig trætte købmand hvad det og det koster.

Som oftest belønnes grosséren af sin tålmodighed og efter en lang og bevægende handelssnak, hvorunder grosséren fyrer vittigheder af, griner hysterisk, pludselig ser alvorlig ud og ignorerer lave prisforslag fra kunden og på den måde demonstrerer den psykiske taktik , der er nødvendig for at sælge noget her, hvor kunden hele tiden forsøger at være stærkere end sælgeren og kæmper for at få tingene billigere, lunter de langørede, guldbesmykkede og blomsterkjolebærende koner af med deres nu ikke meget rigere mænd.

Andre gange skal der blot købes lidt tyggetobak ( betel ) eller den lokale købmand i kampungen skal have suppleret sit lager af dåsemælk og engangsbatterier.

Alt i alt er det meget spændende og livligt at følge fyren her på sin handelsrute, at se folk fra flodskræntens top, se hvad de behøver og hvordan de opfører sig.

Ind i mellem, som nu, bevæger vi os monotont brummende videre nedad den dovne, på dette sted 100 meter brede flod. Doven og doven, in imellem bruser den godt nok en smule af bar iver efter at komme ud til havet. men det hjælper os jo bare hurtigere nedad.

Vilde solnedgange på floden

I går så jeg forresten en slange, en fed kvælerslange, inde ved flodbredden, der lå og svømmede akkurat så hurtigt mod strømmen at den stod stille og lignede en gammel kroget gren, der stikker et brækket lem op af vandet. Vi passerede den hurtigt, og den var også for langt væk til at blive fanget ind af mit støvede luksuskameras nærsynede linse.

Livet her om bord er ikke helt nemt. De to drenge er nemlig enormt nysgerrige og kærlige overfor mig, vil så gerne ligge op ad mig mens jeg skriver, smiler overdorsk til mig hele tiden og prøver hver gang jeg tisser at få et glimt af pikken og om muligt finde ud af, hvor meget hår der er omkring sden. Det er fantastisk, så meget de nyder synet af hår på kroppen. De aer mig altid på benene og armene, som var jeg en sagesløs kat – jeg ved godt de blot er venlige men irriteret bliver jeg alligevel.

1/7 – 81.

Tidligt i morges. endnu før jeg havde drømt færdig, startede motoren drønende. Ar, jeg var lidt vågen, havde ikke kunnet undgå at høre den halvkvalte

lokalt lokum

galen fra hanen inde i køkkenskabet. Eller larmen fra den knasende transistorradio, der transmitterede en morgenmesse ude fra civilisationen ind til den kære Mekka – mand, der denne morgen også var morgenmand. I guder, solen var ikke engang nær ved at stå op. Jeg vendte mig om og sov videre, og da vi 1/2 time senere stoppede igen stod jeg op og hoppede i floden.

Nu, lidt senere, har er vi lige stoppet et sted hvor de handlede nogle enorme ananas ud. jeg fik to på mindst et kilo hver for 6 kr. – lidt dyrt, men jeg synes de var flotte. De havde også nogle Rhambutans, de mest farvestrålende, jeg længe har set. Jeg huggede en og og sagde jeg ikke ville købe.

Rhambutan.

Dens lighed med en sol er ikke til

at tage fejl af??

2/7 – 81.

Ak ja! Nåede Longiram i går eftermiddag. Måtte bøde 50 kr for turen fra Lon Gabun, rimeligt, men jeg syens nu godt han kunne have givet mig det gratis, efter så meget samkvem, vi havde haft på turen. Indlogerede mig på hotel og gik ud og drak is, efter at have forvisset mig om, der ikke gik nogen båd videre nedad. Blev af en fyr tilbudt at blive sejlet til Tering, hvor en anden turist skulle opholde sig…det var meget lokkende, og kun min træthed fik mig til at sige nej. Men det skulle jeg aldrig have gjort, viste det sig. Senere mødte jeg en fyr, der inviterede mig hjem. Jeg logerede ud igen og sov om natten hos fyren, kæmpende mofd myg, varme og en gevaldig diarré, forårsaget af det meget isdrikkeri..

I dag tog jeg så alt mit happengut og placerede mig i en flydende warung for a vente på en nedadgående båd. Folk omkring advarede mig om, at der ikke kom nogen båd før om 3 dage, men 10 min efter jeg havde placeret mig, kom en stor, stærk båd ind, holdt i 5 min og sejlede videre mod Samarinda. Ha! Heldigt ! og her sidder jeg nu om bord og drikker chokolademælk.

Grunden til, at det var dumt, ikke at tage til Tering i går er den, at folkene her om bord med bevægelsen lysende ud ad øjnene fortalte om kæmpe folkefest dér, om danse og så hende turisten, der tog billeder af det hele. Her ude på bøhlandet skal man være hurtig hvis man vil opleve noget. Her er ingen turistinformationer eller faste datoer, her skal man være heldig for at ramme ind i noget. Og det var jeg altså nær ved. Men jeg va jo træææt! Og nu : vil jeg pumpe halvvejs ned ad floden, stoppe op et sted hvor der er en sidegren med nogen landsbyer hvor der også er langhuse. Jeg har jo kun set et indtil nu. Bagefter må jeg se at komme ud til havet, til Kutai game Reserve og bagefter finde et transportmiddel væk herfra. Jeg har 18 dage igen.

Mens jeg skriver, bliver jeg tit irriteret og skriver det ned. Andre gange er jeg glad og skriver det også ned. Nogen mennesker mener, at den slags følelsesudbrud bør udelades fra enhver dagbog, men jeg kan nu ikke lade være med at komme med et par nu…

Noget, der efterhånden irriterer mig meget, er alle de skavanker, jeg får. I nat havde jeg en utrolig hovedpine, samtidig med at min diarré antog en gul, dødsyg farve. Detil kommer to bitte-bitte sår, der er umulige at få lægt her i varmen. – Og det svider som satan hver gang jeg hælder jod på.

Noget, jeg har lært at elske, er de mange mandi`er , dvs de mange gange man vasker sig. Indoneserne er utroligt rene, vasker sig to-tre gange om dagen, gnider sig hver gang ind i sæbe fra top til tå og lader bagefter den ene spandfuld vand efter den anden plaske ned over sig. Man kan drikke og drikke og drikke her i varmen og stadigvæk være lige tørstig. Faktisk er det, der virker mest lindrende på både tørst og hovedpine er en masse iskoldt flodvand væltet ned over sig. I tilgift til det bruges her heller aldrig WC – papir, men man plasker istedet vand op indtil der er rent. Det er mere effektivt, røven kan bedre lide det, så det giver i reglen en nemmere afføring…

Noget, der irriterer mig, men som jeg efterhånden har lært at leve med og tage med det gode, er den åbenlyse interesse, de forskellige grupper af indonesere, jeg bevæger mig rundt til, altid viser mig. Hver gang jeg går om bord på en båd skal besætningen have at vide hvor jeg kommer fra, hvad jeg vil her, om jeg er alene o.s.v. Desuden roder de altid mine ting igennem, studerer danske bøger med megen omhu, og kaster et kærligt blik efter mit kamera, som de så snart jeg vender mig om har snuppet og begynder at studere indgående. Og altid skal jeg spise og drikke, de bliver ved med at spørge mig om jeg ikke vil spise, indtil jeg til sidst bliver nødt til at spise lidt af den altid – på bådene i hvert fald – samme menu : kogt ris og stegte akvariefisk..som det vrimler med her i floden. Og mange gange hænder det at en del af besætningen er veloplagt, så skal der pjattes, snakkes om piger og det er egentlig meget rart når man jo synes det er så synd for sig selv at man er havnet på en retræterute i det indre, snart ydre Borneo… og når man skriver og tegner, i guder, hvor er de nysgerrige. Det var også det jeg oplevede i går aftes, hvor jeg boede hos en ung fyrm der boede alene og havde en del venner på besøg. De sad til langt ud på natten og hørte Beatles musik, spillede skak og guitr. De keder sig her ude, hvor der aldrig sker noget, vil så gerne bruge hjernen og flokkes med stor interesse om folk, der åbenbart bruger hjernens immaginationsevne. Det er også derfor jeg nu glæder mig til at komme væk fra Kalimantam. Ingen dayaklandsbyer, traditionelle landsbyer eller uendelige urskove er nok eventyr for mig. Det var godt at se, men en større glæde er det at bruge fantasien, ideen. Hvad jeg kan lære her er glæden, interessen, som disse folk åbenlyst viser, at de har til overflod.

4/7 – 81.

Den 2/7 tog jeg ind på et hotel i Muara Pahu, for at pleje mit usunde legeme og vente på en båd ned ad flodgrenen S.Lawa. Denne aften var jeg supersvimmel, havde ondt i halsen, tyndskid og åbne sår + en hovedpinde som ikke blev gjort bedre af at det var en muslimskby, jeg opholdt mig i. Midt i enhver muslimsk by står der altid en kæmpe blikmoské med masser af bare gulve og vinduesrige etager og et olieboretårnlignende kirkespir i hvis top er placeret en enorm højtaler og hver nat, i hvert fald denne nat, blev der transmitteret en eller anden sindsyg 3 – timers messe så ingen i landsbyen kunne undgå at være med. Samtidig havde alle landsbyens unger fundet en kærkommen afbrydelse af hverdagen, så de flokkedes om mig i ét væk, larmende, skrigende, spørgende. Til sidst måtte jeg kravle ind i mit overvarme rum, blot for at blive alene. Og udenfor startede ungerne med at slå på tromme og råbe : ” Hej Turis!! ”

3/ 7 satte jeg mig nede ved havnen og ventede på en båd. Efter en lille times tid dukkede en båd op. Jeg satte mig på trægulvet i dens midte, midt i mellem et farvestrålende kaos af familier, blomster saronger, pakkenelliker og skakspillere. Hvor jeg ville stå af, vidste jeg ikke Men med lidt held kunne jeg spørge mig frem, hvor der var ” longhuse ” at se. Og heldig var jeg. Havde regnet med at skulle mindst en dagsrejse ned ad floden før der var noget, men en fyr fortalte om en landsby kun 6 timer nede ad S.Lawa, og jeg bestemte mig for at stå af der, jo nærmere civilisationen, jo bedre.

Men jeg var endnu heldigere. jeg stod af sammen med en langhåret hippietypefyr som med flammende øjne fortalte om danse og ceremonier, der skulle gå for sig samme aften. og jeg blev ledt op til et stort, nybygget langhus. Hvor jeg blev budt velkommen af en livsfrisk, sjov gamling, som med meget interesse spurgte mig ud om Danmark, fordi Danmark havde de aldrig haft gæster fra. Han opsummerede, at han havde haft over tyve gæster boende, fra syv forskellige lande. Han huskede forbavsende meget om hvad gæsterne havde fortalt om deres lande og prøvede hele tiden at sammenligne med Danmark. Om vi havde militær? Ja Schweitz havde ingen! Hvor mange indbyggere? Ja i USA var der 250 mill.!

Allerede da jeg ankom kunne jeg se, at der var noget i gære. Folk strømmede til alle vegne fra, der blev lavet mad i massevis, en gruppe på 4-5 mænd passede risengrøden, der blev kogt i bambusrør over åben ild, kvinderne stampede mel og lavede friturestegte bananer på store pander.

I det store fællesrum bor et uoverskueligt antal familier med deres endnu større antal personlige ejendele spredt ud i hjørnerne. Mændene sidder i grupper i skrædderstilling og fører lange indgående samtaler, kvinderne sidder også og hyggesladrer, men ind i mellem må de ud for at passe gryderne.

Vi sidder og spiser midt på gulvet, grillstegt gris, både vildgris og tamgris – og så ris! Mens der skovles i, er der koncentreret tavshed, vi sidder 4 mand høj, 3 gamle, andægtige husfædre med en fjerde, ufriseret ung turist, som har fået lov til at være gæst hos disse helt skønne mennesker. Op ad en væg er der konstrueret en niche. På en masse stativer hænger farvestrålende tøj af alle slags, ceremonidragter og tallerkner i snore. Inde i denne niche står en farvestrålende kiste med sirligt malede ornamenter og i form af en mellemting mellem en stor slæde og en gyngehest. Taget af kiste er ryggen på en krokodille, hvis hoved og hale stikker ud i hver sin ende. En død er lagt til hvile her, indelukket og mumificeret for over tyve dage siden. Inden længe bliver kisten under store ceremonier søsat, sejlet ned ad floden for at sende ånden godt afsted. Senere bliver den så selvfølgelig bjerget igen, man kan ikke have alle de kister vuggende omkring!

Senere går jeg ude ved træskæreværkstedet, hvor flere kister og store skulpturer er under minutiøs skabelse. En sjov, nærsynet gut med to par briller og kasket griner guldtandet til mig. han ligner Heerup ikke så lidt endda, mens han hugger ansigtet på en tre-meter totempæl til.

Indenfor er de gamle begyndt at synge. Langsomt, næsten med en klagende klang i stemmen, synger en af de gamle en linje ud, som de andre så gentager i samme monotone tempo. Øjnene er lukket i koncentration, hænderne hviler på skæftet af en ældgammel kniv, som var det en blodéd der blev besværget. Mærkelige instrumenter, lavet af fjer og bambus, bliver som tryllestave svunget over 4-5 kurve med hjemmelavede banan – og rislækkerier, stadig syngende.

Bagefter hældes vand på, ganske få dråber fra gamle, ornamenterede porcelænskander. Rundt omkring sidder de unge, flotte fyre, de endnu smukkere kvinder med deres afmålte værdighed skinnende, igen den afslappede måde hele ceremonien tages på.

Der bliver spillet skak, snakket, spist og hygget, alt i mens de gamle får afsluttet måltidet for den døde. Det er nemlig hvad der sker. Mens de syngende fortæller om den døde, indtager denne åndeligt føden gennem de mystiske instrumenter og får skyllet efter med lidt vand. De efterhånden ikke særligt lækre lækkerier bliver derefter brutalt læsset op i en balje og båret ud. Den gamle fortæller, at denne mad er spist. Der er ingen åndelig værdi i den mere, og det er ikke mad. Ud til højre!!

Nu begynder en gruppe af de unge at slå på nogle slanke to meters trommer, der er placeret i et hjørne sammen med en række store gong gonger, gammelanen, og andre dommedagsmusikinstrumenter. En mærkelig abrupt rytmemusik begynder at tage form, efter at flere og flere sætter sig ved deres instrumenter og begynder at bearbejde dem. Stemningen er tæt nu, folk fra udeomkring er ankommet og gulvet omkring midtergulvet, der de næste par timer er ramme om dansene, er tæt besat af snakkende, hyggende mennesker.

casual dancing in front

En gruppe på 10-15 mænd og drenge går over til nichen med kisten, tager en masse tøj fra stativerne og klæder sig ud. Pandebånd med farvestrålende tøjstrimler hængende ned ad ryggen, horn stikkende ud med bjælder på og farvestrålende vævede skjortejakker.

Chief of Lambing village dancing in front

De begynder at bevæge sig rundt, alle dansende den samme dans på samme tid, vridende til samme side, én lang række af optagen, koncentrerede dansere. Engang i mellem flokkes de pludselig om kisten og råber ” Hååh ” med hænderne rakt ud over kisten. Og ligeså pludselig er de så tilbage i rækken, langsomt fremadskredne til den langsomme altfavenende gammelanmusik. I sådant et øjeblik er eventyret intenst, man lever igen fuldt ind i det, sanser 100 % hvor man er, hvad man ser og hvor fantastisk det er.

Dansen stopper og alle mændene råber ” Heyo! ” og tilkendegiver deres tilfredshed derved. Ikke sådan at forstå at det altid er mændene der gør alting her. Kvinderne ryger, skraldgriner af mændene når de danser og har i det hele taget et lune og en charme, jeg ikke kan lade være at falde for.

Kvinderne skal også danse. De bevæger sig stille rundt, vrider sig ikke så meget. Deres dans er ikke så ambitiøs som mændenes, og jeg må jo nok indrømme dem en generthed og ufrigjorthed, men den er ikke at regne mod de bornerte jomfruer der er så mange af her i Indonesien.

Og i dag er dagen gået videre med nye forberedelser til de kommende afteners ceremonier. Et lille hus, kubisk, med masser af malede og skårede ornamenter er blevet færdigt ude i værkstedet og sat ind på gulvet. Nogle stegte høns er sat i fad og en lang bambusstang hænger skråt i rummet og er også ornamenteret og behængt med alverdens ting og sager, tøjstumper, tallerkener, udskårne fugle og madkurve – et kæmpemæssigt fastelavnsris. Mændene har sunget hele dagen og nu begynder de at danse rundt om opstillingen, syngende, besværgende med visne grenstumper. Jeg taler med nogen af indbyggerne. Disse begravelsesceremonier tager op til 2 uger, hver dag, hver aften med en ny hændelse, en ny dans, en ny besværgelse. .

Den sidste fest for en afdød
. På en eller anden måde skaber man altid opmærksomhed…”]I en landsby i nærheden er en ceremoni ved at blive afsluttet, og jeg overtales af et par unge fyre fra landsbyen til at følge dem i kano til den, for at overvære ceremonien det andet sted. Lidt vemodig ved at tænke på, hvad jeg mon går glip af i min landsby ! Men lige pludselig sker der så meget, så meget.

Gisp, der var en kæmpe ( 1 m ) varan der kravlede op af vandet, forstyrret af bådens påhængsmotor. Alle de unge fyre råbte pludselig, jeg så op fra mit grifleri og fik et glimt af denne blågrønne drage. Vi bevæger os i øjeblikket ad en lille sidegren til sidegrenen S.Lawa, floden er hér ikke meget større end en å.

Nå, der var en varan til! Solen skinner stikkende og kaster sine stråler op igen fra flodens blanke, brune vand. Urskoven hænger og dasker og lader af og til en svalig, skyggefuld gren hænge ud over os grillstegte stakler i den fladbundede kano.

Nå, det var det hurtige tursitvisit. Da vi ankommer til landsbyen Lotta bliver jeg af de storsmilende pæntklædte venner fra landsbyen hvor jeg bor ført rundt fra sted til sted. Hele tiden blev jeg opfordret til at tage billeder og hele tiden tænkte jeg : ” Nå ja, hvorfor ikke? “. Men det hele virkede s`gu så arrangeret. man gik blot hen til et sted hvor en flok gamle sad i en bambusskovlysning, festligt klædt ud og sang sørgesange omkring en sivmåtte med det sædvanlige mad til den døde. Tog et par billeder og stod så og lyttede til sangene, der lød nøjagtigt ens med sangene fra min egen landsby. Efter et kvarters ståen og gloen dér, gik jeg tilbage til landsbyen ( de gamle sad lidt udenfor ) og besøgte et langhus dér. Det var anbragt usædvanligt højt oppe, over 2 m på pæle. Nå, jeg gik derop og der blev formelt spurgt om der måtte tages billeder. Det måtte der, og jeg blev stærkt opfordret til at tage billeder af denne landsbys udgave af det føromtalte dekorerede kubiske dukkehus. Jeg følte det efterhånden temmelig latterligt. Blot at vade op et sted, tage et par billeder og gå igen og da jeg stod og fumlede med skrummelkameraet, den lånte blitz og alle stod og kiggede på mig med store øjne, faldt en skrue af og drønede de to meter ned gennem tremmegulvet til møddingen under huset. Jeg gav et udbrud fra mig og der blev vild opstandelse, de skyndte sig hen til mig for at se , hvad der var sket, skyndte sig ned for at lede efter skruen. Samtidig kiggede alle de mennesker, der endelig havde fået stillet sig op til fotografering, sig forvildet rundt, vidste ikke rigtigt hvad de nu skulle gøre. Da jeg fik skruen igen, kunne jeg ikke holde mig mere, det hele var simpelthen ” for meget ” og jeg stak i en skraldlatter så alle mine anstændige venner kiggede nervøst på mig og smilede til værterne. Så ud i køkkenet, hvor offerBuffaloen lå og rodede som et væld af kød, spæk, tarme og det store hoved midt i. Det er kulminationen af disse offerceremonier. En bøffel bliver bundet til en udskåret pæl, drevet rundt om den ( det har jeg ikke set, kun fået fortalt ) og slået ihjel.

Tilbage i det store fællesrum i Lamping. Der sker altså de særeste ting hele tiden. Det kubiske hus er blevet hængt op i bambusstangen og helt oppe under loftet hænger nu en masse køkkenservice, hele arrangementet tager sig nu meget farvestrålende ud. To tallerkener jeg ikke har lagt særlig mærke til, bliver pludselig omringet af en gruppe mennesker. Her er hverken feststemning eller højtid, man sidder rundt omkring og snakker og spiser og pludselig går en flok så hen og laver besværgelser over tallerkenerne, der er fyldt med små krukker og pindebundter. Lige nu sidder en gruppe og stirrer med store øjne på mit skriveri. For dem er det ligeså mystisk, når jeg skriver uforståeligt dansk, som deres handlinger er for mig. Derfor tager jeg det heller ikke så højtideligt at jeg faktisk kun er ” turist ” her. Jeg giver samtidig også indbyggerne eventyr, personificeret i mig, så de på en måde også ” turistikerer ” mig …

5/7 – 81.

Allerede aften efter en lang og varm dag. Har været på besøg i et nærvedliggende langhus, som faktisk er ” forfader ” til det her ” moderne ” , jeg bor i her.

Det, jeg besøgte, ligger i en lysning længere inde i urskoven, 20 min ad en smal sti. Det er halvtreds m. langt og til forskel fra dét jeg bor i, der ikke er autentisk, er det anbragt på 3 m høje pæle, hvad der gør det luftigt og køligt at opholde sig i, selv i middagsheden. Familierne, der bor i denne 150 år gamle primitivt – hjemmelavede – udseende konstruktion, er i nær familie med alle dem i det nye, det nye blev faktisk lavet af mangel på plads i det gamle. De immigrerede vender til stadighed tilbage til det gamle, de synes bedst om at opholde sig i det.

Familie i langhus

Lyset indenfor hos beboerne er varmt og blødt, det strømmer ind fra huller i loft, vægge og det bambusbelagte tremmegulv, hvis regelmæssige huller både fungerer som spyttehuller, udluftningskanaler og så samtidig giver et kønt, indirekte, varmt lys.

Der siddes på hug i rundkreds. De gamle ( 40 – 60 år ) taler. Skiftes til at tage en 10 min ad gangen. Det er tilladt for tilhørerne at gabe! Så bydes der på the og mad, der ædes kraftedme hele tiden, det passer mit gemyt udemærket. Så kan jeg få mad når jeg vil !! Jeg tegner en fyr, der sidder og fletter en cirkel. Som sædvanlig bliver lyset omkring mig afskåret af en tæt mur af tilskuere. Når jeg laver et eller andet er de sociale nok. Men jeg bryder mig ikke om måden de er det på. Blot stirrer og stirrer. Egentlig burde de være mere taknemmelige for at jeg vil bo hos dem end jeg bør være for at få lov til det. De morer kun ene mig mens jeg underholder alle dem!

 

Men midt i mylderet føler jeg mig frygteligt ensom. Jeg kan aldrig tale rigtigt med nogen, kan blot se,se,æde,æde,tegne og skrive. Hvor vilde jeg ønske at jeg havde en ven her, en ven man kunne tale med om det hele, opleve det sammen med. At jeg mangler én resulterer i flere ting : Først, har jeg de seneste to dage taget ca 40 billeder. Når jeg kommer hjem, har jeg ikke andet end dem at konsultere, hvis jeg glemmer stemningen, glemmer billedet, atmosfæren, udseendet af den her spændende verden. Det resulterer også i at jeg snart vil væk herfra igen, trods det at ceremonierne varer 12 dage endnu og vil ende i det helt store, med slagtningen af 2 bøfler, bundet til den ceremonielle totempæl, Heerup er ved at hugge til udenfor. Jeg kan blot ikke holde ud aldrig at få ørenlyd af bar snakken, råben og syngen – uden selv at kunne sige noget, eller forstå noget. Selv om natten snakkes der.

Det resulterer også i at jeg bliver mere sulten, det eneste sted jeg ikke føler mig rastløs og føler mig lidt hjemme et accepteret og naturligt sted, er i køkkenet, siddende på hug og æde stegte bananer og risengrød. Men selv da får jeg den usikre følelse af at det er underligt forkert at opholde sig her.

Men logisk tænkt, det kan kun være rigtigt. Jeg får en masse ud af det, de får åbenlyst også en masse ud af det og det er vel det der er meningen, når man rejser ud i verden, at interessen for hinanden skal stimuleres. Men når jeg er alene, bliver jeg s`gu alligevel lidt overstimuleret, rastløs og nervøst-ædende..og deres interesse for mig overstimuleres vist også lidt af det faktum, at tidligere turister ( de dér 20 fra 7 lande ) har lagt over 2500 kr i alt. Men det vil jeg helst ikke tænke på. Har allerede skænket dem mit atlas og en dåsemælk, det sidste som en dispensation for mit trøsteæderi ( dåsemælk er dyr herude på landet ) .

 

Nåh ja, jeg så også noget rigtig spændende henne ved langhuset. Ved siden af langhuset er der en slags kirkegår. Bag en faldefærdig indhegning står en tilsyneladende rodet gruppe småtage på høje pæle. Under disse tage står kister, eller små betonbunkers, i hvis dyb ligger op til 30 døde, balsamerede dayakker. Et sted er de ved at mure en bunkers op. Et andet sted er en meget smukt ornamenteret kiste anbragt i 3 m`s højde på ligeså smukke piller, det er en Kepala Desa, der er afgået. Den døde ( død for 2 år siden ) er ved at blive taget ud af de mange lag tøj, der åbenbart udgør en balsamering. De mange knogler bliver brækket af, gjort rene for hudtrevler og lagt til side af en gammel mand.

Pigen med sin bedstefars kranie i skødet

Ved siden af sidder en lille pige, 7-8 år gammel, med kraniet storgrinende op i luften. Pigen ser ikke for glad ud, men har alligevel et meget andægtigt  udtryk i ansigtet, mens en kvinde med ansigtet vendt bort dypper fingrene i gule og røde farver og smører dem ud over kraniet. Stemningen er meget intim og jeg forlader hurtigt stedet igen, betaget af dette folkefærds intime forhold til både natur og ånd. Alt virker så naturligt, så rigtigt, som om det bare er noget de gør af lyst og ikke fordi nogen har fortalt dem at det er det der er rigtigt.

 

   Og her skulle så alt det ha stået

   Jeg ville have oplevet hvis jeg var blevet længere.

   Jeg har kun opholdt mig tre nætter og

   min afgang var en festforestilling for

   de kære venner i landsbyen. Først kom båden.

   Jeg fistrede rundt og sagde farvel styrtede ned til båden.

   Den sad på grund, så i en halv time sad jeg og tænkte på,

   om det mon ikke var bedre at blive. Jeg stod af. Båden kom løs og

  De passagerer, der endnu ikke var kommet om bord,

  måtte vade langt for at komme til næste mole, 200m. Jeg stod og

  kiggede sultent efter dem. Løb så efter dem og gik om bord igen.

   Gik af igen, lige før den sejlede.

   Men den sejlede kun 10 m, så skulle der læsses bambus af.

   Jeg sad helt rundt på gulvet. og stirrede på dette arbejde.

   Gik så om bord igen. Indoneserne stirrede undrende,

   Det var virkelig en festforestilling. Og 1/2 time senere,

   Nede ad floden, bad jeg panisk styrmanden om at stoppe

   en båd på vej op tilbage mod landsbyen. Det kunne ikke lade

   sig gøre. Jeg måtte standse ved næste mole og leje en båd tilbage, 5000rp!

   Så kølede jeg ned, købte småkager og øl for 1500 rp som jeg nu

   sidder og trøster mig med.

 

 Men det var virkelig rart at bo i landsbyen, hjemmefølelsen var helt 100 % selvom jeg var ved at gå ud af mit gode skind, når jeg ikke kunne få lidt ro eller en god samtale. Det slog mig pludseligt, hvor åndsvagt det var at tage til en anden landsby, når jeg nu var faldet til her, havde lært folk at kende og en gang stiftet gæld til dem. Men den har jeg åbenbart ikke fået bugt med endnu, den rastløshed der kommer over mig i en stor forsamling, hvor jeg tvinges til at være social. Desuden havde jeg også bestemt at jeg ville bruge ca 3 dage nede af den her flod. Det var efterhånden en ide inde i mig og kunne ikke overvindes af det pludselige klarsyn. Alle disse tanker kørte i ring i hovedet på mig, blandede eksistensialisme og meget andet ind i det, så det var umuligt at tage en rigtig beslutning. Hvilken livsmåde er den rigtige? At slå sig ned et sted og føle sig dybt ind i dette ene steds rytme eller søge nye steder, opdage, rekognesere, være nysgerrig? Ja, det var jo det sidste der fik mig til at tage fra Danmark, men dér ved jeg jo også, at jeg vil komme igen. På den anden side, hvis jeg kom til at kunne li` det andet sted endnu mere, ved at vende tilbage, ville næste afgang, nåe jae kun måske – blive sværere.

 

Hulk og snøft

Jeg , mig og stakkels ego…

 

( Psykologen : ) nå, og så tog du af sted?

 

Nå, nu vil jeg ikke tænke mere over det, sket er sket. Jeg får heller ikke resten af den to uger lange begravelsesceremoni at se, med den store kulmination når de to bøfler slagtes. Gud, hvor får jeg lyst til at stå af og tage tilbage!! Nu har jeg taget en beslutning om at tage af sted og enhver ændring tolereres ikke nu! Det er af hensyn til dit eget helbred!! Ok ! Ok ! ………hvor var det åndsvagt at stå på…. NÅ MEN SÅ TA´ DA TILBAGE !! ….jamen jeg ved jeg ikke kan beslutte mig for at stå af og vente på en båd den anden vej….. NÅ, MEN SÅ DRIK FOR HELVEDE DEN ØL OG GLEM DET HER !! Der går s`gu ingen skår af dig hvis du ikke ser og hører de der danse og slagtninger de næste uger. Den eneste grund til at du er ked af det er den følelse du har med hjem. Den er ukomplet, – som en samling af indtryk der skal gøre Borneoturen særdeles værdifuld og som nu mangler et par mulige snapshots i memoryen!! …. osse satans jeg aldrig ka` ta` en rigtig beslutning… RIGTIG FOR HVEM ???? …nå ja… men jeg ville nu så gerne have følt mig mere som dayak, mindre som turist, og den mulighed havde jeg ved at blive….DRIK DEN ØL, NU!!!

 

10/7 – 81

 

Den sidste uges tid har jeg gennemgående været syg mindst ét sted, sovet på gulvet og aldrig talt med andre end indfødte. At jeg derfor gør tossede ting, bliver desperat til tider, vil jeg kalde helt naturligt. Jeg er vendt til landsbyen igen og det kræver utroligt eftertænksomme timer at gøre op med mig selv at vende tilbage. Det er et opgør med hele min tidligere rejseform, der har gået ud på at gøre alt for at komme til nye steder, ustandseligt.

Jeg ankom i går morges tidligt og skønt alle indbyggerne måtte ( ville ) have en forklaring, følte jeg mig alligevel velkommen igen. Og allerede i den lige overståede nat skete der noget spændende igen.

Jeg var til en såkaldt ” Belian Kenyang ” hvor syge mennesker åndemanes ved rituelle danse til rituel rytmemusik. Disse danse betager mig så meget, fordi de er ærligt ment, man tror på dem, udfører dem kun, fordi man mener de hjælper. Mens de udføres er der ikke den mest disciplinerede stemning, indrømmet, der spises og soves og børnene render rundt og leger. Alligevel var der i går en lidt speciel stemning. De syge var en baby, svag og sygelig med sin mor bekymret vågende over sig, en gravid kvinde, der ikke var synligt syg og en ældgammel indskrumpet kvinde, med skindet hængende om knoglerne. De lå forskellige steder rundt i dette fællesrum, jeg ikke havde set tidligere. Der er åbenbart mange af den slags bofællesskaber her. Det er en meget positiv følelse, at man altid kan bo et eller andet sted, – for her på Kalimantan deles alt, mad, hus, hjem og kommer man til et nyt sted bliver man næsten altid inviteret indenfor.

Fællesrummet var godt fyldt op med mennesker. En  mængde sirligt fabrikerede flette-ting, guillanter, skåle med alle mulige hellige objekter og røgelseslys stod midt på gulvet. Det er umuligt at finde ud af hvad alle de små ting stod for. Et bananblad var belagt med små figurer, lavet af mel og vand. De blev en gang i mellem puttet ind i et træhus. Et andet træhus hang stærkt dekoreret ned fra loftet og engang i mellem blev madstumper fra de mange fade offermad smidt derned. En askeild blev jævnligt overstrøet med et pulver, der fik alle handlingerne til at stå i et røgfuldt skær. To gamle i bar overkrop og flotte saronger om livet dansede svævende rundt om en udsmykning, der hang ned fra loftet, fagtende med farvestrålende sceptre, syngende mens rytmerne fra det 3 – trommede orkester fik atmosfæren til at blive intenst hjertebankende.

Noget helligt græs blev gnedet i hellige olier og til akkompagnement af gammelan og trommer hoppede de to gamle syngende rundt til hver af de tre syge, skiftende til at gnide deres maver, fødder, hoveder med det hellige middel. En gang i mellem blev der bidt lidt i maverne på patienterne, hvad en gammel en gammel kvinde fra tilskuerne syntes var for stærkt at se, hvorfor hun fistrede rundt og dækkede for denne handling, hver gang den så ud til at begynde. Og det blev ved, det meste af natten, ind imellem afbrudt af pauser hvor de to gamle sad stærkt koncentrerede og sang enerverende og mytisk og pauser hvor der blev drukket te, spist frittede søde kartofler, røget livligt og sludret livligt. Intet er mere helligt, end at der kan tages pauser. Senere på natten var gammelanspilleren så søvnig, at han tog en lur mellem de gange, der skulle spilles, hvorfor den nærmest siddende trommeslager måtte vække ham hver gang der skulle spilles. Men så kunne han også vågne, sætte sig op og slå den første tone på 1 sek.!

Ha, det lyder som om jeg var stærkt vågen som en verdensberømt etnolog, der for første gang ser en dans hos et nyopdaget folkefærd. Selvfølgelig er det nyt for mig, ,men jeg sad og gabte og nikkede med hovedet og drømte mig langt væk til de gungrende gammelaner. Af og til vågnede jeg op med et sæt, de gamle utrætteligt stormende omkring. På et tidspunkt langt forbi midnat bød en af indbyggerne mig en liggeplads, som jeg henrykt tog imod.

10/7 – 81.

I dag er så gået stille og fredeligt. Jeg spiste mine morgenris ( uadr! ) i langhuset, som jeg havde planlagt jeg ville sove i. Det blev altså kun til morgenmad. Bagefter gik jeg tilbage til ” Rumah Adath ” som stedet jeg bor i hedder. Adath er dayakkernes kulturliv, og ” Kulturhuset ” er bygget af stærke træplanker, solidt og ” normalt ” af udseende, – modsat langhusets højtsvævende, lette konstruktion. I kulturhuset er der aldrig et roligt sekund, modsat langhuset, hvor der nærmest er ophøjet ro.

Men at sidde indenfor i kulturhuset kan beskæftige én i timevis. Mens et par af de gamle næsten dagen lang messer over den døde, er der et leben af børn og voksne som får foretagnet til at minde om en mellemting mellem en børnehave og en banegård. Børn med bare numser fistrer storsnottede ud og ind mellem sovende voksne, skrigende grædende. Et par slås om en sutteflaske, så mælk og flaske ustandselig ryger i gulvet, kommer op i én mund, op i en anden. Det får en naturlig pause, da et langt mælkestrint rammer en af de sovende mellem øjnene.

Fra et utal af kroge hænger unger ned, viklet i opspændte klude. Og kvinderne sidder i BH og topløse skubbende ungerne frem og tilbage i varmen, så fluerne drøner nervøse rundt og forsøger at sætte sig roligt på min næsetip, der er placeret lige i vejret, tæt ved døren, hvor min sovemåtte er rullet ud.

Den stærkeste renlighed praktiseres ikke her, hvor bare tæer efter strejftog på omegnens mudrede stier placeres på gulvet foran tallerknerne med ris og agurkesuppe. En lille skål mel fra offerfadene ( den del af dem, der er beregnet til den levende part af begravelsesceremonien ) er fanget af en utroligt lille dreng, der med et bøvet babygrin stryger det ud over gulvet, hvorfra han til forældrenes årvågne opsyn smasker det op i munden, omkring hovedet, indtil han stoppes af den urokkeligt rolige mor med de store guldtænder.

Ungerne her har den sædvanlige proteinmangelstrutmave der kommer af indonesernes masser-af-ris-lidt-af-det-andet-spiseri. men selvfølgelig, det er ris, de har mest af. Det er blot underligt, jeg ser høns overalt, men aldrig et æg, fiskene æder afføringen ud af røven på én i floden, men aldrig bliver der fanget én. Peanuts, dåsefisk, dåsekød, æg og andet handles i de nærliggende købmandshandler og omegnen strutter af jord, egnet til køkkenhaver. Og har de råd til guldtænder og 15000 kr`s – ceremonier som denne har de s`gu også råd til ordentlig mad. Men det bryder de sig ikke om at tænke på. Maden de spiser er ceremoniel og traditionel, ris i spandevis og til tider lidt røget urskovsvildsvin, det sidste meget deliciøst. Den manglende renlighed er forårsaget af det meget afslappede liv, hvor man smider sig på gulvet, hvor man har lyst. Men denne afslappen gør også, at alle har det meget bedre psykisk, aldrig ser man en sur eller gal mine. ( Kun min ).

At man altid er sammen gør, at man lige fra fødslen er vænnet til samværet med andre. Folk her virker utroligt afslappede i forhold til hinanden og selv blandt børnene – hvor der også bliver slåsset, reddes situationen af en dybtliggende glæde for hinanden, der gør den sure mine kortvarig og bestemt….

Det er svært at gøre rede for indonesernes psyke, jeg kan kun beskrive hvad jeg ser. De er meget kærlige overfor børn, de unge fyre på min alder leger tit ærligt og spontant med en unge, de fanger i forbifarten.  Er der en gruppe ti-års drenge samlet, og den ene af af dem på et tidspunkt demonstrerer, han stadig har et hidsigt temperament, moppes han ihærdigt af de andre. Men de gør det ligesom på en hjælpende måde, griner ad ham, og siger at han skal holde op med det pjat…Og er der en unge, der opfører sig utilfredsstillende utilbørligt, bliver den umastelige afstraffet med et skub, en vred mine og et “Ehhju!” – så er den påt ude. Der tæskes ikke her, hvor traditionerne har nedlagt et livsmønster, der udelader de fleste grundlæggende frustrationer og tanker om livets formål. Man er for hinanden. Kun den vestlige verdens fremmarch gør nogen urolige, får nogen til at hige mere efter materielle goder end at dagen ender godt.

11/7 – 81.

Jeg vågnede op i morges i et roligt, smukt belyst rum, det store fællesrum i det lille af de to langhuse. Udenfor, 3 m nede, gokkede et par høns rundt, fra urskoven omkring lød fuglefløjt og cikadernes spillen.

Det indre af rummet består mest af råt tilhøvlede træstammer, forskelligt sortede træskillevægge med derafkommende forskellige farver i varme brune nuancer. Gavlens flettede fibervæg tillader solens første stråler at komme ind som tusind stjerner fra en nattehimmel og ydervæggenes tremmevinduer giver rummets brune overtone en afveksling i grønt og gyldent, fra de solbeskinnede palmegrene udenfor.

Jeg sidder i skrædderstilling en tid lang og indsnuser roen omkring mig. En pige i grøn kjole med røde blomster på vimser ud fra et siderum og kigger betuttet på mig med sine store sorte øjne stikkende frem af et stort,busket og krøllet hår. jeg rejser mig forsigtigt op og drikker en kop te, der er stillet frem. Så går jeg ned til floden for at vaske mig.

Senere følger jeg med én af indbyggerne til en nærliggende landsby, en 20 min`s spadseretur ad en smal junglesti. Det er som at gå i en anden verden, når man først er kommet ind under det tætte tag af blade og grene. Insekter og fugle giver stemningen en intens summen og solstrålernes tilfældige gennemtrængning af løvet får de mange eksotiske planter til at spille i et utal af grønne nuancer- Hist og her lyses der op i blåt og lilla når en sommerfugl i ekspresfart flakser over stien. En flok aber i et nærliggende træ knaser i løvet og bryder dermed den intense hede stemning og min ledsager råber til aberne, der svarer med at hoppe fra træ til træ i store spring.

I landsbyen høstes der kokosnødder og efter at have forfrisket os og forspist os i frisk kokos bydes der på middag i et nærliggende hus. En salat, lavet af en vældig rød blomst, en ” Jaum “. Det får risens gammelkendte smag til at blegne i et lækkert aromasus.

Det lyder som et paradis, men der er knas i det. Jeg bliver sommetider spurgt om ting, som jeg vanskeligt eller slet ikke forstår, da jeg stadig er meget dårligt til sproget. Og forstår jeg spørgsmålet forstår jeg i reglen ikke at svare, med et ordforråd på 50 ord, er det svært… Så der tales normalt dayakdialekt og jeg overlades helt selvfølgeligt til mig selv. Men pyh, det er svært at sluge altid at følges rundt med nogen, altid at være i zselskab med nogen, uden at være i stand til at forstå et ord, eller bidrage med et.

Det har regnet en tid da vi begynder hjemturen og den dryppende jungle giver mig om muligt en endnu intensere følelse af at være i en fremmed verden. Jeg ser, at jeg blot er midt i et eventyr, et eventyr i den virkelige verden og jeg accepterer dén tilskuerens rolle, der er blevet mig til del.

Vi når en lysning i hvis fjerne ende der står en hytte.Fjernt klokkespil når til os fra hytten i hvis halvmørke vi kan se en gammel mand sidde på hug! Mens musikken når os gennem det regnvåde jungleløv, og vi står og tisser, og aberne i det samme rasler og skriger i trætoppene, bliver jeg alvorligt i tvivl om det her virkelig èr en virkelig verden. Det mindede mest af alt om en ånd, der spillede gammelan deroppe i den fjerne, tågede del af lysningen.

 

13/7 – 81.

 

Dagene går, monotone, men monotone i en hverdag så fremmedartet, at jeg nyder hvert sekund. I går sad jeg roligt i et af langhusene, mediterede, blot indsnusende den atmosfære af hjem, der vitterlig strutter ud af disse langhuse. Alt ser så håndlavet og så hyggeligt ud, lyset og dets spil i det brunlødede træværk giver de store rum en intens glød, der får ethvert moderne hus til at ligne et gravmonument over den glemte spontanitet. Hyggen er den samme som i et gammelt bindingsværkshus med strå hængende ned fra loftets grovhøvlede bjælker. Det er som om enhver sammenføjning, enhver sammensnøring, ethvert skævt gitter af tilhuggede grene, bøffelkranierne på de tykke midterbjælker, de flettede gulvmåtter og de store lagrer af gamle, kinesiske krukker fortæller hver deres lille historie om mennesker der har lavet dem, mennesker der har brugt dem og giver en hel menneskeheds historie fra sig i tavs udstråling.

 

Pludselig, mens jeg sidder der, invaderes rummet af en mængde mennesker, de fleste genkender jeg fra landsbyen. De medbringer musikinstrumenter, gammelan og trommer + nogle små krukker og bakker med små offergaver, og sirligt udklippede fibre i sjovt foldede mønstre.  Der skal danses Belian, en af beboerne i huset er syge, hvad jeg ikke ved. Orkesteret starter op meget hurtigt og en ung fyr fra landsbyen begynder at danse meget hurtigt og livligt omkring nogle udskårede, flettede fibre2, der hænger ned fra loftet. Samtidig synger han hjerteskærende, ordene strømmer op dybt nede fra maven. Rytmen er fantastisk hurtig, de 4 trommer bearbejdes hårdt, hurtigt og brutalt. Gammelanen bearbejdes af en ung fyr, der ikke har alt for meget tjek på det, han må ligesom kæmpe for at holde rytmen. Så sker det, der får mig til at huske det hele som en bulderbragende oplevelse : En ung kvinde visker over og griber de to groft tilhuggede trommepinde ud af hænderne på den overraskede fyr. Med et drøn starter hun ud, og hvór hun kan flytte poterne! Mens fyren højst slog hver klokke an to gange får hver klokke nu et utroligt hurtigt antal anslag, samtidig med at hun varierer valget af klokke meget mere meget hurtigt. Det er umuligt at beskrive det skift i intensiteten der skete. Hendes små hænder bevægede sig med virilitet og kraft, guldørenringene og guldtænderne gnistrer, det sorte hår vibrerer, og de næppe 30 år gamle øjne holder køligt styr på spillet.

Bedste gammelan spiller EVER!

 Danseren er livet kendeligt op, de unge fyre betragter måbende kvinden, trommeslagerne trommer som aldrig før, en krydrende følelse af varme, ophidselse fylder mig og jeg får lyst til disse varmblodede stærke borneokvinder som aldrig før.

 Så pludselig stopper musikken, folk går igen. Det har næppe varet en halv time, men så meget kortere det var, så meget fantastisk var det også og jeg går ud af huset med min eventyrlyst og evige appetit glemt bag et indtryk så stærkt, så stærkt.

 

 Om aftenen er jeg tilbage i huset. En af ungerne har fanget en mystisk udseende spidssnudet sumpskilpadde, som de groft og brutalt parterer. Og spidder på et spid. Så samles familien til middag i et højloftede køkken, med ildstedet glødende og petroleumslampen givende de grove træpaneler og utallige kroge og sprækker en uendelig dybde i mørke, flakkende skygger. Da jeg har vist en stærk interesse for skildpadden, får jeg lov at spise hovedparten af den ( æh, det vil sige, hovedet spiste jeg ikke. Det fik katten ) og det smagte virkeligt godt, stegt som den var i sit eget fedt. Virkelig en tilfredsstillelse at spise, hvad man vel 100% kan sige er en del af landet man opholder sig i. Sjældent og nyt oven i købet!

 

 Jo længere tid, jeg opholder mig her, jo mere går det op for mig, hvor dybt kulturelt bevidste disse mennesker er. Det er ikke blot dét, at der holdes en masse ceremonier, det er også i hverdagen. Det er ligesom om de tror der er en gud i alting, at hver hverdags akt skal udføres på en speciel måde, der tilfredsstiller guderne. Men de små akter er meget positive, da de gør gruppen, i hvilken de udføres, mere sociale.

 Tag for eks risen. Der skal hver dag koges 50 kg ris og det sørger kvinderne for sker i store, brede tallerkenformede gryder. De sidder ude under et palmebladshalvtag, 20 kvinder, sludrende, pjattende, arbejdende. Af og til kommer der så en mand, dypper sine fingrer i ris fadene, spiser et ris korn og rør et par kvinder på panden med vandet. Så tager han et par bitte små ris korn med ind i huset hvor et par andre mænd eller måske børn tager imod dem. Samtidig er kvinderne ved at putte den færdige ris ind i store blade, sirlige små grønne pakker ris lægges i en stor kurv, der senere bliver båret rundt til de forskellige steder hvor der spises. Denne ris er ikke blot det sociale centrum ved tilberedelsen, den er også centrum om måltiderne. Hver tallerken fyldes med et enormt læs ris og to små skefulde kogte grønsager og spises så med hænderne i et tavst, guflende fællesskab, skrædderstilling på gulvet. Men selvfølgelig, i et traditionelt kulturliv har man vel også maden som centrum. Det er blot denne allestedsnærværende ris, der får mig til at væve…

 De ceremonielle akter fortsætter fra dag til dag, uafvendeligt fra morgen til aften og vil gøre det i en uge efter at jeg er taget af sted. Og når hele begravelsesceremonien er overstået vil den starte et andet sted, fordi her i omegnen er man stadig 100% helliget den gamle kultur – trods det stadigt stigende antal muslimer og kristne, der flytter hertil.

 Da jeg først tog herind, troede jeg det var et primitivt junglefolk, en slags hovedjægere i baskskørter der spiste larver og kogte abehjerner. Det er gået op for mig, at det er et typisk østasiatisk folk, med en lang kulturel udvikling bag sig, og 100 generationers fuldblods asiaterblod i årene. Den er ikke meget forskellig fra f.eks Balis, virker meget hinduistisk med alle de små kurver og krukker med offergaver og røgelse. Den er ikke så raffineret som Balis, den er som man kan forvente den kan holde sig i en fjern krog af junglen. Mens man på Bali går rundt det meste af året og forbereder og forbedrer sig i danse og dragter sker det her kun op til og mens ceremonien går for sig. Til gengæld varer denne begravelsesceremoni så i ugevis, ja på Bali ved jeg det sgu ikke!

 Men jeg kan sgu helt godt lide den fællesskabsaktivitet der går for sig, med klagesange, malen i hinandens ansigter, malen de forskellige statuer, der skal bruges i forbindelse med højdepunktet af ceremonien, og alt det andet jeg ser, accepterer som en del af det store skue og så glemmer i detalje. Ud over det går hverdagen videre i de store langhuse og i kulturhuset, med mødrene rygende, snakkende, afslappet på gulvet, mens mænd og børn ligger spredt sovende ind imellem.

 Og hvor er jeg så i dette mylder? Jeg har min taske på skulderen, går fra sted til sted, hvor jeg blot står og stirrer og stirrer på alle de mennesker og det meget de har at sige hinanden, både i leg og i arbejde. Normalt stirrer de igen og mit billede forstyrres en anelse, men på det sidste er det ligesom der er kommet en genkendelse i deres blikke.Som om jeg er blevet accepteret i deres hverdag. Jeg bliver også accepteret i deres malen-ansigter-akter, i deres danse akter, i køkkenets kroge og i det hele taget sætter deres gæstfrihed mig i stand til at komme overalt, blot jeg vil og kommer med åbent sind. Det sidste er svært, det er svært at komme ud over følelsen af at vandre i en eventyrverden, at være en fremmed, der er kommet ude fra den store kold vestlige verden ind i deres lille varme jungleparadis med alle mine frustrationer, selvhævdelser og generthed. Der er et par små piger i landsbyen der uden undtagelse sætter i et kæmpevræl hver gang de ser mig. Ja, mødrene bruger mig ligefrem til at skræmme dem – for at drille dem. Dayakkerne elsker over alt at grine, så det må børnene lære : kan der grines af dem bliver de ikke sparet! I det hele taget skal børnene ikke tro de er noget – og samtidig bliver de passet med kærlighed af alle i landsbyen, et grædende barn overlades aldrig til sig selv. Børnene pylres ikke, mærker blot at alle er interesseret i dem. Der gøres ikke noget specielt ud af dem, men de bliver passet med en bestemthed og disciplin der tillader dem at gå rundt og lege og samtidig strammer nettet når der baskes for meget…Hvis en unge hyler fordi den ikke kan komme op af en stige, kommer der straks en arm og hiver den op med et indigneret grynt : hvorfor skal der grædes over så lidt. Og det grynt forstår ungerne, hvorfor de lidt efter lidt lærer at holde temperamentet og være en stolt del af et fælleskab – ikke en lille larmende knude, der finder problemer alle vegne, men en disciplineret ( disciplineret ved logisk tænkning ) del af gruppen.

 Tilbage til mig. Jeg sidder inde i kulturhuset, nogen af de gamle sidder som sædvanlig og synger. Fadene med ceremonielle lækkerier er under forberedelse af et par gamle kvinder og synet er efterhånden gammelkendt for mig, jeg har set på det snart en uge. Når jeg har siddet en time går jeg ud i et af køkkenerne, får lidt stærk duriansalat og lidt rørbagt risengrød. Så går jeg ud i en af de mange warunger, der er smækket op i forbindelse med ceremonien, som besøges af mange fra nær og fjern og drikker en kop te og får en kage.

 Så er ceremonien rykket udenfor.  Der danses af to gamle, den ene min gode ven. Han holder en levende kylling i den en hånd og en frisk bladkvist i den anden, svingende dem rundt over en jord, der skal indvies. Mens de syngende hopper rundt, kommer en masse forskellige mennesker og dypper hænderne i skåle med karry og skåle med frisk griseblod og tørrer hænderne i jorden på de hellige steder, hvor statuerne skal stå. Under er halvtag bliver dragehovedet og -halen på den farvestrålende tomands krokodillekiste indviet med sange og strøelse. Oven i købet får de to relikvier en smøg hver at ryge på.

 Min gode ven, det var ham der først bød mig velkommen, lånte mig sin blitz, ham hvis hjørne jeg boede i de første 3 nætter…

16/7 -81.

 Nu har jeg rejst det meste af et døgn ned ad floden, væk fra landsbyen i junglen, ud mod havet. De første 8 – 10 timer sejlede jeg med en lille, overlastet putbåd af 3.rangs klassen. Det eneste sted der var plads, var på taget.Og denne dag havde vejret bestemt sig til at være særligt ondskabsfuld mod rejsende på bliktage af gigtsvage floddampere i Østborneo. Trods det, at jeg hurtigt under den stegende stikkende sol havde rejst et egosolsejl vha min måtte og 4 af mine teltstænger, var jeg konstant jagtet af solstrålerne. Båden må jo følge alle flodens vilde sving og krumninger, så solen snart tittede ind fra den ene side snart fra den anden side, så jeg måtte vride og vende mig for at få skyggen til at passe. Da jeg havde vænnet mig til det , begyndte der at komme byger. Så måtte jeg kravle ind under det overfyldte halvtag mens min bagage fik den store Shower. Bagefter kunne jeg rykke ud igen, falde i søvn under skyernes skygge for så 5 minutter senere at vågne op med solen lige i synet. Rykke lidt, sove lidt, regn igen. Til sidst flyttede jeg ind under nødpresenningen permanent, dette var heldigt, 5 minutter efter begyndte en konstant, hamrende mur af regn at vælte ned over floden, så mit halvtag og min måtte krøllede sammen i afmægtig underkastelse overfor naturmagterne. MIne teltstænger blev rekvireret til yderligere understøttelse af presenningen, hvilket jeg fandt i orden, eftersom jeg delte beskyttelsen med de andre. Senere var der desværre en af stængerne, der strøg i floden, efterladende mig med et ubrugeligt telt, sikkert umuligt at sælge, hvad jeg ellers havde tænkt mig. Efter at have ærget mig over det en timestid fik jeg båden til at stoppe og læsse mig over i en anden, 2.klasses båd med rigtigt tag og beskyttelse mod regnen. Jeg havde ellers lært mine fæller under presenningen at kende godt. De forklarede om andre turister, der nemt blev gale og kunne lide at jeg tog livet under presenningen med samme humør som dem, og jeg forklarede, at før i tiden blev jeg nemt gal, men nu, efter 4 måneder i Indonesien, var dét saga blot.

Da jeg stod i regnvejret med alle mine ting væltende ud ud af min håndtaske i et forsøg på at tage sko og strømper på, mens den båd, jeg skulle borde, strøg op på siden af os og alle vennerne råbte, at jeg skulle skynde mig noget mere, fik jeg et perplektisk tilfælde af stress, så mit røde hoved taknemmeligt skjulte sig i mørket, men min følelse af fejl kunne ingen skjulested finde. Som altid undlader indonesere at påpege èns psykiske fejl, hjalp mig venligt ombord, og vinkede farvel i det regnvåde skær fra bådenes lanterner. Om lidt er jeg i Samarinda, hvor tilfældet må afgøre ruten til Singapore. Næste afsnit afventer jeg med tiltagende spænding!!!

 

 

17/7 – 81.

 

 Det havde jeg god grund til! De sidste to dage her har simpelthen været røvhylende skrækkelige – og det er ikke overstået endnu ! Samarinda havde ingen både til Singapore, hvorfor jeg tog til Balikbapan. Her tog jeg til kontor Patermina, for at høre på både til Singapore. Der var en til Dumai, i nærheden. En venlig Babak i kontoret inviterede mig hjem til hans residens og mens jeg opholdt mig der, foretog han en mængde opringninger. Da alt var i orden gik jeg til Immigrasi – OH! – det hadefulde ord – for at få lov til at bruge lidt ekstra tid til at komme ud af landet for – et rimeligt forlangende, synes jeg. Gud hjælpe mig om de så ikke fandt ud af at jeg ikke havde lov til at opholde mig i Kalimantan. Og gud hjælpe mig om de ikke forlangte at jeg tog til Jakarta for at få lidt ekstra tid at tage væk for.

 I morgen vil jeg stå i lufthavnen og enten tage en flyver til Tarakan i Nordborneo for at tage ind i Sarawak eller til Jakarta. Jeg aner det ikke. Eller båden til Dumai. Dumai er også Indonesien og arriverer jeg der den 23.juli er mit visa udløbet. Hvad fanden vil der så ske? Ingneting eller halshugning? Jeg ved det ikke. Den eneste sikre vej er til Jakarta, men det er også helt sikkert en dyr og træls vej, jeg HADER Jakartas dyre rod og forvirring.

 Gud, hvor er jeg “suppet i”! Jeg troede, efter amnge gange hos diverse immigrasier og polisier at så mange officials havde set mit visa, at der ikke kunne være noget galt. Og jeg havde også fået det indtryk, at det var muligt at opholde sig i landet lidt længere for at få en transportmulighed ud. Nul putte.Hvergang man får et “indtryk” skal man ikke lade det være med det , men få det bekræftet skriftligt, eller ikke tro på det.

I Jakarta er min ven Amin her 100 % sikker på at jeg kan få lidt forlængelse, men fra nu af er jeg 100 % skeptisk – hvorfor enhver beslutning er frygtelig at tage, for jeg må altid handle mod mine bange anelsers advarsler….

Familien jeg opholder mig hos er simpelthen en hjerneeksplotion af en forandring fra Dayakfamilien. Det var umuligt at forestille sig så store forskelle kunne være i èt land, i én provins. En nat sover man på en måtte, på et bambusgulv, i en stor fælleshytte midt i junglen, blandt et folk der lever stærkt i pagt med naturen, næste nat på båden væk og så næste nat her i dette overluksushus med aircondition, farvetv, lysekroner, stereoanlæg, mad i overflod, telefon. Og et typisk hjemmeliv hvor man sidder længe i tavshed, spiser i tavshed, er gensidigt generte, ser fjernsyn og er rigtig typisk civiliserede. Jeg kunne ligesågodt have taget hjem. Og selvfølgelig mener de i øvrigt meget venlige, hjælpsomme og rare mennesker at dayakkerne lever et tosset liv, bruger mange penge på fælles aktiviteter og har ingen penge til hverdagen. Og der står jeg så, med en så positiv følelse for netop den livsform, efter at have set hvor livsfriske mennesker den afføder, og bliver venligt behandlet af en familie med modsatte ideer, som ligger tæt op af dem jeg har levet i i Danmark. Jeg mener, jeg kan se mine to livsformer, de to jeg har kendt, de to som er så forskellige, så tæt sammen som jeg kunne se dem i et udstillingsvindue i et stormagasin…

Det er som om det opfordrer mig til at vælge, få mig til at tænke dybt, inderligt over hvad jeg vil her i livet, dele alt med en gruppe og arbejde for større forståelse og naturligt sammenhold med hinanden eller skabe en familie med kone og børn og hus og have og arbejde for at holde den på ret køl økonomisk og kulturelt, som en lille borg blandt mange andre…. eller er forskellen ikke så stor??

Dayakkerne har et sundt system kørende konstant, hvor i mennesker fødes og mennesker dør. Ingen behøver at skabe nye, livsfilosofiske ideer, lærer blot at leve i en pagt med hinanden, der udelader alle frustrationer og gør alle naturligt interesserede i hinanden, i fælles aktiviteter.

En familieborg, der bygges op fra grunden af to individer og en høj indtægt, ender som den her, hvor man sidder og ser fjernsyn hver aften, der er det eneste tidspunkt man er sammen. Hvert individ sørger for at have noget at tage sig til, men hvor dayak individerne oftest har fællesaktiviteter eller børneopdragelse eller de fælles kultiske aktiviteter, er individerne her optaget af at æde for sig selv, læse for sig selv ( selv det gjorde dayakkerne sammen, stærkt diskuterende ), se fjernsyn eller lytte hovedtelefonstereo. Ikke at de er forkerte mennesker, de tror på hinanden som gode mennesker, smiler til hinanden men lever ikke i hinanden, er bare sammen, det ægte og levende har de i dem selv, det kommer ikke frem ved generelt samvær, men ved personlige fremstød omkring kontante problemer. Her tænker jeg på Babak, der har inviteret mig her, fodret mig, kørt mig rundt, hjulpet mig med Immigrasi, spørgsmål og endelig fået mig til at nå en konklusion – et utroligt uselvisk opbud af energi – fra et menneske for et andet. Men det er en præstation, en opvisning af at dette menneske er godt, ultimativt, kan ikke blive bedre – og så kan det ellers fortsætte med at bede alene med sin individuelle gud, være et individuelt, ret usocialt menneske i en familie, hvor man går rundt og er venlige, civiliserede og individuelle overfor hinanden, slasker i lænestole og taler sammen hvis der ikke er skruet så højt op for fjernsynet, at stemmen må hæves til et leje, der kan høres af andre end den udvalgte tilhører.

Men det står nu engang ikke til en gæst at dømme sinde værter. Jeg havde helt sikkert en god tid der, i et hjem med mad, selskab og en seng, alt lige ved hånden når det var nødvendigt. Og jo mere jeg læser den slags, jo større dårlig samvittighed får jeg. Den sidste måned har været en stor modtagelse af andres ydelser.

Fra Balikpapan tog jeg en flyver direkte til Tarakan. I lufthavnen dér beviste jeg overfor mig selv, hvor slap og uvant jeg efterhånden var blevet overfor mig selv, at jeg uden at tænke over det gav 2.500 Rp for en taxi fra lufthavnen. Men inden jeg steg ind i taxien, arriverede en fyr, jeg havde mødt i Lambing. Denne fyr havde dengang inviteret mig, hvad jeg havde sagt nej til, jeg skulle ikke den vej. Planer skifter. Jeg blev inviteret til hans lærerbolig ved siden af den Kristne Kinesiske Skole i Tarakan. Han er selv halvkineser og hed Whennie, har en helkinesisk kone Esther. Huset er ikke meget at prale af, men der mangler ingenting. To frysere og farvetv og et månedligt forbrug på 2.500 kr, et betragteligt beløb for indonesere, ikke noget under, at folk fra hele Indonesien tager til Kalimantan for at tjene penge, da området er ved at blive udviklet fra grunden, er hele systemet rigere, nærmere f.eks malaysisk standard, end f.eks søvnige Sumatra. På Sumatra er der også rige folk, mange endda, men det er ligesom at der er det en langsom udvikling, ikke noget generelt, men som et system der altid har været der. I Kalimantans “storbyer” virker det hele nyt, fremadstræbende, internationalt, nej, det er løgn!! Det er beskidte træhusebyer. Men de internationale firmaer dominerer, gør også priserne højere, hvorfor folk må have mere i løn. Men Kalimantan er et udviklingsområde, hvorfor der kan tjenes flere penge end på Java og Nusa Tenggara, udviklingen i sammenligning er uendelig konstant…

Jeg blev hos Whennie to dage, optog halvdelen af hans tid med at køre rundt og finde færger nordpå, rundt til immigrationskontorer, lukkede, bankede på, kom ind og fik at vide at fremmede ingen mulighed har for at krydse grænsen mellem Sabah og Indonesien med skib. Han købte mit telt, gav mig lækker mad, krebs,rejer og stegt kylling, inviterede mig til et ægte kristent-kinesisk fødselsdagsselskab. To timers formel holden tale, syngen, salmer, oplæsning af biblen, ceremoniel lagkagespisning og endelig et kinesisk sammenskudsgildeorgie af mystiske specialiteter så jeg var ved at proppe mig ihjel blot ved at tage en lille bid af hver ret.

Hver gang jeg spurgte kære Whennie – for han er virkelig en fin fyr – om der ikke snart var grænser for hvad han gjorde for mig, jeg havde jo aldrig en chance for at betale tilbage. “Gud betaler mig tilbage” sagde han så, smilende pegende op i luften, spørgende mig om jeg ville have mere at spise, drikke eller om jeg ville sove…

Og han kørte mig til luftfartsselskabet og bad dem skabe mere plads til mig i flyveren til Tawau, jeg var nødt til at komme afsted før d.20. var endt. Og den 20. kørte han mig til lufthavnen, vekslede mine sidste 10.000 Rp til 38 M$, betalte min lufthavnsafgift, hjalp mig ved immigrationslugen og vinkede smilende farvel til mig, da jeg gik ud til den lille flyver, der tog mig her til Tawau.

Hvad gør man, når man bliver hjulpet så meget??? Siger nej tak? Men det er svært, når man er alene i et fremmed land at undgå at tage imod hvad der kommer af kontaktsøgen fra de mennesker, der er en del af det fremmede. Men jeg har en knugen i brystet af at være opportun, udnytte folks godhed, at vade ind i private hjem med store grimme træsko.

I Tarakan var det ikke nok at være en gæst hos Whennie. Whennie har en amerikansk missionspilot, mike, til ven. Og snart fandt jeg mig siddende i en moderne vestligt udseende dagligstue med den høje slanke Mike, hans kone og to små lyshårede piger. Om aftenen var jeg til et bibelmøde, 10 amerikanske missionsfolk, alene i nordborneo. De finder godt sammen sådan et sted, de styrker hinanden i sammenholdet. I slutningen af mødet blev det gjort op, hvor mange sygdomstilfælde og andre ulykker der var blandt dem selv og deres familie i staterne, og så gik det på rundtur, 10 bønner for hinanden, en solid måde at styrke sammenholdet på. Derpå blev der serveret en gryde friskpoppet popcorn og limonade – en god amerikansk kulturaften, var det.

Og — Mike har en ven her i Tawau, Mr Armstrong. Og derfor gav han mig et brev med til ham, så jeg også kunne blive hjulpet der…hvad jeg stadig ikke sagde nej tak til.

20/7 – 81

( I går…men hvad, det her skribleri skal jo holdes ved lige ).

Efter Whennie har vinket farvel, sidder jeg nu i flyveren. Der er ikke meget plads. Vi er ni passagerer og flyet er meget lille. Mine knæ har så at sige ingen plads og for at komme ind på sædet må jeg kravle over et andet. En bevinget minibus. Vi starter brølende ud af landingsbanen. Trods den vilde larm forsøger den midaldrende Godfather lignende italienerbusinessman i t-shirt foran mig at forklare mig om de grufulde omstændigheder hvorunder han måtte overnatte i Nunukan nord for Tarakan, fordi han ikke måtte krydse til Tawau og fordi der ikke var båd tilbage til Tarakan før dagen efter. Jeg forsøger at være koncentreret om hans fortælling, han er en type, jeg ikke er blevet overmættet af på min tur, men regnen, der drypper på mig i den utætte papkabine gør samtidig med take-off`et henover den vilde palmebeplantning min opmærksomhed splittet.

I en halv time brummer vi henover en slyngende kystlinie af sump, floder og mennesketomme junglestykker, hvorpå vi svinger ind over land, rigtig klippeland, og til sidst dukker Tawau op, med højhuse, brede gader og masser af civilisation og biler.

1/2 time senere er jeg kommet igennem immigration og står i Østmalaysia.

Nu har jeg det her brev. En ældre hvid fyr forsøger at lede mig ud af lufthavnsvrimlen, men jeg siger, at jeg leder efter en Hr Armstrong, der skulle have venner i lufthavnen.Mit held er, at denne fyr også kender Armstrong og lidt efter har denne fyr kørt mig til hans kontor. Årh, han skulle alligevel den vej. Disse folk, der hjælper her, smiler ikke overvenligt indbydende, hjælper blot, og det er det. Ikke den overvældende måde, som indoneserne gør det på. Hvert folk har deres måde at gøre det på. Jeg forsøger at vænne mig til denne mere neutrale facon, forsøger ikke at føle at jeg er dem i vejen eller føle jeg ikke har noget at gøre dér, når de sådan hjælper mig fysisk, ikke psykisk. Men de har deres personlighed der er meget mere individuel end de indonesiske.

Hr. Ken Armstron er en lille tyk prop, der gemmer sig bag et skrivebord i et airconditioneret kontor. Han læser brevet, hvor Mike beskriver mig som et fortabt tilfælde af en rejsende, der vil have hjælp til at komme videre. Efter at have serveret mig kaffe ringer han busstationen op, bus til Sandakan afgår i morgen 0700 – 30 M$ ok??

“Øhmmøh, jeg vil hellere stoppe” . Min nærighed er blussende rød. Jeg bliver indviteret til hans moderne hjem, får et dobbeltværelse med gulvtæppe, loftventilator. ja moderne vestlig standard.

Hele dagen vandrer jeg rundt i Tawau, opdager den vestlige verden i Østen. Overalt kører dyre biler, man kan få Carlsbergøl her og alle restauranterne er skinnende, med isskabe og franske fortorvsrestaurantborde. I de mange forretninger er de fleste vestlige goder at købe og byen er bemærkelsesværdig ren, overalt er der affaldstønder og fejemænd. I en del af byen er moderne beboelseskomplekser under opførsel. Aktiviteten i byen er så bemærkelsesværdig vesten agtig, at man ikke skulle tro det var så nær Tarakans grusveje og umalede træhuse og støvede indonesiske byliv. De mange knallerter på Tarakans hullede veje er her erstattet af Volvoer og Toyotaer på brede asfaltveje.

Jeg får mig en limonade og en avocado. Et par kinesiske/malaysiske fyre inviterer mig ud at køre. Charles Lee er 27 år, arbejder i Business som de fleste andre.Hans toyotasportsvogn drøner os rundt i Tawau City, med discomusik i stereoen. Vi snakker om piger og europæisk “way of life”. Om Tawau, der er frygtelig konservativ, har et rigt forretningsliv og en regering der helst kun ser Malaya-talk i en international verden af engelsktalende businesmen.

I Tawau er der ikke de store forlystelsesmuligheder, men så bruger vi heller ikke vores penge på disco og kan spare, siger Charles og griner. Vi kører og kører i ring, byen er ikke så stor endnu. Det lader til at det at drøne rundt, høre discomusik og snakke er en af underholdningsformerne. Indoneserne kan lide underholdning men plager ikke for at få den, den kan skabes hvor som helst. Men dette folk er allerede blevet vestliggjort og underholdning er noget man taler om skal findesgennem discoklubber, biografer og anden købt spænding.

Som sagt, så gjort, om aftenen kom han og hentede mig til Khong Fu – film. Hans pige var med, og hun var glødende, sankkede uafbrudt, drønede rundt med sportsvognen, havde været i Italien, og snakkede derfor europaliv med mig. En lille hvirvelvind i ønsket om at være en top pacet moderne vesterlig discokvinde. Og som hun var klædt i flonels undertrøje og store briller kort hår og en energisk, dominerende gang fik hun tre stjerner fra mig hvis der skulle dømmes om hendes succes. Khung-Fu-filmen varede 3 stive slagkraftige timer og da jeg endelig stod tilbage foran Armstrongs villa, var der låst og de sov alle. Så jeg stod 1/2 time og kaldte og råbte så naboerne må have troet der var tale om en optagelse af en film. Endelig dukkede Armstrong op. Vital som Ernst Hemmingway lukkede han mig ind i huset, lod som ingenting, mens han stod der i bermudashorts.

Well, næste dag fandt Ken en varevogn, der skulle til Sandakan, og jeg slog til, kun tænkende på at komme gratis afsted, fuldstændig glemmende, at jeg faktisk havde det skidegodt hvor jeg var, i et fuldkomment hjem, med mennesker jeg kunne tale med og som havde noget nyt at fortælle, en blød dobbeltseng i et rigtigt ægte soveværelse, europæiak standard – luftvifte. Og en ven med sportsvogn, der kunne tage én i byen og have skæg. Men før alle disse ting stod klart for mig ( de havde endda bedt mig blive ) sad jeg i lastvognen på vej til Sandakan.

Vejen er mildest talt temmelig dårlig mellem Tawau og Sandakan, men den er under forbedrelse, noget jeg tror har været i gang i lang tid. Hist og her er der et par lange strækninger med god vej, men normalt gælder det om at holde godt fast. De to kinesiske chauffører taler meget lidt engelsk og meget lidt malaya så jeg har masser af god tavs tid til at tænke over hvor dum jeg var at tage afsted, kiggende på de mange plantager, der mærker udsigten fra grusvejen. Kun på det sidste stykke af vejen er der tæt jungle til begge sider. Rigtig tæt jungle. Rigtig urskov, som den i Tarzan-bøgerne, det var en vild og blodig tyk lian udsigt…

Andre steder var urskoven ryddet af de store timber-kompagnier, lange strækninger med bakkede græsjordmarker med spredte afbrændte stubbe, der som sorte monumenter fortalte om menneskets fremmarch i en uberørt naturverden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad en amerikansk agronom-forsker, jeg mødte i en bus på Sumatra fortalte om denne urskovs udryddelse. En mængde dyr og planter bliver udryddet totalt ved denne uigennemtænkte naturslagtning. En basisbetingelse for at alt levende på jorden kan eksistere er, at der sker en stadig udskiftning af arterne, nye opstår gamle forgår i en stadig tilpasning til de skiftende omgivelser. Hvad nu hvis Hr.frø ikke længere kan leve i et vandløb nær marker, hvor der gødes eller på steder, mennesker også vil være. Hr.Frø forgår og hvis ikke naturen har arter nok at skabe nye arter ud fra, vil hr Frø efterlade et hul i fødekæden, så hr Stork også vil forsvinde. Fyren fortalte, at i hele verden er der en vis portion gener med et dertil hørende antal muligheder for mutationer og krydsninger. Det er nødvendigt med et vist antal mutationer, for at holde mulighederne åbne for at tilpasse sig. Bliver for mange gener revet væk fra genpuljen, vil antallet af mutationer dale, og det kan få katastrofale følger i en nær fremtid, hvor måske den netop rigtige mutation af et træ eller en græsart kan redde et døende landområde.

Og mens jeg kører igennem disse landskaber slår det mig virkelig, hvor nemt mennesker kan gøre disse perfekte naturkultururskove til døende ørkener. Der plantes plantager overalt af nytteplanter, hvad der nok kan holde landet gående en tid. Men fidusen ved urskoven er, at den består af utallige arter. Jorden bliver aldrig udpint, fordi der sker en konstant nedbrydning af planter, hvorfra nye planter, forskellige fra de gamle, kan gro. En urskov er en perfekt organisme og jordstykker, få meter fra hinanden, bliver udnyttet højst forskelligt. Mennesket er meget ubetænksomt, uforsigtigt, når det dræber noget perfekt. Som bekendt er det umuligt for det selv at skabe noget perfekt.

Natten mellem den 21.juli og den 22.juli var temmelig forfærdelig. Vi ankom kl 22 og kørte direkte til en boligblok, hvis ene etage var en hel labyrint af billige, åbne kinesiske spiseboder. Sandakan virkede temmelig fattig og beskidt sammenlignet med rige og rene Tawau, og mens vi kantede os ud og ind mellem de spisende mennesker på de rå bænke blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg ville tage tilbage til Tawau. De to kinesere talte uafbrudt kinesisk sammen og jeg følte mig totalt lost. Bagefter gik vi rundt i Sandakan. Der er mange høje blokke, beskidte betonkasser med masser af overfyldte rum og altaner. Bunden af disse huser små varelagre og snuskede beværtninger med fulde gæster. Historierne går om mange mord i denne havneby, hvis indbyggere dagligt bliver udskiftet med nye sømænd, kommende ind fra hele sydøstasien. Hotellerne kostede efter de to kineseres udsagn mindst 30 M$ pr nat, så jeg var ikke meget for det. I stedet ringede jeg fra et hotel til en kinesisk fyr, som Ken kender i Sandakan. Denne fyr havde desværre ikke rum til mig. Så efter at have turet rundt på diverse bordeller for at kigge på damer, kørte vi ind på en Shell station, hvor vi ville holde for natten.

Indtil kl 3 sov jeg i små 20 mins omgange, ustandseligt vækket af en sulten sværm af mosquitoer, nemt observeret som små sorte silhuetter mod neonlyset fra Shellbutiksvinduet. Jeg lå på en presening på ladet. Kl 3 vækkede jeg den ene af kineserne, der sov i den personvogn, der var deres transportgods. Jeg fik en plads og bandede over, at jeg ikke for længst havde søgt ly dér. Om morgenen vågnede jeg, beskidt, svende, søvnig med mavepine af ubeslutsomhed, hvad jeg nu skulle gøre. Hvis jeg ville tilbage til Tawau skulle jeg bestemme mig nu. Efter to timer ved morgenkaffen i en nærliggende kineserkopi, talte jeg med kineserne, spurgte om det var i orden at jeg tog med tilbage. Nu brød jeg mig ikke særligt om de to, de var ikke nær så venlige og udadvendte som indonesere er, tavse og neversmiling. Og det blik de satte op da jeg foreslog det, fik mig til at hente min drivvåde rygsæk, vade ned ad en lang række varelagre og æde kiks og kager, gå op i en bybus og køre til centrum for at finde en bus videre mod Kota Kinabalu. Her råbte turisten i mig på at gøre noget spændende og da jeg vidste der ligger et orangutan rehabiliteringscenter i nærheden, begyndte jeg at gå spørgende omkring for at finde bussen dertil. En gammel indtørret Malaya fyr tilbød usmilende at køre mig dertil.

Vi kørte dertil i hans gamle spand.Da vi ankom, sagde jeg mange tak. Det er ok, sagde han og kørte igen. Jeg var nær døden af træthed men gik alligevel med den store gruppe af lokale kinesiske turister, der fulgte med den store, brede, bredtsmilende Malaya fyr, der stod for den daglige frugtfodring af orangutangerne inde i den tilstødende jungle. Vi gik et par kilometer før et par orangutanger viste sig i træerne over os. De blev hurtigt kaldt ned af den hyggelige dyrepasser og de fulgte ham og os troligt til fordringsplatformen. Her stod vi en times tid og fulgte dyrenes leg med maden. Efter en tid blev de irriteret på alle os filmene og fotograferende turister og hoppede tæt ned til os og gloede olmt på os. Et tysk ægtepar drønede den ene smalfilm af efter den anden og fik nær smadret deres equipment af en pludselig udslynget orangutan-arm. Jeg ville også have et nærbillede, men pludselig hoppede min model ned på grenen ved siden af mig, fangede min ene arm og begyndte at gnave i den. Jeg begyndte at brydes med den og vi hev lidt i hinanden. Så hoppede den ned på jorden og begyndte at gnave i mit ben. Jeg syntes efterhånden ikke det var morsomt længere og forsøgte pænt at få den til at give slip. Den gloede olmt på mig og gnavede på mine hænder hver gang jeg forsøgte at skubbe den væk. Nu måtte fordringsassistenterne træde til og opdrage fyren til ikke at spise af turisterne, der blot gerne vil have flotte billeder med hjem.

Jeg kørte med det tyske ægtepar og deres 7 årige dreng ud til hovedvejen, hvor jeg hoppede af og ville tomle videre. Det var meget nemt, efter et kvarter befandt jeg mig på ladet af en åben varevogn, bumlende afsted på grusvejen mod Kinabalu. Støv og sol begyndte langsomt at mumificere mig havde det ikke været for den ustandselige rysten ville jeg have været et hvidt spøgelse, der ikke ville have nogen levende chance for at komme op at køre igen,- hvem vil have spøgelser i bilen ? Nå, da jeg blev sat af ved milesten 32, gik der 2 min, og jeg var på det næste lad. I over en time sad jeg dér, kæmpende med solen, støvet og de hårde stød. Landskabet var stærkt mærket af skovhugst og hist og her var horisonten en mørk mur af røgskyer fra brændende rester af den nedrevede regnskov. Brandene var så store, at der over hver hang høje, tykke massive skyer. Ved milesten 85 blev jeg sat af, fik en cola af chaufføren, der åbenbart var imponeret over min udholdenhed. I restauranten, vi drak i, mødte jeg én der skulle til Ranau og hen under aftenen stod jeg i Ranau resthouse. Der var fyldt op. Jeg fik lov at sove i hallen, men før jeg fik pakket ud var jeg inviteret med hjem af en meget højt åndet lokalkristen, der forklarede, at her var de også menneskelige…

Jeg nikkede ivrigt og fulgte med. De næste dage boede jeg hos en kinesisk familie i Ranaus skønne omgivelser, en dal emllem urskovsdækkede bjerge.

Her fik jeg virkelig den Slow-Down, jeg havde behøvet i Tawau, jeg fik lov at være mig selv og blev alligevel underholdt med øl og køreture rundt i omegnen.

Ranau er en nybyggerby, måske 30 år gammel. Centrum er 6 lange lave to etagers bygninger, med baggård og forretninger. Omkring ligger landet, dårlige veje og 300 m derfra er 100 ens udseende nye træhuse, Sabahs svar på Danmarks villakvarterer.

Familien har en gammel bedste, der fistrer rundt og serverer kaffe for mig, hvis jeg kommer til at kigge på hende. Når jeg hænger tøj til tørre, kommer hun og fortæller mig et bedre sted at hænge det. Alt sammen på et indtørret kinesisk sprog med masser af fagter. Manden i huset er en 40 – årig flink fyr med mange smilerynker og et sundt slankt legeme. Den 23.juli tog han mig med ud til et landstykke han har ude mellem egnens mange små kilder og floder. Det var et skønt frodigt sted hvor han holder høns og har en utrolig variation af frugttræer. Han tog sin bøsse med, det var meningen at vi skulle opholde os derude et par dage og gå i junglen for at jage. Stedet havde en træhytte hvor der boede en fattig bestyrer med hans to sønner og to vovser. Min ven gik igang med at ordne ukrudtet i plantagerne, hjulpet af en af hans sønner fra hans ti-mands børneflok. Jeg vadede rundt i omegnen og ventede på maden. Da de to var færdige med arbejdet lavede de en junglegryde med oksekød og en lokal umoden frugt som grøntsag. Før vi spiste gik vi i vandet i en flod med stærkt brusende vand over klipper, det var en herlig sport at kaste sig ud i strømmen og plaske ned ad floden.

Der blev desværre ingen jagt. Det er regntid her, så den ødelagde alle planer og vi tog tilbage samme dag.

24.juli

Denne dag tager jeg med husets intellektuelle ukønne datter og hendes veninde Judy til Pouring Hot Springs. Et typisk holde-picnic-sted et skønt sted gemt i urskoven oppe i bjergene. Men det bedste er denne dag ikke ikke urskoven, men Judy. Der er alt dét, jeg ikke er – hvad der får mig op på tæerne for at leve op til det så hun ikke tror jeg er helt tabt bag en vogn… Det er rigtig rart. Da vi ankommer viser Judy mig nogen junglestier man kan følge til diverse vandfald og flagermusegrotter. Hun vil ikke med, hun kan ikke lide iglerne, der uvægerligt lader sig falde ned fra træerne. Men jeg er da velkommen til at gøre det alene. Jeg vil ikke vise mig doven – skønt jeg er det – og kaster mig ud på stierne. En time eller halvanden vandrer jeg rundt på stierne, skræmmer flagermus i grotten, klatrer over rådne træstammer for at skide i det smukke vandfald. Jeg er helt alene i den summende jungle med dens forvredne himmelgående træstammer oversået med lianer og snylteplanter. Stierne går op og ned ad bjergsiderne. Junglen forsvinder engang i mellem ned i dybe slugter med vandfald eller hæver sig over et uigennemtrængeligt vildnis. Jeg tager en masse billeder og løber tilbage for at nå at få lidt af det medbragte blødbrød og plastikdrikkene. Her finder jeg pigerne i svømmebassinet, Judy i et varmtvandsbassin. En flok tyskere holder til her med deres net og superkammeraer – de studerer kryb. Der er hele ti af dem gemt rundt omkring og jeg lader mig følge op til hytten for at se på kryb. Vi tager tilbage, og mere kan jeg ikke huske fra den dag.   25.Juli
Denne dag forlader jeg Ranau for at tage til Kinabalu Nationalpark. Her vil jeg bestige det over 4 km høje bjerg, Gunung Kinabalu. Som sædvanlig skal alting gøres gratis så jeg kører med en ven af huset, en tankvognschauffør, til parken. På vejen skal han lige ud til en kobbermine, “Mammutmine”, og afleverer sin last af olie.
Vi kører utroligt langsomt, bilen har 5 gear, men Alias nægter at bruge flere end tre. Minen ligger et stykke fra vejen, oppe i en del af bjergene, jeg ikke har set før. Vejen er nu tæt belagt med drønende lastbiler og tankvogne. Denne mine må være temmelig stor, siden så mange har ærinde dér. Vi drejer om et hjørne af bjergvejen og dér, nedover bjergsiden, åbner minen sig som en gigantisk trappe, på hvis trin enorme lastbiler kører til og fra og lader sig læsse med den grågrønne malm. Vi kører fra de brølende malmvogne. Fabrikken ligger i bunden med sine store net af rør og ledninger, syvkantede dobbeltbygninger og rullende slisker.
I mens vi tanker af taler jeg med en 19-årig arbejder. Han kom dertil uden en øre på lommen, sulten, men med et bevis for at han kan ordne mekanik. Han fik job, hus og mad og lever nu et vildt liv med 5 dage i fabrikkens støjhelvede og to dages vild drikken og rygen marihuana. ” Men en dag har jeg sparet nok sammen til at tage til Australien – og så forsvinder jeg fra det her land og kommer aldrig igen – og jeg er ikke spor bange for at dø, jeg er ligeglad”. Han ligner en typisk ungdomsoprører, med sine røde øjne, lange negle og lange hår. Jeg føler sympati med ham og hans stærke drømme, men ser samtidig, hvor håbløst han sidder fast i arbejde og venner. Han får min adresse og lover mig et julekort.

Kl er 13, før jeg når nationalparken, hvor jeg bliver indlogeret i “Fellowship Hostel”, med udsigt til bjerget. Så snart jeg ankommer bliver jeg booket sammen med en ukendt japaner til turen op på bjerget næste dag. Samtidig arriverer et par herlige botanikere fra et universitet i Frankrig, de vil bestige bjerget tirsdag. Hvor ville jeg gerne bestige bjerget med dem. Men i dag er lørdag og det er for længe at vente til tirsdag.

26.Juli. Søndag.

Bjergklatredag. Møder kl 700 om morgenen foran hovedkvarteret to englændere, der også vil bestige toppen. Jeg ånder lettet op og annulerer alle aftaler med den gamle japaner, der alligevel ikke vil helt til tops. Vi bliver kørt de 3 km til startstedet for opstigningen. Koster sgu 60 kr, hvad jeg først opdager, da det er for sent. Rip Off!! Vi vader op ad den stejle opadslyngende sti. Ruten er virkelig malerisk og eventyragtig. Lange snoede rødder kroger hen over stien og skaber et indviklet mosaiksystem af trappetrin. Tykke mosgroede stammer hænger ud over stien og snylteplanternes filigranblade vifter ned fra enhver træknude og – gren. Det begynder at øsregne, den gamle japaner vender om til sin guides overraskelse. Vi 3 andre fortsætter sammen med vores guide, en gammel tavs tandløs fyr, indhyllet i et stort stykke lyserødt plastik. Vi fortsætter og når snart ” Carsons Camp ” i 2706 meters højde. Vores ben begynder snart at værke af den evige trappeklatren. Regnen og tågen nedsætter sigtbarheden og får de fugtdrivende krogede mosbegroede bjergtræer til at ligne stivnede uhyrer i en truende gestus ud over stien. Jeg synker lidt tilbage og ser de to englændere som to utydelige farveklatter i det blågrønne skyggede tågeskær oppe ad stien. Skoven ændrer lidt efter lidt udseende, bliver mindre slanke og lette, mere små robuste, med tykke blade og små blomster. Store klippeflader stikker frem hist og her. I 10.000 fods højde når vi en hule med et vandfald. Udenfor hulen vokser vilde hindbær, som jeg, trods deres surhed, grådigt fylder mig med. De to englændere fylder vandflasken og vi fortsætter igen. Skoven er nu sunket til to meters højde og løvet er småt og stift. På det sidste stykke før hytten, hvor vi overnatter, går vi over stejle klippestykker. Hytten er enorm, og vi undrer os over det arbejde det må have været at slæbe materialerne derop. Vi er dødtrætte, drivvåde og ville ikke kunne have bygget et korthus med de kræfter vi har tilbage. 1000 fod længere oppe er der et lille skur, hvor man også kan overnatte, men vi bestemmer os for at sove i den store hytte. Laver kaffe, forsøger at varme os i kulden. Kerosene – kogeren får alt vores våde hængt omkring sig på stole og vi kravler ned i vores lejede sovepose, klaprende af kulde. Højden er 11.000 fod. Da vi har varmet og spist vores medbragte dåsemad lægger vi os i soveposerne. Det er mørkt og det regner. Kl er 1900. Vi forsøger at sove. I morgen skal vi op kl 0300. Men som timerne skrider frem går det op for os, at det er umuligt at sove. Vores hjerter banker for fuld kraft, højden får ens krop til at arbejde så hårdt for at fungere, at det er umuligt at slappe af. Desuden har vi tømt en halv dåse pulverkaffe.

27.juli. Mandag

Efter en kold, søvnløs nat er kl 0330 om morgenen. Vi varmer os en kop kaffe og begiver os afsted med vores fører, Sanan, forrest. Der er to lygter så det er ikke altid nemt at se hvor man træder. I det mindste er det tørvejr. Vi når hurtigt 12000 fods hytten, den sidste før toppen. Beplantningen er kun spredt buskads. Efter at have slappet der i 20 min, fortsætter vi op ad klippen, der er temmelig bar nu. I det dæmrende morgenlys begynder bjergtoppens granitmosaik at slynge sig rundt i tårnene spiraler foran os. Underlige forvredne toppe og klippestykker stikker op og ud her og der. Det er hundekoldt og åndeløs synker jeg tilbage fra de andre. Det er umuligt at holde tempoet oppe i den tynde luft. Mike begynder også at sakke tilbage, så det bliver Andrew og Sanan der når den øverste top først. Vi er rigtige bjergbestigere, tager billeder af hinanden mens vi stolt står på denne den øverste top. Og knipser løs med kameraerne, hele Nordborneos kystlinie, Kinabalu bjergryggens stejle og forvredne toppe og sider, nationalparken dybt under os, alt bliver foreviget. Efter 20 min er vi dybfrosne og begynder langsomt den lange nedstigning. De første 5 min klæber vi os ind til klippen for ikke at falde, men så bliver bliver klippen ikke stejlere end at vi kan løbe nedad. Det er drabeligt at løbe med en horisont som et luftfotografi, men klippen er plan og overskuelig, så løbe nedad et bjerg i 4 km`s højde kan faktisk lade sig gøre!
Senere når vi de mere stejle passager, og må klatre forsigtigt igen. I 11.000 fods hytten laver vi kaffe, og jeg laver mad – de andre er ikke sultne. Efter at have slugt det røgede dåseandekød med nudler til fortsætter vi nedad. Den sidste halve time går gennem det meget frekvente regnvejr og vi når halv et om eftermiddagen hovedkvarteret, hvor vi betaler, drikker kaffe og tager afsked. Mike og Andrew vil tilbage til Kota Kinabalu, mens jeg bliver natten over. Det regner hele eftermiddagen og jeg hygger mig med en 40-årig australsk hippiekvindetype foran den buldrende ild i fællesrummets pejs. Hun er netop kommet fra Indien, hvor hun har gået i skole i 5 måneder sammen med sin mandhos en guru, en livslærer. Hun er en skøn fri og menneskelig lidt buttet mørkhåret kvinde med tørklæde om håret. Vi taler om at rejse, om vores oplevelser, om ilden vi ikke kan holde i gang, og om hvor ville det være lækkert med mælk i teen. Det er enormt hyggeligt og jeg nyder virkelig tiden.

28.juli. Tirsdag.

Efter 15 kopper morgenkaffe med mælk ( vi skulle have brugt den mælk, vi havde købt, nu vi skulle skilles…) går vi ud til hovedvejen for at vente på den tankvogn, der i sin tid havde afleveret mig ved parken, og som havde lovet at hente mig kl ti. KL 10.30 gider min veninde ikke vente længere og tager en forbipasserende bus til K.K. Kl 1200 gider jeg ikke vente længere og hitchhiker til Ranau for at se hvad der er blevet af chaufføren. Det viser sig, at hans bil er brudt sammen og at han befinder sig i K.K. Jeg får lov at overnatte hos Judys mor. Næste dag om morgenen, næste afsnit.

29.juli, onsdag.

Judys bror har overnattet i samme seng som jeg. Han er også tankvognschauffør, og tager denne morgen til K.K. Jeg kan følge ham, hvis jeg vil. Men den anden chauffør havde lovet, at jeg kunne sove hos ham i K.K. Så jeg kunne ikke få mig selv til at køre med nu, jeg bliver jo nødt til at betale for hotelrum, så. En anden chauffør igen vil køre om eftermiddagen, og han ved, hvor Lias bor i K.K. Egentlig finder jeg mig selv enormt pjattet på dette tidspunkt, latterlig i min stædighed for ikke at betale for noget. Den kære Judy siger, at det nok er bedst jeg venter til om eftermiddagen, så har jeg en chance for at bo gratis. Men jeg føler virkelig, at tanken ligger langt under hendes værdinormer, at lade sin frihed i den grad tæmme for at komme til at bo gratis. Hendes princip er altid at betale for sig selv, klare sig selv. Men jeg føler mig temmelig fortabt uden min sparemani. Det er virkelig ubehageligt. Det er virkelig muligt at gøre alting gratis, men min moralfølelse bliver rokket som et højhus under jordskælv, jeg må ustandselig lade mig lokke for at tage imod hjælpen. Eller det er i det mindste dét jeg vil have mig (selv ) til at tro, jeg forlanger, før jeg siger ja tak for hurtigt, – at jeg griber hele arme hvor der bliver rakt lillefingrer? Folk er så venlige, virker så glade i deres hjælpsomhed, at jeg får en dum forkert fornemmelse ved ikke at taage i mod, ja ligefrem bede om hjælp. Hvor skal man stoppe? Skal man holde sig for sig selv? Så ville der ikke være noget ved at være her. Så ville jeg gro ind i en indelukket skal, som jeg i øjeblikket ustandselig må brække i for ikke at blive opslugt i.

31.juli.

Jeg har opholdt mig en nat hos  “kl.2. – chaufførernes”  brors hus i K.K. – sammen med Lias, hvis hus var fuldt optaget af 15 sægtninge og venner, der var kommet rejsende, og ligefrem havde smidt ham selv ud af huset, så vi fandt ham i førerhuset på hans nedbrudte tankvogn.
Og jeg har opholdt mig en nat hos en familie, en indisk familie, som er venner af chaufførerne. De har huset en strandet dansk turist før og taler op af stolper ned ad vægge om hvor vigtigt det er at huse fremmede mennesker og få ens børn til at vænne sig til fremmede ansigter og skikke. Det er selvfølgelig rigtigt, men den tykke indiske Mama med de borende øjne bliver ved med at gentage det, fortælle hvor glade der er for at hjælpe, hvor gode de er og kigger på mig som om jeg ser ud som om jeg ikke kan forstå det.
Den 30.juli var jeg i byen K.K. sammen med Lias. Han havde enten dårlig samvittighed over ikke at have været i stand til at hjælpe mig eller også er han blot i det spendereglade hjørne. Han byder på kaffe, slik, mad, drikke, betaler mine indkøb og tilbyder at betale hotelværelse for mig. Min følelse af nærighed og nassen blusser op igen, jeg føler igen min forsøgen på afværgen ikke er særlig helhjertet.
Denne dag går vi rundt og rundt i K.K. i 5-6 timer. På et rejsebureau spørger jeg om billige flyveture til fastlandet. Men alt er allerede booked, det er snart jul for muhamedanerne, alle vil rejse hjem, og mange indbyggere i Østmaysia stammer oprindeligt fra Vestmalaysia. Jeg booker en 14-dage-i-forvejn billet fra Kuching til Singapore, det er kun 85 M$, mod de 310 M$ en direktebillet koster fra K.K. Jeg går rundt i den meget moderne udseende by med tusind tanker om jeg har energi til at fortsætte i Borneo, om det ikke vil resultere i tusinde nye nasseringer på turen ned til Kuching. Men billetten er købt, vi går rundt i det to etager høje forretningscentrum. De fleste bygninger i byen er høje moderne betonkonstruktioner, skyskrabere. Gaderne er fyldt med dyre biler. Lige før centrum er en vældig betonbro hen over de fyldte gader vejen til det store markedshus. På vej hen ad broen kan man gå ud ad sidebroer til første etage i forretningskvarteret, mange billiardrum og kaffeshopper dominerer forretningsbilledet. Vi går ind i et supermarked og jeg føler for første gang på turen den stress jeg altid føler derhjemme, når jeg går i Brugsen. Jeg vælger mig en pakke muesli, Lias ser undrende på min typiske vestlig-verden-ret, mens han selv spiser kinesisk tilberedt fisk i sød chilisov med løg, oliekogte bønnestykker og spejlæg med ketchup. Bagefter går vi ned på havnen for at høre om der skulle være skibe direkte til Singapoe. Det er der, men da standarden på disse skibe åbenbart skal være høj, har skibselskaberne bestemt at det er for syrt at køre og har skippet passagertransporten. jeg kan ikke engang få et job ombord, de vil ikke antage udlændinge. trist, det er ellers nogle sjove, bulede store rustne kasser af skibe. Det kunne være et helt eventyr at sejle med dem. Et af skibene jeg klatrer ombord på for at spørge er 4-5 meter højere end molen målt fra dækket og ligner en utrolig bunke rustent jern, trosser og trapper. På broen er der ingen, jeg går ind i skibets dyb. I en dyrt udstyret salon får jeg at vide at skibet skal til Afrika og ikke tager udlændinge som gaster. Vel, jeg går ud igen, kigger ned i lastrummet, 5 etager under mig, hvor havnearbejderne har travlt med at laste træ. Det er et skønt skib og jeg får en pludselig lyst til at sejle, til at have min dont omkring på det bulede, rustne landskab af et dæk, mens det bevæger sig på et øde ocean mellem to kontinenter.

…….. Vi går tilbage. ( Og får en kage ).

Om aftenen er jeg introduceret til den indiske familie, får øl til aftensmad.
Well, jeg bliver der et par nætter. Det var ikke det mest spændende, men forskelligt fra malysiske familier havde de et temperament, der ikke blev skjult. To gane blev der råbt og skreget spyttet og smidt rundt med ting, først af bedstemoderen, der var uenig med en af sine sønenr, så af moderen, der blev uenig med sin brors kone. Og hold kæft, hvor kan de tale deres volapyk-sprog hurtigt. In imellem lægger de en engelsk glose, hvis det er et slangord med kraft i. De er vel civiliserede.
Så den anden nat, kravler jeg ombord i endnu en tanker, og om morgenen den 1. august bliver jeg losset af i Sibitang. Her tager jeg en båd til Labuan, men den superhurtige speedbåd må vende om pga uvejr. I stedet tager jeg til Merapok. Herfra med speedkano til Lawas hvor jeg spørger omkring efter et sted at overnatte. En flink fyr inviterer mig hjem til hans bros hus i Trusan. Her er de ved at forberede afholdelsen af “Hari Raya”, muslimernes jule-og nytårstid.

Herfra er min vej mærket med frugten Durian. Durian er en sjælden frugt, sæsonnen er 14 dage i august måned, i hvertfald omkring Trusan. Her vokser i hundredvis af de 30 meter høje slanke, flotte Durian træer. Duriannerne hænger som små sorte prikker skyhøjt i løvet, men falder de ned skal man holde sig væk, deres bepiggede et-kilos skaller er ikke til at spøge emd. I Trusan kan jeg få alle de frugter at spise jeg har lyst til. De mange brødre, i alderen fra 20 – 35 holder af at have mig boende. Men jeg vil videre, min billet den 13.august vinker fra kuching. Jeg følges med en af brødrene ned til båden til Brunei. På vejen finder jeg 4 Durianner under et enormt træ og jeg bestemmer mig for at blive en dag mere. Det er den

2.august.

Om eftermiddagen går jeg med den ældste bror rundt og besøger andre huse i det landlige distrikt, vi opholder os i. Husene ligger et par hundrede meter fra hinanden, omkranset af masser af frugttræer. I hvert hus bliver vi beværtet med Coca Cola og slik, vi går rundt fra hus til hus og får serveret, det er juleskik at besøge hinanden hver dag og få serveret. Da min vært er meget benovet over min appetit for durianner får jeg også denne frugt serveret på min vej. Et sted er der en mand med et enormt ar i ansigtet. Et vældigt hul ind, der knækker hans gebis over i V-form, får hans mund i højre side til at krænge helt op til hans øje, der er lukket helt sammen, så kun et par øjenvipper stikker ud – øjet er væk, der er blot en fordybning ind. Men han smiler og vi snakker. Jeg spørger min vært ud om fyrens skæbne så snart vi kommer ud. Joh, hans far fangede en sjov fisk, mens hans mor var gravid. I følge muslimsk overtro skal sådanne fisk eller andre unormale ting lades alene, men faderen hakkede fisken i hovedet, hvorfor sønnen fik det samme hak. Og hvilket hak! Det er svært at lade være med at se på ham! Men det er samtidig også svært at gøre det. En mærkelig følelse. Hans ansigt ligner ikke noget jordisk.
Tilbage til Duriannerne!! I disse dage spiser jeg omkring ti om dagen! Efter de første 5 føler jeg mig opløftet, glad, de har en stærk effekt. De er som et narkotika, det er umuligt  at holde op med at spise dem, langsomt at suge det sjældent bløde utroligt lækre møre kød af frøene. Jeg glemmer mine diætproblemer, føler mig hundrede % tilfredsstillet, som at kysse en kvinde i timevis. Men den 3. tager jeg videre. Som sædvanlig er jeg i syv sind da jeg forlader stedet. Min vært vil så gerne have mig boende, vil så gerne se mig spise hans barndoms frugter. Det er som at forlade den kvinde man elsker. Og for hvad? For mine pligter? For mit eventyrsind!! Sikke en pligt at have! Imorgen skal jeg afsted igen. men hvor er her rart. Og jeg drømmer. Tusind drømme, for at lev tusind dage hvert sted.
Jeg tager med to brødre, ikke dem fra TV – serien, men to af min værts, der skal besøge en 3. i Bandar Seri Begawan, hovedstaden i Brunei. Vi drøner afsted i den tomotorede-af-groft-tømmer-sammenflikkede speedbåd, to timer fra trusan er vi foran immigrationsoffice, ventende på vores pas. Ombord på båden havde en kinesisk familie en tung last af durianner. Da de besluttede at lette den lidt, men ingen kniv havde til formålet, fiskede jeg hurtigt min frem, og det resulterede i slagtnmingen af ti-tolv durianner hvoraf jeg modtog min broderpart. Desuden fik jeg 4 til senere fortæring. Kinesere kan også være gavmilde! Hos broderen i Brunei overnattede jeg natten til den

4.august.

Men før jeg fik chancen for at sove var jeg ude at fejre Hari Raya. Vi gik fra træhus til træhus over smalle gangbroer i kystbyens stille nat. Landsbyen Muara er båret på piller ud fra kystlinjen. Hvert sted blev vi proppet med slik og sodavand. De muslimske hjem er farvefyldte, glimmer og spraglede vægge møbler og billeder alle vegne. “Vi er et farvefyldt folk” forklarer en af de mange rige. Muslimerne med deres farvetv og stereoanlæg. Der er ingen fattige i det lille Brunei, alle får på en eller anden måde del i oliepengene. Da min mave skriger stopper rundturen og vi returnerer til en stille nat i træhuset over strandbredden.

Næste dag tager jeg og mine to durianner jeg har tilbage med bus til Kuala Beliat. Foruden durian har jeg to-tre sandwiches med Danablu blå skimmelost, som et supermarked i Brunei havde på lager…
Fra Kuala Beliat tager jeg på stop videre bag på en åben varevogn. Ved grænsen finder de ud af at jeg i Trusan havde opholdt mig illegalt. Jeg havde glemt at tage til immigrationskontoret i Lawas, for at fortælle dem, at nu opholdt jeg mig altså i Sarawak, ikke i Sabah. Heldigvis lader de mig slippe igennem, alternativet ville have været at jeg måtte forblive i Brunei, alrdrig kunne komme ind i Malaysia igen!!

Her i Miri, d.4.august, har jeg en adresse på nogen englændere jeg besteg Kinabalu med. De sidste 17 miles kommer jeg op at køre med en luftkonditioneret limousine, en behagelig måde at arrivere til et par behagelige nemme dage her.
Da jeg steg af bilen, gik jeg ikke direkte til englændernes villa, men gik ned til stranden hvor jeg ville foretage et eksperiment.

Jeg garanterer, at jeg er den første i verden, der har spist Danablueostesandwich og frisk durian på en strand på Borneo. Det var sådan en fantastisk fornemmelse at spise det helt specielle stærkt smagende fra to så forskellige lande på en gang. jeg følte mig så fri, så helt på egen hånd, at jeg endnu engang glemte mine diætproblemer. Jeg er sikker på, at ingen diæt har Danabluost eller durianner på programmet!!

Det er i aften d. 5. august. Jeg har fået en del at drikke, sidder i baren i huset hvor jeg bor. Taler med en hyggelig englænder, en flippet type, tidligere punkmusiker med de rigtige frie ideer om hvad der er godt i livet. Han startede med at rejse til østen som 17 – årig og arbejder nu som 24 – årig som ingeniør på olieplatforme her i miri. Han er ikke den eneste englænder, stedet er fyldt op med halvfulde englændere, der nyder deres friaften omkring baren mens deres koner spiller dart i baggrunden. Jeg sover i et airconditioneret rum, og følelsen af at jeg skal ud på den støvede vej i morgen gør mig syg. Her har jeg lækker musik, god tale med ligetænkende vestlinge, en førsteklasses seng i airconditioneret rum – alt for første gang i lange tider – men jeg må videre, min billet kalder og jeg vil så gerne op i junglen her før jeg tager til Johore. Håber jeg når til Kuching til tiden!!

8. august.

Idiot! Kraftidiot! Kraftedme! Såvidt jeg kan læse vidste jeg, jeg havde det godt. Men det er ikke nok. Jeg skal have udført noget før det er ok! Strandet på en øde flodbred i en øde jungle med lidt nysgerrige indfødte. Er det dét du vil? Arg Arg og atter ARRGHH!!! Vel,vel jeg må snart til at tage hjemad. Jeg savner Danmark og danskere og ro.

9.august.

Well, det jeg helt specielt savner er blot lidt civiliserede mennesker og lidt civiliseret liv. Og det har jeg nu, da jeg her i Bintulu er blevet inviteret med “hjem” af en ung kineser. Han har et eller andet kinesisk navn, men mellem venner er han blot “John”. Han bor i en kinesisk restaurant med aircondition og elektriske vifter, så jeg efterhånden er helt kommet mig efter min hede, intetsigende tur til Tubau. Her er video og et interessant, hektisk kogende kinesisk køkken, hvor man om det ligger til én kan studere fremmede madkunster alt det man vil.
Da jeg kom tilbage her til Bintulu tog jeg omkring på havnen for at finde et skib til Kuching. Der var mange, men alle på nær én skulle først afgå i løbet af 3 dage og den ene, der afgik i dag, nægtede ubegrundet kategorisk at tage danske turister i lasede shorts ombord. Fast overbevist om mit sorte uheld ved enhver selvstændigt udtænkt handling besluttede jeg mig for at følge de fleste lokales råd : “Tag en flyver”. Og da jeg i MAS` kontor købte den 44 M$ – billet til Sibu, mødte jeg John her, som ikke er spor underholdende, men på den anden side opfører sig uhyre selvstændigt og voksent, regner med at jeg kan det samme og underholde mig selv mens han fistrer rundt med ordrersedler, madbakker og ølflasker. Selvfølgelig har vi talt sammen, i eftermiddags gik vi en tur langs den lokale strand, drak øl og talte om ting som landets regering, piger og film vi havde set. Ikke fordi objekterne var så nye, men hans evne til at beskrive ting var rart anderledes fra de normalt ikke særligt fortællende lokale. Han er helt europæisk i sin væremåde og det er rart at være i den slags selskab igen.
Vi venter i øjeblikket på en ven vi skal i byen med. Vi har allerede ventet to timer, men tid er ikke særlig kostbar her, man kan altid bruge den til at arbejde i. Men jeg kan hverken læse eller udstede kinesiske ordrer sedler. Derfor går jeg mig en tur i den hede aften. På vej over gaden for at se og lytte til et lokalt poporkester mærker jeg noget krybe langsomt op til mine bare tæer i den højre ramponerede sko. Klar over det store antal giftige småkryb der kravler rundt i varme lande sparker jeg fortvivlet med foden for at få det uønskede objekt til at slippe sit tag. Men det hjælper ikke, den uhyggelige kolde klamme følelse af et mærkeligt individ i min højre sko vedbliver at give mig koldsved på panden og med bankende hjerte bøjer jeg mig tappert ned for at stå ansigt til ansigt med min grumme skæbne. Det afskyelige væsen viser sig at være mit våde snørebånd, der er gået op – og ned i skoen. Well, så overlevede jeg endnu engang hvilket jeg belønner mig selv med en skive stegt banan fra en af de mange madboder i byens hektiske nattemarked. På markedet kan der købes kager, ” Welcome to Sarawak” – Tshirts, lejes bøger og det er virkelig en krydrende fornemmelse at gå rundt og indsnuse den eksotiske stemning.
Tilbage i restauranten. KL er 20 minutter i ti og vennen er ikke dukket op, det er derimod Ole, min faste følgesvend, og det varer ikke længe før han begynder sit job hos mig, det job der giver ham tilnavnet Lukøje. Selamat Malam!!

12.august, onsdag.

Jeg har en tendens til at havne de mest sindssyge steder. I øjeblikket befinder jeg mig på det støvede gulv i et vagthus i en militærlejr nær lufthavnen udenfor Kuching! Hvordan i alverden er jeg havnet her??

Det startede altsammen i Bintulu om morgenen d.10., hvor jeg efter en times forsinkelse kravlede ombord i den lille Fokker 27 propelflyver til mit lille 25 min`s luksushop til Sibu. Ombord forventede jeg den helt store kulinariske opdiskning, og gjorde klar til at sige nej tak, for at redde min tiltrængte diæt. ( Jeg vejer nu 72 kg, 6 kg har jeg taget på!!! ) . Til min store skuffelse var der kun juice at hente, hvilket jeg skyllede ned i håb om at ” det slanker nok “.
I Sibu havde jeg et telefonnummer til en fyr, jeg mødte i Bintulu. Jeg ringede ham op, men der var ingen hjemme. Gik i banken og vekslede penge. Gik rundt og vidste ikke om jeg skulle tage den sidste båd til Sarikai. Mødte fyren på gaden, drak kaffe med ham. Fandt ud af, at jeg ikke kunne bo hos ham og tog derfor båden alligevel. KL 12 båden var så i Syarikai kl 1.30, den sidste bus til Semangang var afgået 12.40. Heldigvis inviterede en flink kineser mig hjem til sit barndomshjem, et stort gammelt træhus langt ude på landet. Jeg tilbragte en virkelig fredfyldt nat der. Huset var uden elektricitet og jeg sad og læste mens kineseren talte med sin mor, som han ikke havde talt med i 1 år! Kerocenelampen suste og de små brødre sad på gulvet i det højloftede fællesrum og hørte de voksne tale.
D.11. tog jeg til Semangang. Her mødte jeg to englændere på vej til en super-stor-ceremonifest i et lokalt langhus. Det var sådan noget jeg havde ledt efter hele turen og nu havde jeg ikke tid til at være med. Da jeg forlod dem i  bussen til Kuching, sad jeg og forestillede mig hvordan jeg kunne have afbrudt min billet og købt en anden med et totalt tab af 50$, et allright beløb og så følte jeg mig endnu engang totalt umulig og dum til at tage de rigtige beslutninger. På vej i bussen mødte jeg en 18-årig indfødt fra junglen, der skulle besøge sin familie i Kuching. jeg fik lov til at bo hos ham.
Mens jeg er her, udvikler vi et godt venskab. Min ven er virkelig stolt over at være Dayak, en Iban med den kultur og magi der følger med.
“Hvis ti malajer vil slå mig ned og de ser jeg er Iban, lader de mig være. For alle ved en Iban har magi og ikke er til at slå ned”.
Om aftenen, når vi lå på vores sivmåtte i skæret fra petroleumslampen, fortalte han sagn og eventyr fra hans stammes historie, ting der virkelig havde gået for sig. Om dagen d.12. gik vi på sightseeing i Kuching, til museet med dets virvar af emner – men faktisk virkelig interessante samling. Der var en rekonstruktion af et dayak-langhus, så forskelligt fra de moderne øst-malaysiahuse men helt identisk med dem jeg havde opholdt mig i i Kalimantan.
Vi gik omkring i Kuching som virkelig har atmosfære, så mange gamle huse, posthuset med de høje piller og lange ornamenter, alle de små 2 etagers forretningsbygninger med en lille forretning i bunden og beboelse ovenpå, mast op ad hinanden i de smalle skyggefulde gader. og parken, som en superstor rundkørsel i midten af byen, omringet af nye og gamle stor-bygninger og selv beplantet med enorme Savannah-træer. En virkelig hyggelig og civiliseret by, du kan endda få HotDog her…
Jeg fandt et brev på posthuset fra fader Jørgen, det var helt tilfældigt jeg kom i tanker om at kigge efter, mens jeg var der for at sende et brev.

13.august.

Nu bliver jeg nødt til at skynde mig lidt, det er i dag den 19.august og jeg har hovedpine i varmen.

D.13. om morgenen fløj jeg med den moderne Boeing-jet til Johore Bahru. Vi kunne ikke komme nde, grundet tåge og gik ned i Singapore. Mig og to tyskere var henrykte for at komme direkte til hvor vi ville hen. Men til vores skuffelse måtte vi ikke komme ud og vi fløj tilbage til Johore, hvorfra vi tog tilbage til Singapore. Her indlogerede jeg mig på et 6$-pr nat “dormitory”, hvor rejsende som jeg selv sov 6-7 sammen pr værelse.
Her mødte jeg en del spændende mennesker, en 14-årig japaner, der studerede i Singapore og ikke ville være sin fjerne familie i byen til byrde ved at bo hos dem, og i stedet boede i Dormitoryet.
Om aftenen tog jeg ud til Brigitte og Dale Otum, et par jeg mødte i Singapore. De var begge hjemme og jeg havde en rar aften dér, talte om min tur, røg marihuana, så fjernsyn og spiste ostemadder. Jeg overnattede dér og lovede at ringe et par dage senere, fordi Brigitte var gravid og svagelig og ikke var i stand til at holde den udstilling af hendes egne billeder, hun havde planlagt i et lokalt søndagsmarked for velhavende singapoeranere. Jeg skulle så træde til, hvilket jeg meget gerne ville. Brigitte og Dale er et par søde mennesker, med stærke drømme og en lækker livsstil. De bor i et stort gammelt træhus, båret højt på pæle og omkranset af frugttræer. Dale er væk to uger af gangen på arbejde, og så har de to uger sammen, hvor de rejser rundt i Asien eller nyder livet i det store træhus, der er fyldt med sjove gamle asiatiske antikviteter.
Tilbage i dormitoryet d.14. og d.15. har jeg selskab af en sød italienerinde, jeg bor på værelse med. Vi går ud og spiser sammen på en fortorvsrestaurant nær Bencoolen. D.15. om eftermiddagen tager jeg ud til Brigitte og Dale igen, efter aftale pr telefon. jeg finder huset låst og forladt. Ladet med en tålondighed, oplært gennem lang tids rejse i lande hvor alle har godt tid, tager jeg en madras, der ligger i garagen og lægger mig under et træ og venter. Efter to timers søvn vågnede jeg op og fandt huset stadig tomt. Så gik jeg op til et loklat spisested, satte mig og så forvildet ud. Hvorefter et par indere satte sig og bød mig på drikkelse. Lidt efter var jeg inviteret i byen, og inden vi skulle gå ville jeg lige kigge efter Dale. Han var kommet hjem. Brigitte havde mistet sit barn ( 3 mdr gammelt ) og han havde været på hospitalet hele dagen med hende. Han gav mig nøglen til til huset hvorefter jeg forsvandt i byen med en gruppe indere.

Singaporeanske indere er frygtelig flinke fyre, og faktisk opholdt jeg mig hos dem til den 22.august. Jeg boede et par nætter hos Brigitte og Dale, men det var lissom de var to og det var nok. Om mandagen var det meningen jeg vile til Tioman, men jeg forsøgte at skaffe mig et job i et oliefirma ved at fylde en formular ud om mandagen. Og da det vat gjort var det for sent at tage afsted. Jeg forlængede mit Singapore visa en ugen og drog ned til inderne, der, når de var hjemme, behandlede mig virkeligt godt, fodrede mig, drak mig fuld i byen , tog mig med på bordeller. Om dagen, når de fleste var på arbejde, gik jeg tur i Singapore by, og alt det jeg så, oplevede og lugtede og tænkte i og om den by kan fylde flere bøger. Men da tanker bør skrives når de tænkes og handlinger ikke må blive for gamle, vil jeg ikke skrive mere om den tid. – Hvad jeg kan skrive om den nu kan jeg også huske i Danmark. Desuden er jeg doven.

Jeg tror, det er den

26.august

I dag. Hvad kl. er må guderne vide, først på eftermiddagen tror jeg. Stedet er Tioman, en lille tropisk tidløs ø ud for Malaysias sydøst-kyst. Tidløse øer er de bedste, der er mest forskellige fra Singapore og civilisationen. Man kan sidde en hel dag uden at mærke tiden går, uden at gøre noget. Siger hele tiden : I morgen vil jeg forsøge at få et job hos de lokale, hjælpe til med turister, hjælpe med at fiske. Og lignende små sjove ting. Men selvfølgelig så er stedet ikke tidløst mere, der er arbejde at gøre. Og er et sted nu også tidløst når der er masser af turister, der også nyder det tidløse, er det så ikke turisttid?? Men her er rart øde. Lidt længere ned ad stranden og rækkerne af kokospalmer bor en gruppe tyskere. Der er et par søde, smilende ensomme piger, der selvfølgelig allerede skal hjem i morgen! Jeg dropper alle arbejde-for-de-lokale-planer for i dag og går ned og spørger om vi skal gå en tur. Ellers har jeg i dag sagt farvel til den danske pige og hendes dansktalende tyske ven, som jeg har boet sammen med i to dage her i Aziz` hus. Da de var sejlet spiste jeg en durian, for dem har de også her, – og svømmede en lang tur. Og nu er jeg alene i min hytte. Ensom på et smukt sted, med kun bølgerne og en lille kat at snakke med. Prisen pr nat er 4 M$, ca 12 kr. Maden er dyrere, så jeg må passe på ikke at spise for meget. Jeg er heller ikke stolt af mit fedtlager, det passer ikke for strandløver. Alligevel, durianner er der altid plads til, både i maven og på budgettet. Ak, hvor bliver jeg melankolsk. Her er så smukt og jeg er så ensom. Gid en af mine venner pludselig faldt forbi.

31. August

Stadig på Pulau Tioman. Jeg må være blevet fanget af det rolige, stille alt-eller-intetsigende liv man fører her i varmen. Men når jeg bliver for slatten til at svømme også, til at vaske mig, til at skrive denne fordømte dagbog, for træt til at tegne, for træt til at flytte mine ører fra den skingrende transistor, der i øjeblikket poster en islamisk messe ud i rummet hvor jeg sidder, ja så er der sgu noget galt. Derovre sidder en smul indfødt pige og kigger indgående smilende på mig, så jeg bliver ganske skør i hovedet. Til morgenmad sad jeg på en hylde i en hytte ved stranden under kokospalmerne og røg marihuana med Zol, den fyr jeg i øjeblikket bor og spiser gratis hos. Min sløvhed og dorskhed er så dejlig stor at det også rager mig en papfjer. Det rager mig om jeg bliver gode venner med denne og hin, men lykkes det er jeg glad for detså længe det varer. Mange solbrændte kvinder, flinke og rare, søde og sexede. Smilende malayer, der blot tager alting så roligt.
Zoll har givet mig et lille job, rense lamper, vaske op og andre småting. Så kan jeg bo og spise gratis så længe jeg vil. Håbløst. Sunket i et så dejligt sted, umuligt at forlade fordi det er så nemt at blive. Heldigvis render mit visa ud den 6.september, så jeg har en sikkerhed for at komme videre. Og hvor meget har jeg så fået tegnet? Har jeg fået tegnet det store knudrede mangotræ der som en tropisk eg knejser højt og bredt og dominerer hele stranden ud for stedet jeg bor? Eller den skønne udsigt, bjergene med deres træbevoksede sider styrtende i havet der hvor bugten ender i horisontlinien? De knejsende kokospalmer langs den hvide og meget lidt turist-og-øldåsebefængte sandstrand? Eller det buskede mangefarvede koralrev med alle de trutmundede PicassoSpraglede fisk piskende over og under landskabet som unge fyre fra landet der hele tiden må drøne rundt på motorcykel, aldrig kan lægge sig et sted og kigge op på skyerne der sejler forbi. Alle har travlt, fiskene, fuglene og de malaysiske mødre. Kun mændene siddeer under træernes skygger i deres saronger og spørger “Suda mandi”, “suda minum” til hinanden når en af dem lemmedasket bevæger sig afsted. Ingen af dem er forsynet med fedtpukler blot magen til mine pragtstykker. Det er vel fordi de er for dovne til at æde eller for dovne til at æde uden for måltiderne hvor deres ofte buttede koner så stiller  den store risskål med de små salat – og fiskeskåle frem under et plastiknet, så de meget mere energiske høns og fluer ikke kommer før de hulbrystede barkede fyre.

Arh,jah!! Jeg har gjort dagens energiopvisning, gået fra den lille samling hytter ude bag næsset, hvor de sidste turisthytter ligger ofte tomme og gemt bag kokos-ogmangotræerne. Og her til den lille landsby hvor jeg håbede jeg kunne købe lidt durian frugt. Min fået-for-meget følelse har fortaget sig og jeg er igen klar til at fylde mig med den bløde smagfulde superfrugt. Men ak mit held var også gået en tur og jeg måtte nøjes med bananer. Det var dagens nyhedsmelding. Med mindre nyhedsformidlingen vågner lidt op skal i ikke regne med mere foreløbig……..

Juara - Pulau Tioman

2/9 – 81.

Juara. En ensom kokosnøddebelagt sandstrand, omgivet af træbevoksede bjerge, selv dækket af en frodig kokospalmeskov. Hist og her landsbyhuse med venligt smilende aldrig stressede landsbybeboere.Hønsene gokker rundt, kattene ligger i solen, moderen med sine urolige killinger. Et sted så tidløst og uberørt at man bliver ganske ør af indre stilhed og ro. Stedet er så ensomt, forladt, alene langt fra alfarvej. jeg føler mig i ét med stedet, føler og tænker i samme fredelige ikkestræbende rytme. og jeg føler et stik af smerte fordi jeg må forlade og en rasende følelse af at jeg må gøre alt for at komme igen og bo her længe.
Jeg kom her faktisk for at besøge min gode ven Durian. Han er den jeg har rejst med længst og jeg hilser ham med glæde hver gang jeg møder ham igen. Der er ikke noget så rart som at møde en gammel

billede: Hr Durian

ven, når man kommer til et fremmed sted. Jeg tog faktisk her til Juara for at møde ham. Jeg vidste, at når jeg kunne møde ham her, ville stedet også blive mit hjem. For mine venners hjem er også mit hjem.
For at tale med min ven kræves en del forarbejde. Først må jeg gå ud til hvor han bor. Fordi selvfølgelig har han slået sig ned hvor han gror bedst. Derpå må jeg gøre mig gode venner med hans bedste venner her, malayfamilien i deres lille pælehytte. Hvis jeg ikke er gode venner med min vens venner, kan vores forhold nemt trues af brud. Som regel lykkes det efter en lille snak og venlighedsudveksling, Durians venner er normalt glade venner.
Når jeg taler med Durian må jeg først åbne hans hårde, ydre skal. Den er pigget og man kan nemt stikke sig så det gør lidt ondt. Men hans gyldne farve og stærke parfume lover, at han er blød og dejlig bag den hårde skal. Da jeg kender ham ved jeg at dét passer. Og når jeg så endelig kommer ind til hans bløde, rynkede selv, putter det i munden og smager på det, ved jeg, at jeg ikke er ensom mere – jeg har fundet og genkendt min gode ven, og er sammen med ham på en intim, rar måde.

4/9 – 81.

Men min eneste ven var ikke hr. Durian, er du åndssvag! Her på øen er det nemt at blive gode venner. Jeg opholdt mig en tid alene sammen med tre australske piger. En mor og hendes 14-årige smukke datter og en veninde af moderen. Der var ikke andre end de tre for en tid på Zoll`s sted og så nogle dovne medhjælpere her. Jeg var ikke meget for at blive for gode venner, det smerter blot når man siger farvel. Men jeg var venlig imod dem, hjalp dem lidt med deres mad, viste billeder fra Borneo-turen og hyggesnakkede. Jeg ville gerne have deres selskab, men ville ikke tænke på fremtiden, at jeg igen kom til at stå på en vild landevej og tomle mig alene ud i det grå…
Jeg havde lyst til at tage til Juara og frisk som pigerne var sagde de, at de også ville med. Og hvilken indre fred og glæde det gav mig at have dem med. Velsignelsen af at være et øde, problemfrit, naturskønt sted uden at være alen. Faktisk var moderen forsynet med en vaks, levende og humoristisk fortælle – og snakkeglæde så man aldrig rigtig kunne føle sig alene og forladt. Kun var det bittert at mærke hvor tavs og drømmende man selv var blevet. Jeg var glad for at være i intim vennekontakt igen, fik mig til at føle mig som menneske, selv om jeg havde søgt den barske, øde natur for at tilfredsstille en eller anden masochistisk glæde ved at være alene et forladt sted.
På den anden side, steder er sjældent så forladt, at du ikke kan finde nogen at tale med. Et par gange så jeg mit snit til at snige væk fra det hede fællesskab, vandre langs den brede, hvide, brændende sandstrand med det blå lagunevand skyllende op på den ene side, de høje, stjernebladede grenede palmetræer hvislende i den begyndende monsunvind. Bølgerne viste tænder ude ved pynten, og de høje, træbevoksede bakker flimrede væk i varmedisen. Der kunne man være alene, sit jeg helt bevidst og roligt. Et sted for enhver urolig, stresset nervepatient. På et tidspunkt blev sandet for varmt og jeg gik op til det nærmeste hus under den første række kokospalmer og så mig omkring. Huset var malet i rimeligt lyseblåt og rødt og bagfra kom et par små chokoladebrune ansigter med store sorte øjne frem og sagde “Haloooo!” Normalt er jeg ikke den store børneentusiast, men dette udtryk af ligefremhed kunne jeg ikke lade ligge stille. jeg svarede, snakkede til dem og hurtigt kom et par kvinder til syne som også sagde hallo og bød mig velkommen og til sidst en lille halvtyk malayfyr em et yderst sympatisk ikke oversmilende blik i øjnene og bød mig velkommen. Lidt efter sad vi på et lille fremspring, der stak ud fra den lille siv- og bananpalmebygning der fungerede som køkken. Vi sad og i stribevis af durian mens vi talte om hinanden, spurgte hinanden og egentlig havde en rar tid. Da jeg var fyldt og fuldt tilfreds af durianner fandt jeg det probert at forlade stedet og vende tilbage til fællesskabet med pigerne. man behøver aldrig at være ensom. Blot man har mod til at søge bekendtskab kan man gå rundt fra person til person, skifte når man vil og være alene når man vil. Ingen bliver sure, er man fri og gør hvad man vil, vil de respektere én for det.

Øj, hvor er jeg træt af turister. De kommer her, klager over at koralrevene ikke er gode nok, hvorpå de tager ud og river koraller og sjældne skaller ud af dem, spiser de sjældne muslinger og synes det er pragtfuldt disse ting netop er udviklet gennem millioner af år for at glæde dem. “men det er jo ikke så godt som den gang…” – de er aldrig tilfredse. Kommer her med deres læs af supermarkedfoder som de bruger halvdelen af dagen med at forberede og spise. De har en sjov tid her og snakker om hvor forfærdeligt det er derhjemme – og at de savner det. Spiller skak, hører musik og drikker øller og har flyttet hele deres hjemlige sociale liv her til en øde fredelig uberørt sydhavsø, befænger den med den nye kultur, der intet har at gøre her og som kun spolerer ogændrer stedet til den samme brækgule grød som resten af Malaysias Pengeland og samtidig synes det er fremmende at rejse. “Det er den eneste livsmåde, man bør rejse altid, ja jeg kunne!!”.

5/9 – 81.

Mit visa løber ud i morgen og så er det selvfølgelig søndag. Gad vide hvordan jeg ordner det. Sandsynligvis tager  jeg til Singapore og bor hos Maryan, den friske moder fra turen til Juara. Derfra kan jeg så tage ind i malaysia igen. jeg mår til at gøre op med mig selv, hvorvidt jeg vil omkring i Malaysia. jeg har ikke så mange penge, så meget tid og jeg hader at rejse hurtigt. og så er der oven i købet dét at Marian måske kan skaffe mig et supergodt betalt job i Singapore. Ak, verden er fuld af fristelser og tanken om at komme hjem huer mig egentlig ikke. Der er familien og vennerne at komme tilbage til, men intet andet. Intet arbejde, ingen lejlighed, sandsynligvis har jeg glemt at kunne spille klaver. Den eneste grund til at tage hjem er for at lever i fortiden, snakke med venner som sandsynligvis har lært at leve uden mig efter et halvt år i eksil…chancerne er herude, ikke i Danmark som Hans, en dansk fyr jeg talte med i går aftes, sagde.
Men jeg ved dette: Chancerne er chancerne for penge og for spænding. Men hvad giver det én andet end kynisme og ligegladhed? Selvfølgelig at lære verden at kende gør én klogere, også på sit eget liv. Men jeg tror man kan gå rundt og blive klogere hele livet, aldrig stoppe. På sin vis dejligt, men hvor ville jeg gerne blive til noget her i verden, udrette noget, lave noget, andre kunne glæde sig over. Når jeg rejser er jeg ofte til glæde for de, jeg tager med – fordi jeg gør det. Måske jeg blot skulle være stolt af det. Tjah.

6/9 – 81.

Jeg så lige på mit rejsebudget om hvornår jeg skulle være hvor. Lige nu burde jeg have været to dage i New Delhi, jeg er vag og kan ikke komme ud af stedet. Jeg gider ikke gøre det , jeg ikke vil, på den anden side tør jeg ikke gøre det jeg vil. Det piner mig, og jeg æder for at glemme. Måske det er bedre at drikke? Jeg vil gerne have penge og det kunne jeg få ved at arbejde i et Singapore Oliekompagni. Men det ville betyde at jeg skulle tage ned til Singapore igen, opholde mig der en uge eller to til for måske alligevel at få nej. Men jeg hører om så mange der arbejder der, får 1000 – 4000 US$ om måneden, og blot tanken om dette får mig til at føle mig som en kujoneret storspiller, udsat for store fristelser i Los Angeles` spillekasinoer. I guder hvad skal jeg gøre. Jeg har kun 200 us$ og er på sin vis røvfattig. Lige nu skal jeg med Bob her på immigrationskontor. Måske de nægter mig yderligere tid i Malaysia, så jeg er pisket til at lave penge. Men jeg vil egentlig gerne hjem. Jamen det kan jeg gøre bagefter!! Ja-ja, bagefter får jeg lyst til at tage til Japan og Filippinerne. Hvis jeg skal hjem før jeg bliver 25 skal det være nu!! Jeg føler blot jeg slår noget stort i stykker. Hvis jeg blot har kraft til at tage afsted igen fra Danmark er det ok!!

7/9 – 81.

Ok, kære dagbog!
Nu skal du høre hvad jeg har gjort. Mødt en kær halvtyk kineser, der faktisk arbejder i en “oilrig”. Boet sammen med ham og Bob. Nu et par dage her i Nenasi, en lille landsby på østkysten af Malayisia. har gået rundt på øde strande og følt mig varm og godt tilpas. Spist havkrabber, flodkrabber, blæksprutter, småhajer, rejer og drukket øl. Jeg har ikke savnet Danmark!! Hvorfor fa´en tage hjem, tilbage til arbejdsløshed og vinterkulde?? I dag har jeg ringet til Singapore. Forbindelsen var dårlig, men marilyn lovede at gøre noget for at finde ud af om jeg kunne få et job. I dag er det mandag og jeg skulle ringe på torsdag. Så nu må jeg vente, endnu engang usikker på hvad jeg kommer til. Og hvad skal jeg lave i mellemtiden?? Gosh jeg behøver at drikke, drikke, glemme,glemme og hele tiden være i stand til at tage beslutninger!!!

11/9 – 81.

Dagene går hurtigt. Den 8. tog jeg med Bob og Chin mod Tasok Chini, et meget øde sted meget langt ude i junglen her i syd Malaysia. Første stop var Pekan. I bussen mødte vi en tysker, der kan tale kinesisk, Gunther hedder han, en meget distingveret, reserveret tysker, som vist er meget stolt af sig selv. Et stort brød, med et stort overskæg, en lille næse hvorover er mast et par store hornbriller under hvis overbjælker et par rigtig små pølsetyskerøjne olmt titter ud. I pekan blev vi belemret med nok et par tyskere, et ægtepar, hvor manden var en lille tyk fyr på stilkeben, med et enormt skæg og et par olme sky øjne kiggende her og der mens han mistroisk tog mod vores information. Kvinden var meget sød, så meget bevidst ud, men sagde ikke så meget. Vi bad dem tage mad med ud i junglen. Senere måtte vi fodre dem, fordi de kun havde taget ananas, kartofler og løg med…

I går den tiende var jeg på super stroppetur til en nærliggende oliepalmeplantage. Den er på 55.000 et eller andet, acre tror jeg, og det virker utroligt når man dukker ud af virvaret i junglen og pludselig står foran uendelige bakker med tyste, ensudseende skygger. Som en tavs invasion af fremmede væsener på rad og række dækker palmerne hele udsigten under èn og man skræmmes lidt af den ensformighed der åbenbart står for at erstatte den larmende, brogede jungle.

I aftes dansede Bob og jeg disco med landsbyens fremmelige småpiger. Disse mennesker har deres egen naturtro, lader sig ikke influere af kinesere, indere eller malajer. De dansede totalt frigjort og vovet, trods de næppe har været mere end 12 år gamle. Bagefter gik jeg en tur i natten og hørte fjerne trommespil. Jeg kom til en hytte hvor en del mennesker var samlet. Men i det samme jeg ankom, stoppede musikken. Jeg blev inviteret indenfor. To tyske kvinder, der havde arriveret samme dag sad der og fortalte med blinkende øjne om den syge-ceremoni, der netop havde fundet sted. Ligesom på Borneo forsøgte de lokale her at drive de onde kræfter ud af et sygt menneske, denne gang en gravid kvinde, der skulle have sit 7. barn. Åndemaneren havde haft et rødt klæde over hovedet, havde sunget mens han med et bundt af blomster havde strøget kvindens mave i retning af hendes ene ende, for på den måde måske at få barnet til at komme ud uden større smerte.
Den ene af de tyske kvinder brugte mig som tolk og spurgte en af hovedmændene ud om, hvor meget af deres kultur, der stadig hang ved og hvor meget vestligt gjorte de var. Og mens et par enlige lys lagde den brogede menneskeforsamling i dybe skygger og gav det hvide i øjnene forheksede glimt, gav den indfødte fyr i sit lændeklæde os et billede af en uberørt naturstamme i midten af Malaysias dybeste jungle. En stamme, der kun giftede sig med andre fra stammer af samme oprindelse, en stamme der praktiserer åndemaneri og animerer til et intimt samvær med hverandre i det lille kollektiv. For faktisk er der en utrolig kollektiv stemning, sjældent set af vestlige, hvor alle mødes og er samlet naturligt og spontant, hvor alle kan gå ind i hinandens huse og nyde junglestilheden mellem bambusvæggene over en god kop te med autralsk komælk.

21/9 -81.

Så er der endnu engang gået 10 dage. ( Hvordan fanden… ) og jeg skriver kun fordi jeg endelig har oppet mig selv til at købe en pen. 95 c.

Penang 1981

Jeg har ingen penge, næsten. 100 US $ og 40 malaj $. I morgen tager jeg toget herfra Penang til Bangkok. I guder, det er en streng følelse når man er pengeløs. Det gør virkelig ondt, hver gang jeg må spendere et eller andet.
Jeg har sovet her på Hotel Tye Ann i 3 nætter nu. Penang er virkelig en rar by, med næsten lutter gamle kinesiske top-tage huse, rød teglsten og nicher i massevis.
– Og så alle de kinesisk-sprogede skilte. Det er virkelig en kieserby. Fortovene foran de forskellige forretninger er belagt med hver sine kakler. Trishaws drøner rundt og gør gaderne usikre med deres evige råb på kunder. Selv hvis man er på vej op i et hotel kan de komme og spørge om man vil ud at køre.

I aften skal jeg møde henriks venner her i Penang. De arbejder for ØK herude. Ligesom Henrik gjorde i Nigeria. Det var en skam jeg ikke besøgte Henrik dengang, det fortryder jeg nu.

I dag var jeg i Slangetemplet, et kinesisk tempel hvor der holdes giftige slanger, kravlene frit rundt på alterne og gudeskabene. Fascinerende, men templet ligner de tusind andre jeg har set her i Penang. Dragetage, guld-og-rødfarvede tempelborde – vægge. Store messingurner med dragehoveder fyldt med sand, hvori er stukket de røgelsespind forfædrene har brug for den dag. Nogle af templerne er virkelig fantastiske, overdekorerede med små figurer i indviklet, snørklet dragehovedstil…

I dag, 23.9.81.

Sidder i ekspresstoget til Bangkok. Det koster 49,30 M.$, en betragtelig sum, når jeg alt i alt ikke har mere end små 100 US$. Der er så mange rygter om toge, der bliver sprængt i luftenm røvet og i går mødte jeg en franskmand, der lige havde fået snuppet sin bagage, penge, pas og checks. Han havde 10 c at spise for i de 5 dage han måtte vente på penge hjemmefra. Jeg gav ham mine sidste dollars og lever i øjeblikket på skud fra Günter, den kære tyske ven jeg har rejst lejlighedsvist med. Jeg kan godt li ham , næsten bedre end de 4 danskere jeg også har mødt her i toget. Günter virker meget mere dyb i sin psyke, som om han har en værdighed han vedkender og holder af. Danskerne, ja de er sgu som man kender dem, bekymret for tusind ting de har hørt kan være skidt, taler om det i timevis som om det gør dem interessante at sige den slags sladder. De virker sgu så platte i deres intellektuelle nedstirren og grinen af verden omkring dem og deres 100% overbeviste meninger om ting de kun har læst og hørt om, mest negative ting omkring dem. Måske jeg også er plat i min kritik af dem, men danskere er nu altså tit nogle lukkede skaller uden charme. Selvfølgelig ikke generelt, blot kan jeg i disses selskab føle mange af de negative stemninger jeg efterhånden har glemt jeg havde så meget af i Danmark, og som jeg ikke har mødt ret meget blandt de for det meste meget flinke australiere, tyskere, amerikanere, englændere og asiater jeg har mødt. Det er ligesom om danskere, og for så vidt også de fleste tyskere tager deres fordomme og deres tungsind med dem ud at rejse, deres normale væren i Danmark kan de ikke slippe.

( Hvis I synes dette afsnit er en gang fis, er det helt i orden….)

Passene blev samlet ved grænsen mellem Malaysia og Bangkok og en time efter udleveret igen, mens toget satte sig i gang.

Og nu, efter at have passeret ingenmandsland, kommer vi til toldeftersynet. – Tror jeg.

Vi er nu i Thailand, alle taler uforståeligt igen, mit indonesiske hjælper mig ikke langt her….

 

Bangkok. Bor lidt uden for centrum. vejen er stadig by, men området er ikke så udviklet. Gammel beton og træhuse. Mit værelse har nærmest ikke noge vindue, det er en seng og det er det. Ingen aircondition. Det er det billigste billige. Jeg venter på penge hjemmefra. De 100 US$ er nærmest forsvundet. En aften sidder jeg på en kaffebar. En lokal kommer forbi og inviterer på øl. Han har en veninde der komemr forbi. Han tilbyder at jeg kan “prøve” hende. jeg takker nej tak. Vi hører Thailandsk Rock. Da regningen kommer insisterer han på at jeg betaler. Jeg siger at jeg ikke har nogen penge, men han siger jeg skal betale. Det er nærmest de sidste penge der ryger. Jeg mister den smule jeg har for Thailændere, de 6 måneder inden i Indonesien har jeg ikke været udsat for noget lignende.

Jeg får penge hjemmefra. Min afrejse til Calcutta nærmer sig.

Jeg lander i Calcutta. Alt er støvet, varmere, tørrere, fattigere. Under motorvejsbroerne opholder mange fattige sig. Blinde, syge mennesker i gadebileldet. Rickshaws trukket af løbende mennesker overalt. En dag kommer jeg ind i et snævert kompleks af huse og pludselig står der “Mother Theresa” på en dør. En person kommer ud og spørger om jeg vil hilse på . Jeg takker nej, er genert.

Jeg tager mod Darjeeling. Rejsen er som i en anden tid. Først damptog, til en flod, herefter hjuldamper med skovlhjul. Derefter bus. Derefter et lilleput damptog op ad forløberne for Himalaya.

I Darjeeling er der køligt, der er teshops, gandjashops og kager i lange baner. Møder en del rejsende, bl.a. Rien van Der Hoek. En hollænder der forstår at hygge og vi har det fantastisk sammen. Efter tre dage følger han mig til toget og giver mig et kæmpe smækkys fra sit skæggede ansigt. Først da går det op for mig at han er bøsse.

Jeg tager bussen videre til Kathmandu. Her møder jeg et amerikansk kvinde og et engelsk par. Vi vandrer sammen op til Mukthinat på Anapurna Stien.

Det er 14 dage i tynd bjergluft, med billige overnatningsteder, dalbart til 1 krone. En nat bliver vi forvist til et forladt hus, da “hotellet” er fyldt op. Om morgenen bemærker jeg et gammelt sværd i en skede der hænge på en bjælke. Da huset er forladt tager jeg skeden og sætter i mit bælte. Jeg har det på da vvi går op til hotellet og tager afsked. De bemærker ikke noget så jeg lader det hænge… Og bruger sværdet til at skære pølse med.

Tager bussen til Delhi og tager hjem … 11.november 1981